60 år efter hendes død er det tid til at fortælle Marilyn Monroes historie rigtigt

Op til Netflix-storfilmen ‘Blonde’ buldrer diskussionen om Hollywoods mest kendte ikon og sexsymbol igen i den popkulturelle samtale 60 år efter hendes død. Og vi kan da også lære meget af Marilyn Monroes turbulente historie – og de mange misforståelser, der har sløret den.
60 år efter hendes død er det tid til at fortælle Marilyn Monroes historie rigtigt
Marilyn Monroe i 1955. (Foto: Gene Lester/Getty Images)

Alle ved, hvem Marylin Monroe er.

Men færre ved, hvem der gjorde hende til en af historiens mest kendte kvinder.

Bag Marilyn Monroe står nemlig Norma Jeane Baker. Det uønskede resultat af en affære mellem en negativklipper på et Hollywood-filmstudie og en højerestående kollega. Der, efter en barndom præget af den psykisk ustabile mor blev kastebold i plejesystemet, blev spottet til en lovende modelkarriere, mens hun arbejdede på en amerikansk dronefabrik under Anden Verdenskrig.

Hvilket senere blev til en filmkarriere, der skrev rendyrket Hollywoodhistorie. 

Marilyn Monroe og Tom Ewell i ‘The Seven Year Itch’ .

Selvom hun er uslettelig fra den popkulturelle hukommelse, har Marilyn Monroes kunstneriske og forretningsmæssige ambitioner det dog med at blive glemt i det genkendelige omrids af blond sexbombe.

Samtidig er hendes person blevet amerikansk allemandseje for alle fra Madonna til Netflix og Kim Kardashian, som i vinter vakte opsigt, da hun bar og ødelagde Monroes berømte diamantbesatte kjole til årets Met Gala

»Watched by all, seen by none«, lyder den dramatiske tagline til Andrew Dominiks imødesete Netflix-film ‘Blonde’, der puster liv i myten på ny. 

Men alt imens interessen for Marilyn aldrig dør ud, bliver vi så ved med at overse hende? Og kan vi lære noget af hendes arv som stjerne, skuespiller og sexsymbol 60 år og et MeToo-oprør efter hendes død? 

29 film på 36 år 

Den kommende ‘Blonde’, baseret på Joyce Carroll Oates romanbiografi af samme navn, er blot endnu et kulørt ark i bunken af fortolkninger af Marilyn Monroes liv.

Ud over at være et af de mest fotograferede mennesker i det 20. århundrede er stjernen også den mest biograferede som emne for over 300 bøger. 

Marilyn Monroe er blevet udødeliggjort som symbol, politiseret skønhed og menneske med et sørgeligt endeligt. 

Men i skæret fra stjernelegenden har den selvstændige person, der turde bruge sin sexappeal og skabe den opsigtsvækkende persona, hun senere følte sig fanget i, det med at gå tabt.

Kvinden bag stjernen, der med 50’ernes tidsånd imod sig kæmpede for anerkendelse i en karriere og et privatliv, der vrimlede med forretningsmænd og ægtemænd, som gjorde det svært for hende. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I sin levetid var Marilyn Monroe stjernen i langt størstedelen af sine i alt 29 film. Hendes speciale var sexede bombshell-præstationer i nogle af historiens mest ikoniske komedier og musicals som ‘How To Marry a Millionaire’ og ‘Some Like It Hot’.

Men hendes komedieteknik blev ofte undervurderet, ligesom de mere alvorlige roller, hun opsøgte i sin søgen efter kunstnerisk anerkendelse, altid kun blev rost til trods. 

Hendes tre ægteskaber og en affære med John F. Kennedy (og præsidentens rolle i hendes død) har med tiden stjålet opmærksomheden fra hendes film. 

Fra hun som 16-årig teenagebrud giftede sig i jagten på et stabilt hjem og senere søgte lykken med baseballstjernen Joe DeMaggio, der hellere så hende bag et komfur end foran et filmkamera, og de sidste år inden sin død med den intellektuelle manuskriptforfatter Arthur Miller, der delte hendes kærlighed til russisk litteratur, men aldrig så hende som ligeværdig. 

Men selvom Marilyn Monroe for det meste var et stolt sexsymbol, på og uden for skærmen, var hun aldrig bare et objekt i sin kamp for succes.

Født til at være offentlig ejendom 

I en af de første scener i ‘Blonde’ får vi at vide, hvordan Marylin Monroes karriere begyndte. 

Bagfra hen over et skrivebord på 20th Century Fox-grundlægger Darryl F. Zanucks kontor. 

Hvilket ikke er sandt, men passer perfekt ind i offergørelsen af Monroe.

Ifølge Monroe-biografist Anthony Summers mødte stjernen mange overgrebsmænd og »casting couches« i Hollywood. Men selvom studiechefen Zanuck chikanerede Marilyn på mange andre måder, var han ikke en af dem ifølge en artikel i The Guardian

Marilyn Monroe som Sugar i ‘Some Like It Hot’ (Foto: M. Garrett/MuMurray Garrett/Getty Images)

Tværtimod beskriver podcasten ‘Even the Rich’, at hun fra starten af sin karriere afslog den type ‘byttehandler’ og insisterede på sit talent. Da hun fik sin første kontrakt, tog hun samtlige kurser i sang og spil, studiet tilbød. 

