»Hvorfor er I så bange for bryster?«, spørger Florence Pugh i et Instagram-opslag, der med mere end 2,5 millioner likes er hendes mest populære til dato.
Spørgsmålet faldt i juli, efter hun havde vist sig i en gennemsigtig kjole til stor harme for internettets mange mandlige trolde, der følte sig berettiget til at kommentere på skuespillerens bare bryster.
Pugh var dog ikke sådan at få ned med nakken. Hun understregede, at hvis nogen skulle skamme sig, var det i hvert fald ikke hende, for hun kunne ikke være mere ligeglad:
»Det har altid været min mission i denne branche at sige ’fuck dét og fuck dét’, når nogen forventer, at min krop skal være målestok for, hvad der er frækt eller seksuelt attraktivt«, lød det direkte modangreb.
Netop den fandenivoldske attitude, når folk uopfordret træder ind over hendes grænser, er et varemærke for 26-årige Pugh på Instagram.
Her er hun et tiltrængt friskt pust af ærlighed i en filmbranche, der ofte har travlt med at klæde kvinder af, både fysisk og psykisk, i offentlighedens glubske søgelys.
Fra opgør til madshow
Florence Pughs attitude på Instagram kommer ikke som en større overraskelse, for hendes valg af roller skriger af en ung kvinde, der bare ikke finder sig i noget pis.
I ’Midsommar’ tog hun, i rollen som Dani, sin skæbne i egne hænder og futtede vitterligt utro ekskærester og giftige forhold af, hvorefter hun startede et liv som en kvinde, der stod på egne ben. Og i den aktuelle ’Don’t Worry Darling’ tager hun ene kvinde kampen op mod patriarkatet.
Efterhånden som Pugh er blevet en af de mest eftertragtede kvinder i Hollywood, er det blevet en markant tendens i hendes valg af roller, at de rummer opgør med vante rammer og forventninger.
En tendens, som de seneste år er blevet direkte afspejlet i hendes frigjorte brug af Instagram, hvor der ulmer et opgør med, hvad der forventes af hende som en af filmbranchens unge stjerner.
Her gør hun tilsyneladende kun, hvad der giver mening for hende. Under coronanedlukningen startede hun således madprogrammet ’Cooking with Flo’, hvor hun dansede rundt i sit køkken med hvidvin i den ene hånd og et sjat aktivisme i den anden.
Imens hun diskede op med lækre anretninger, greb hun i samme ombæring chancen for at advokere mod madspild ved at vise, hvordan man bruger stødte grøntsager i stedet for at smide dem i skraldespanden.
Det var et afslappet take på aktivisme, som hun sjældent føler behov for at udbasunere med store kampagner, men som derimod faldt hende helt naturligt blot at inkorporere, fordi hun havde chancen og platformen.
Sin egen talskvinde
Det er en essentiel del af Pughs personlighed at give sin mening til kende, opfordret eller ej, og tage eventuelle konfrontationer, når de melder sig, fordi hun står så meget fast på sine principper.
Det satte Scarlett Johansson en fed streg under, da hun i et interview med Harper’s Bazaar hyldede Pughs rolige bramfrihed:
»Det, jeg virkelig lagde mærke til ved Florence – og grunden til at hun repræsenterer sin generation på så ikonisk vis – er, at hun hviler så meget i sig selv. Hun har begge ben på jorden, men hun er samtidig bare så selvsikker«, lød det fra den mere erfarne kollega.
Den afmålte retfærdighedssans og den åbenmundede modvilje mod at forpeste sit liv med betændte kontroverser er blevet demonstreret gentagne gange de seneste år, når hun har nægtet at lade sig rive med af internettets sladderdiskussioner.
Da debatten om den 21 år store aldersforskel mellem hende og ekskæresten Zach Braff kulminerede i en forfærdelig omgang chikane på et billede, kvitterede hun med en næsten fire minutter lang video, hvor budskab var soleklart: »Jeg vil ikke tillade den opførsel på min Instagram«.
Samme no bullshit-attitude blev senere eksemplificeret med rygterne om et forhold til ’Midsommar’-kollegaen Will Poulter, som hun henkastet afviste i en Story:
»Okay, det her er ved at blive for åndssvagt. Will og jeg dater ikke«, skrev hun og slog fast, at hun i hvert fald ikke ville bruge mere tid på sagen.
Magt over fortællingen
Det, der virkelig får Pugh til at skille sig ud fra andre berømtheder online – selv dem på hendes egen alder – er netop denne fortrinlige sans for at bruge Instagram til at korrigere offentlighedens narrativ omkring hende.
Det er især blevet tydeligt efter den seneste tids enorme virak omkring ’Don’t Worry Darling’, hvor Pugh efter sigende har udviklet et anstrengt forhold til filmens instruktør, Olivia Wilde.
Siden hun teasede filmen på sin profil for godt et år siden, har der kun været ét opslag omkring den (en enkelt trailer fra august), og imens spekulationer fyger omkring dramaet i kulissen, har Pugh holdt sig tilbage med en iskold tavshed – lige indtil hun startede en stormflod af indhold på sociale medier med sin ankomst til Venedig Film Festival, hvor filmen fik verdenspremiere.
Imens knap så online typer nok ikke ville studse over stilen eller mængden af Pughs pludselig indhold på Instagram, så afslører det alligevel, at hun har et særligt talent for at tale internettets sprog, og at den eneste, der styrer fortællingen om skuespillerens liv, er hende selv.
Hendes magt ligger i alt det, hun ikke siger, lige så meget som det hun faktisk siger. Nogle vil kalde det Instagrams udgave af subtweets, imens andre måske ligefrem vil kalde Pugh en spirende shitposter.
Man forstår det godt, for hendes opslag fra Venedig, hvor hun takkede alt og alle, men ikke nævnte én eneste kollega – ud over Chris Pine – ved navn, virkede så nøje planlagt, at de næsten ikke kunne være et tilfælde, og selvom det måske ikke var elegant, så var det i hvert fald effektivt.
For imens størstedelen af sociale medier talte om Pughs lilla Valentino-look, var det få, der fokuserede på ’Don’t Worry Darling’-pressekonferencen, som hovedrolleindehaveren ikke deltog i – og de, der gjorde, snakkede om Chris Pines mentale fravær.