De har skabt årets måske mest kontroversielle film: »Jeg vil traumatisere publikum«

Andrew Dominiks ventede Marilyn Monroe-film ’Blonde’ får premiere på Netflix senere på ugen. Filmen med en uforglemmelig Ana de Armas i titelrollen har delt vandene med sin kontroversielle fremstilling af Monroe som offer for overgreb og misbrug. Vi mødte Dominik og de Armas forud for verdenspremieren i Venedig, hvor de fortalte om meningen bag galskaben.
De har skabt årets måske mest kontroversielle film: »Jeg vil traumatisere publikum«
Ana de Armas under filmfestivalen i Venedig. (Foto: Elisabetta A. Villa/Getty Images)

Andrew Dominik er klædt på til kontrovers.

Den høje instruktør har skulderlangt surferhår og er iklædt en sort polo og jeans, da han bliver ført fra hotelværelse til hotelværelse på det femstjernede Hotel Excelsior i Venedig for endelig at præsentere sin nye film ’Blonde’ om Marilyn Monroe.

Han er mandsopdækket af Netflix-publicister, der styrer tiden med hård hånd, når han placeres for enden af de runde borde befolket af journalister for at svare på spørgsmål med sin hovedrolleindehaver, funklende Ana de Armas. Og han er udstyret med en hørelse så ringe, at han på et tidspunkt i løbet af vores 20 minutter korte samtale beder mig og flere af mine medjournalister om at råbe vores spørgsmål.

Det er dagen inden verdenspremieren på ’Blonde’, der efterfølgende har delt den internationale presse i to på grund af dens kontroversielle fremstilling af Monroe.

Kritikere anklager filmen for at fratage Monroe sin agens og udsætte hende for et veritabelt mareridt af misbrug og overgreb (en lignende kritik ramte det boglige forlæg af Joyce Carol Oates i sin tid). Man forstår da også godt, at ’Blonde’ er Netflix’ første spillefilm med en aldersgrænse på 17 år. Grafiske scener af overgreb og abort er der nok af.

Ana de Armas og Adrien Brody i ‘Blonde’. (Foto: Netflix)

Men for Dominik var ubehaget netop pointen med historien. Da jeg spørger ham, hvorfor han har valgt at udpensle lidelsen og overgrebene, svarer han prompte:

»Hvorfor? Jeg vil gerne traumatisere publikum! Tanken er at placere dem i Monroes sko og lade dem gennemgå de samme oplevelser som hende. Jeg er ikke en less is more-person. Jeg er en more is more-person«, siger han og fortsætter:

»Filmen skildrer et barndomstraume og viser derefter verden igennem traumets linse. Det er en universel, menneskelig historie, som jeg mener forstærkes, når det gælder en berømthed. Filmen bruger en mytologisk figur til at beskrive en basal livsoplevelse og vise de usikkerheder og den angst, traumet projekterer ud mod verden. Det er ikke et tilfælde, at alle Freuds idéer er opkaldt efter mytologiske figurer«, siger Dominik.

Ana de Armas indskyder: »Selvom der er en hel historie om Marilyns liv, legenden, ikonet, skuespilleren, så mangler der noget. Og folk kan ikke rigtigt sætte fingeren på, hvad det er. Jeg tror, det er mennesket under alle lagene af makeup, idéer, film og karakterer. Billedet har været ukomplet, og derfor har der været så meget spekulation om alt fra hendes død til hendes forhold. Der er så mange mellemregninger, der mangler, som jeg føler, at folk ikke kender til«.

»På overfladen har hun alt, hvad samfundet skildrer som ønskværdigt. Hun er berømt, hun er smuk, hun har et fantastisk job. Og hun dræber sig selv. Så det viser med al tydelighed, at der er noget galt med, hvad verden ser som ønskværdigt«, fortsætter Dominik.

En port til helvede

Fra filmens første sekund slår Dominik dørene op til helvedes forgård, når han viser glimt af Norma Jeanes barndom med sin psykisk ustabile mor Gladys, der bebrejder sin lille pige, at faren forlod dem. Moren mishandler Norma, og det svigt lægger sig i filmen over Norma som en dødsdom.

Da vi møder Norma som voksen og aspirerende skuespiller, viser ‘Blonde’, hvordan figuren Marilyn Monroe bliver opbygget af Norma som et panser mod traumet og den omverden, som vil undertvinge og forme kvinden i deres eget patriarkalske billede. Indtil ikonet til sidst tager over og kvæler mennesket bag myten.

‘Blonde’. (Foto: Netflix)

Det er en udfordrende film, som har rumsteret i baghovedet på Dominik i mange år. Da han så Ana de Armas i Hollywood-gennembruddet ’Knock Knock’, vidste han, at han havde sin hovedrolle. Men det var først efter MeToo-bevægelsen, at pengemændene var villige til at finansiere det nådesløse blik på Hollywood, berømthedskultur, misogyni og hvordan vi alle var medskyldige i Monroes tragiske endeligt.

»Der var et magisk øjeblik i tiden, hvor filmcheferne følte, at de var nødt til at tage kvindens perspektiv seriøst. Tidligere kunne de kun se det dårlige lys, filmen ville kaste over alle mændene. Men så kom tidspunktet, hvor man ikke længere kunne bruge den undskyldning, og dér smuttede vi gennem døren«, siger Dominik.