»Jeg vidste, jeg tilhørte offentligheden og verden, ikke fordi jeg havde talent, eller var smuk, men fordi jeg aldrig havde tilhørt noget eller nogen andre«, lyder et af hendes kendte citater. 

Hendes urolige opvækst fik hende til at søge spotlightet, som gjaldt det hendes liv. Men selvom skuespillet var hendes store kærlighed, var det altid hjemsøgt af frygt for ikke at gøre det godt nok. Hvilket tidligt i karrieren fik hende til at misbruge sovemedicinen, der senere slog hende ihjel. 

MeToo-Marilyn 

Der er flere grunde til, at 1953 er et vigtigt år i fortællingen om Marilyn Monroe. 

I karrieren avancerede hun fra biroller til førstedame i sex-noiren ‘Niagara’, screwballkomedien  ‘How to Marry a Millionaire’ og ikke mindst Howard Hawks-musicalen ‘Gentlemen Prefer Blondes’, hvor hun erklærer sin kendte diamantloyalitet. 

Marilyn Monroe i 1953. (Foto: M. Garrett/MuMurray Garrett/Getty Images)

Men hvad færre måske ved er, at hun længe inden MeToo-bevægelsen fortalte offentligt om de overgreb, der truede kvinder i filmbranchen. I essayet ‘Wolves I Have Known’ skrev hun smilende fra forsiden af Motion Picture and Television Magazine: 

»I alle henseender af livet må piger gøre sig utroligt umage for ikke bare at blive endnu et hak i en eller anden mands bælte. Men i Hollywood må vi arbejde overtid for at udmanøvrere ulvene«. 

I teksten åbenbarer hun alle sit livs møder med overgrebsmænd. Men hun understreger, at de kun blev værre og mere udspekulerede, jo mere kendt hun blev. I et patriarkalsk studiesystem, hvor de færreste skuespillere havde nogen kontrol over deres virke, er det et under, at hendes banebrydende udtalelser ikke har fået større opmærksomhed med tiden. 

Men Monroes kampgejst giver ikke blot genlyd i kølvandet på MeToo-bevægelsen. Det samme gør hendes forretningsmæssige indsats for sit eget værd over for tidens magtfulde filmchefer. 

Oprør mod filmisk sexskrald

I midten af 1950’erne stod Marilyn Monroe på toppen af sin karriere som Hollywoods bedstsælgende, men mest underbetalte stjerne. Hvilket resulterede i et oprør, der bestemt ikke blev leveret på underdanig lillepigemanér. 

Faktisk var Marilyn Monroe blandt de første kvinder i Hollywood til at tage økonomisk kontrol over sit virke som skuespiller. Som modsvar på Fox’ kontrol af hendes projekter, stiftede hun nemlig et produktionsselskab i sit eget navn. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hun nægtede at spille de »samme gamle sexroller«, hvoraf nogle var så stupide, at Monroe efter sigende sendte manuskripterne tilbage påskrevet »trash« i versaler og undlod at møde op på settet. Hvilket selvsagt gjorde cheferne rasende. 

Det krævede en suspension og en længere demonstrativ pause for Monroe at sætte sig i respekt hos Fox. Men det blev kaldt en kvindelig skuespillers »største enkeltstående triumf«, da studiet i sidste ende bukkede under, hævede hendes løn og gav hende lov til at vælge sine egne projekter, og hvem der skulle instruere dem. 

Oscarløs method acting-pioner

Hvis Ana de Armas høster den ultimative anerkendelse for rollen som Marilyn Monroe i ‘Blonde’, der er spået som gedigen Oscar-favorit, vil det være skæbnens ironi. 

For selvom Monroe var blandt de tidligste elever på Lee Strasbergs prestigefyldte Actors Studio i New York, der revolutionerede den amerikanske skuespiltradition ved at introducere method acting, taler den afdøde stjernes hylde med Oscar-statuetter sit tydelige sprog. Den er nemlig gabende tom. 

Marilyn Monroe i New York i 1955 (Foto: Getty)

Ulig sine kendte mandlige kollegaer og medstuderende, der tæller Marlon Brando og Paul Newman, blev hun nemlig aldrig så meget som nomineret til den prestigefyldte pris (hun vandt dog en Golden Globe for ‘Some Like it Hot’). 

Mens konflikten med Fox rasede, drog Monroe til New York og gennemførte et celebert hamskifte fra Hollywoods dumme blondine til Dostojevskij-elskende skuespilelev på tidens mest prestigefyldte skuespilinstitution. Hvilket også indebar at gifte sig med den venstreorientede manuskriptforfatter Arthur Miller. 

