’Riget Exodus’ har mødt sit første publikum under filmfestivalen i Venedig, hvor den syrede finale fremkaldte spontant bifald og jubel under den første pressevisning.
Især i den rablende sidste halvdel af serien går Lars von Trier planken ud i et herligt syret galskabsoptog.
På grund af flyangst og hans Parkinsons-sygdom var Trier ikke selv til stede i Venedig. Men maestroen tjekkede ind via en skrattende Zoom-forbindelse, først til en pressekonference, derefter til små rundbordsinterview, hvor vi fik 10 minutters audiens.
Her er, hvad vi lærte.
Om hvorfor han vendte tilbage til ’Riget’ efter 25 år.
»Jeg var i en hård periode i mit liv og havde forskellige projekter, jeg kunne starte på. Men ’Riget’ virkede som det letteste at gå til. Det var en stor glæde at skrive den. Jeg havde det enormt sjovt med det. Jeg ved ikke, om det skinner igennem i serien, men forhåbentligt. På et tidspunkt i min karriere var jeg mester i at lave trilogier med kun to film, fordi jeg aldrig fik lavet dem færdige. Med ’Riget’ følte jeg, at jeg kunne færdiggøre det«.
Om ’Riget Exodus’ sammenlignet med de to første sæsoner.
»Hvordan kan jeg sammenligne det gamle med det nye? Jeg synes, det var vigtigt at have et nyt og løsere greb om filmen. Jeg satte mig ikke ned og så alle de gamle episoder. Jeg forsøgte at slippe af med forbindelserne til det gamle. Jeg tænkte kun på karaktererne. Jeg forsøgte ikke at lave noget moderne. Jeg forsøgte ikke at genoplive«.
»Hvis man går hele ’Riget Exodus’ igennem, vil man opdage, at der er en masse fejl og ting, der aldrig bliver afsluttet, selvom de skulle have været det. Men jeg tænker og håber, at den har liv«.
Om for første gang at sætte fod på Rigshospitalet under selve optagelserne.
»Det ville være meget ondt mod skuespillerne og arbejdsmoralen generelt at forlange, at de blev fjerninstrueret (som de blev det i de første to sæsoner, red.). Min kontakt med skuespillerne er blevet vigtigere siden første ombæring af ’Riget’«.
»Så derfor sad jeg nede i kælderen. Det var varmt og fugtigt og et rendyrket helvede for mig. Jeg vidste ikke, at jeg allerede var syg med Parkinsons, da vi startede optagelserne. Jeg havde det råddent, men jeg håber ikke, at skuespillerne lagde mærke til det. Jeg har været meget glad for støtten fra alle skuespillerne«.
Om den skuespiller i ’Riget Exodus’, der imponerede ham mest.
»Jeg har længe haft kontakt med Mikael Persbrandt, som virkelig imponerende mig med hans villighed til at gå utroligt langt ind i karakteren. De var alle sammen meget nemme at arbejde sammen med, svenskerne. Der er en chance for, at jeg vil lave en svensk film, hvis altså nogen i Sverige vil betale mig efter ’Riget’«.
Om det kanoniserede tv-mesterværk, der i virkeligheden var en fiasko – til skræk og advarsel for ’Riget’.
»Et eksempel på en tv-fiasko er for mig, da Bergman lavede ’Fanny & Alexander’. Jeg havde set alle hans film og var helt bestemt fan. Men så virkede det på mig, som om han tog alle sine film og satte dem sammen til én, der var meget bred og populær«.
Om ironi, humor og ytringsfrihed.
»Jeg synes, at ironi og satire er meget vigtige ting. Det har også at gøre med ytringsfrihed, som står mig meget nær. Som I ved, har jeg haft problemer i Cannes med nogle dumme ting, jeg har sagt. Men det er vigtigt, at vi har ytringsfrihed«.
»Af en eller anden grund kom humoren let til mig. Også fordi jeg tillod skuespillerne noget frihed, så vi sammen kunne nå det humoristiske lag. Det føltes rigtigt«.
Om hans tilstand med Parkinsons.
»Jeg synes, jeg har det godt. Men rystelserne vil tage noget tid at kæmpe imod. Men jeg føler, at jeg har det bedre. Jeg føler mig dog en smule mere dum, end jeg plejer, hvilket ikke siger så lidt«.
Om sin egen dødsangst.
»Jeg synes faktisk, at min angst for døden er forstummet en smule. Jeg føler mig tilpas. Der er ikke noget, jeg føler, at jeg er nødt til at gøre. Men jeg vil gerne gøre noget. Men det er ikke, fordi jeg er nødt til at lave noget, der ikke er blevet lavet før«.
Om hvorvidt han nogensinde kommer til at lave film igen.
»Det er svært for mig at se, hvordan jeg kan undgå at fortælle historier i fremtiden. Selvfølgelig kan jeg dø pludseligt, hvilket vil gøre det svært at fortsætte en film. Men jeg tror, at jeg vil fortsætte med at fortælle. Jeg vil i hvert fald lege med idéen om at lave flere film, fordi det er det, jeg kan finde ud af«.
’Riget Exodus’ får premiere på Viaplay 9. oktober. Den lander på DR senere på året.