’Blonde’: Ana de Armas stråler i overvældende film om Hollywoods mest ikoniske kvinde
Med ’Blonde’ kaster Andrew Dominik (’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’) sig over en af det 20. århundredes mest fremtrædende populærkulturelle personligheder – sexsymbolet og blondinen over dem alle, Marilyn Monroe.
Filmen er baseret på den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates’ roman af samme navn fra 2000, og ligesom bogen er ’Blonde’ biografisk fiktion.
Det er ikke en kronologisk gennemgang af hendes liv, men den giver gennem brudstykker et indblik i forholdet mellem Norma Jeane Baker og Marilyn Monroe.
Det starter i 1933, hvor den lille Norma Jeane er i sin psykisk syge mors varetægt. Moren, Gladys (Julianne Nicholson), er i en voldsom destruktiv deroute og bebrejder sin datter for, at faren har forladt dem.
Det er ikke småting, Norma Jeane lægger krop og øre til. Gladys vækker hende midt om natten, sætter hende i bilen og kører direkte mod en skovbrand – lige ind i flammerne. Med den ubarmhjertige indgang til livet plantes uundgåeligt et traume i Norma Jeane, der lægger sig som et tungt slør over filmen.
Fra den voldsomme barndom klippes frem til hendes gennembrud i slut-40’erne, karrierens prøvelser, hendes ægteskaber og hendes stjernestatus. Med de mange nedslag tegnes et følelsesmæssigt detaljeret portræt, hvor vi bevæger os med Norma Jeane gennem svigt, traumer og tab til skabelsen af Marilyn Monroe, kampen mellem ikonet og kvinden bag, skønheden og ulykken.
De mænd, hun giftede sig med, og de film, hun medvirkede i, optræder selvfølgelig. Filmene ’Gentlemen Prefer Blondes’ (1953) og ’Some Like It Hot’ (1959) og mændene Joe DiMaggio, Arthur Miller og præsidenten John F. Kennedy forankrer filmen i en fælles virkelighed og historie.
Det er svært at afgøre, hvornår virkeligheden stopper, og fiktionen tager over – et grænseland a la det, Monroe hele tiden skulle begå sig i. Vi ser tiden, begivenhederne og mændene gennem hendes blik, og det er udelukkende hendes virkelighed, filmen interesserer sig for.
Mange af hendes mest ikoniske scener er genskabt, som scenen fra ’The Seven Year Itch’ (1955), hvor Monroes hvide kjole blafrer i vinden fra undergrundens sus, så hendes ben og trusser blottes. Her er en hær af mænd mødt op for at forevige øjeblikket. Men vi er også vidne til de personlige konsekvenser, da hendes mand, baseball-legenden Joe DiMaggio, i besidderisk besættelse efterfølgende banker hende på et hotelværelse.
Til lyden af den glade og håbefulde ’I Wanna be Loved by You’ ser vi Marilyn kæmpe sig gennem horder af nådesløse fotografer og fans med nedslået blik. Vi mindes om successen, men vi oplever bagsiden af den overbegloede og overbegærede stjerne.
Ana de Armas er eminent som en magnetisk-sårbar skønhed, der bliver revet rundt i mediernes mølle til klipsende fotografer, sultende blikke, måbende, råbende munde og mænd, som ser de unge, vordende skuespillerinder som et tagselvbord.
Norma Jeane bliver fortæret af Monroe, som hun opsluges i Hollywoods maskineri. Og historien om Marilyn, der bliver betragtet af alle, og Norma Jeane, der bliver set af ingen, er ubehagelig at være vidne til. Det er i særdeleshed takket være Ana de Armas’ gestaltning af Monroe, der har en overvældende smertelig følsomhed, som om hun oplever alt med en stor intensitet.
Der er få personlige sejre, men ægteskabet med forfatter og dramatiker Arthur Miller portrætteres som et helle af omsorg og håb, men en ufrivillig abort sætter det over styr. Og den alvorlige deroute i pillemisbruget begynder.
’Blonde’ er et stilistisk overvældende virvar fuld af kontrast med skiftevis sort-hvide og farvemættede billeder, håndholdt og kontrolleret kameraføring, forvrængende effekter og skiftende formater. Alt synes at understøtte den følelsesmæssige tilstand hos Monroe – svigtet, forladt, håbefuld, ensom, hektisk, lykkelig, angst og omtåget.
Forvandlingen fra Norma Jeane til Marilyn Monroe skildres med stor medfølelse, og filmen viser, at skabelsen af ikonet ihærdigt blev skubbet frem af en hungrende mandsdomineret industri og det iboende kvindeideal.
Ana de Armas er dog svær at tage øjnene fra, og med hendes portræt forstår man, hvorfor hele verden vendte blikket mod den både skrøbelige og strålende Marilyn Monroe.
Kort sagt:
Ana de Armas indkapsler strålende både sensitivitet og skønhed i det rørende portræt af den overbegloede, men oversete stjerne.