Med sine nye method-metoder nåede Marilyn Monroe lige akkurat at snuse til større kunstnerisk anerkendelse for film som ‘Bus Stop’ i 1956. I forbindelse med det efterfølgende britiske produktionseventyr med Laurence Olivier i ‘The Prince and the Showgirl’ (der er grundlaget for filmen ‘My Week With Marilyn’), blev hun dog hurtigt mødt med udtalt arrogance af den britiske stjerne, hvis reaktion til den tidskrævende proces (og skuespilcoach på sidelinjen) lød: »All you have to do is be sexy«. 

Monroes fornyede skuespillære blev tiltagende problematisk, da hun ofte stillede sig foran kameraet med perfektionistiske ambitioner. En farlig cocktail med hendes svære psyke, der kun blev mere udtalt med årene, som hendes tredje ægteskab skred, og hun kæmpede med spontane aborter. 

Diva eller imposter? 

Det var formentlig sandt, når folk sagde, at Marilyn Monroe ofte var umulig at arbejde med. Men det skyldtes angst, ikke divanykker. 

Selvom de senere år af Marilyn Monroes karriere talte store præstationer i ‘Some Like it Hot’ og hendes sidste film ‘The Misfits’, satte hendes pillemisbrug hendes eksisterende rygte som utilregnelig på kollisionskurs. Hun kom timer for sent, hvis hun overhovedet mødte op på settet.

Misforståelsen af Marylin Monroe svære forhold til filmkameraet er især blevet dyrket komisk som divanykker og dumhed i fortællingerne om optagelserne af Billy Wilders klassiker ‘Some Like It Hot’. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Her brugte stjernen efter sigende op til 45 forsøg på at levere helt simple replikker, hvorfor medspillerne Jack Lemmon og Tony Curtis begyndte at vædde nedladende om hendes fejlagtighed.

Billy Wilder og Monroes forhold var så dårligt efter indspilningen, at han ikke så sig for god til grimme ord: »Hun har bryster som granit, hun overvinder tyngdekraften og har en hjerne som schweizerost; fuld af huller«. 

Men bag beskrivelserne af Monroe som dødsensræd for kameraet og et mareridt at arbejde sammen med gemmer sig en mere alvorlig fortælling om skuespillerens stigende angsprægede forhold til sit arbejde, der karambolerede med ødelæggende medieopmærksomhed og et ustabilt privatliv. 

Og hendes psykiske sammenbrud agerede hele vejen igennem sladderstof, der umenneskeliggjorde hende, længe før hun døde. Da det skete i 1962, lød den selvforklarende overskrift i New York Times blot »Marilyn Monroe dead, pills near«. 

#FreeMarilyn

‘Blonde’ har genstartet samtalen om retfærdigheden i endnu en skildring af den afdøde stjerne som en infantil sexbombe. 

Mange kritikere fremhæver, at Marilyn Monroe endnu engang bliver gjort til Hollywoodhistoriens største offer. En tragisk heltinde uden handlekraftighed. 

Filmens skildring af hendes aborter er ifølge Indiewires kritiker Samantha Bergeson så anti-choice, at filmen burde have triggerwarning for talende fostre. 

The Cut-skribenten Emily Kirkpatrick kaldte for nylig til endelig aflivelse af samfundets evindelige iglementalitet på verdensstjernens symbolværdi i en artikel med titlen ‘Let the Woman Rest’. Specifikt adresseret til skuespiller Ana de Armas pr-ombruste ‘samtaler’ med Monroe ved hendes gravsted, Kim Kardashians forlorne kjolehyldest og en generel opfattelse af ikonet som amerikansk fælleseje, der ifølge Kirkpatrick gør hende til »et hulrum for personlige længsler, ikke et menneske«. 

Men når Monroe alligevel bliver genoplivet på Netflix, bør det være med en rettelse af vores opfattelse af hende. 

Ana de Armas som Marilyn Monroe i ‘Blonde’. (Foto: Netflix)

For selvom hun aldrig fik sin anerkendelse som hverken skuespiller eller feministisk ikon i sin samtid, er det ikke for sent at give hende den nu. For at insistere på sin integritet og seksualitet på samme tid og kalde ulvene ud længe før fjerdebølgefeminismen og MeToo. 

For selvom hun er den mest kendte, er Marilyn Monroe blot én stjerne i rækken af underholdningsindustriens »døde blondiner«, som det hedder i historiepodcasten ‘You Must Remember This’. 

For nylig igangsatte #FreeBritney-bevægelsen hele verdens selvransagelse for måden, en senere generations blonde superstjerne, Britney Spears, blev behandlet på under sit offentlige psykiske sammenbrud i 2008. En sag hvis samtaler om kontrol, overgreb og medieret medansvar i den grad trækker tråde tilbage til 50’er-ikonets kamp for selvbestemmelse. 

Marylin Monroe var hverken den første eller sidste kvindelige superstjerne, der blev fanget i den stjernepersona, hun selv havde været med til at skabe. Men netop derfor kan vi lære meget af netop Marilyn Monroes historie i 2022, hvis vi altså begynder at fortælle den rigtigt. 

‘Blonde’ har premiere på Netflix den 28. september.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af