Roskilde Festival: Turnstile ville se sved, så vi svedte, som vi aldrig har svedt før

Det her havde det hungrende rockfolk glædet sig til.

Indrammet af de glitrende synthfontæner på ’Mystery’ kastede Brendan Yates sig direkte ud i en halsbrækkende punkballet på scenen.

Turnstiles frontmand dansede energisk rundt om sig selv, og selvom vokalen indledningsvis druknede, kompenserede publikum med dedikeret fællessang.

Onde, accelererende hardcoreriffs mødte drilsk timbales. Tempoet var djævelsk, og Yates holdt som besat fast i at aktivere os.

»Jump, jump, jump«, råbte han og vekslede mellem maskingeværsalver af hidsig vokal og banale åh-uh-åh-motiver i den intense sætliste. Egentlig behøvede han ikke alle opfordringerne, publikum var helhjertet med fra start.

Blandingen af klassisk punkenergi og metallisk drift dunkede stilbevidst og stramt ned fra scenen og direkte ind i kroppen. Måske endnu mere selvsikkert metallisk end oprørsk punket.

I hvert fald føltes det mere som kontrolleret destruktion end kaotisk anarki, Yates og band gerne ville kommunikere. Den direkte fandenivoldskhed har en åbenlys kraft, men oprøret fik med de mange opfordringer til deltagelse et skær af workout.

På den måde blev det i højere grad til et højenergisk og ekstremt medrivende show end et punket udråbstegn.

Vi fik det hardcorekick, vi kom efter. Spillet af et band i topform og med stor udstråling. Men måske ikke med så meget på hjerte.