Ana de Armas fortsætter: »Det var virkelig svært at få filmen lavet. Folk syntes, at det var en god ide, men ingen gad poste penge i den. MeToo-bevægelsen tvang folk til at lytte: Hvordan kunne man ikke støtte en film om en kvinde, der gennemgår det her. På en måde var det en refleksion af, hvor få ting der har ændret sig i Hollywood siden Monroes tid, og samtidig hvordan der bliver skubbet på for at komme videre«.

Fra Blonde til Bond

Ana de Armas øjne skinner over udsigten til endelig at kunne dele sin præstation med verden. Den cubanskfødte skuespiller fortæller, at hun inden optagelserne plagede Dominik om at dele castingnyheden med pressen. At hun nærmest ikke kunne være i sig selv over at skulle spille et af USA’s største ikoner.

Man forstår godt hvorfor. Det er en drømmerolle for de Armas, der kommer rundt i hele følelsesregistret og viser, at hun er en karakterskuespiller af karat. Nogle gange spiller hun Monroe, som var det en perfekt imitation. Indtil man indser, at hun spiller Norma Jeane, der imiterer Monroe for at passe ind i en skånselsløs verden.

»Det er den type rolle, man får én gang i sit liv, hvis man er heldig«, siger de Armas.

Men det var også en hård rolle at synke hen i, fortæller den 34-årige skuespiller, der ikke blot brugte månedsvis på at perfektionere Monroes stemme og bevægelser, men som også måtte konfrontere ikonets indre mørke – og selv blotlægge sider, hun normalt aldrig ville vise frem på film. Blandt andet i en række sårbare nøgenscener og grænseoverskridende overgrebsscener.

Ana de Armas som Marilyn Monroe i ‘Blonde’. (Foto: Netflix)

»Jeg vidste på forhånd, at filmen ville kræve det af mig. Jeg følte mig tung og dybt bedrøvet over de ni uger, vi optog filmen, også før det endda. Det er ikke karakteren, der bliver hos én. Det er følelsen, man ikke kan ryste af sig, fordi man tænker på den hele tiden. Vi kender den tragiske slutning på historien, men vi kan ikke ændre den. Jo mere jeg lærte hende at kende, jo mere beskyttende følte jeg mig over for hende. Men jeg kunne ikke gøre noget ved det«, siger de Armas og fortsætter:

»Det hjalp at have en instruktør, som har den dybeste respekt for kvinden og hendes historie. Det smittede af på mig. Vi havde en tillid på settet, hvor alle vidste, at vi lavede noget, der var større end bare de ubehagelige scener. Der var et højere formål«.

Kræver det terapi at få præstationen ud af systemet, spørger en af mine medjournalister.

»Tja, vi blev færdige med at optage filmen om fredagen, og om mandagen begyndte jeg på optagelserne til ’No Time to Die’. Paloma blev min terapi«, griner hun.

Lektionen fra Monroe

Det ville være misvisende at kalde ’Blonde’ en biopic. Filmen er ikke interesseret i historisk korrekthed og karakterudvikling. I stedet præsenterer den fragmentariske, impressionistiske indblik i Monroes liv og sindstilstand.

Alligevel gjorde Dominik en dyd ud af at rodfæste filmen i de ikoniske billeder af Monroe, der allerede eksisterer. Mange scener udspringer af fotografier af Monroe, som filmen gør levende.

Ligesom i Dominiks hovedværk ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’ handler det om at dekonstruere ikonbillederne. Vise dem fra nye vinkler.

‘Blonde’. (Foto: Netflix)

Og flere gange under optagelserne indhentede fortiden nutiden, når de samme rekvisitter fra Monroes film blev brugt i ’Blonde’, og børnebørnene til folk, der havde arbejdet med Monroe, også blev en del af ’Blonde’. Monroes spøgelse var allestedsnærværende.

»Det var det fantastiske ved filmen. Man arbejder med en kollektiv hukommelse og billeder, alle kender. Selv hvis du ikke kender dem, har du formodentligt set dem et sted. Så filmen trækker på ens associationer, hvilket jeg synes er meget kraftfuldt. Jeg så det som en mulighed for at skabe filmen ud af brudstykker af andre film og fotografier, men med henblik på at give dem ny betydning. Vi opfatter nogle af billederne som romantiske billeder, men i scenerne skildres det ikke romantisk«, siger Dominik.

Ana de Armas samler tråden op: »Jeg elskede at optage den slags øjeblikke i filmen. Mange af scenerne udsprang af fotografier, som vi optog præcis som på billedet. Man har set det før, indtil det pludselig begynder at bevæge sig. Det bliver levende. Og så antager historien pludselig nye former, som man ikke vidste, fotografiet indeholdt. Det føles som at præsentere en ide om, hvordan øjeblikkene bag billeder var i virkeligheden«.

Hvordan navigerede I imellem fakta, myte, legende og fortolkning, når I skulle indfange sandheden om Monroes liv?

Dominik: »Jeg forsøger ikke at fortælle sandheden om hendes liv. Jeg forsøger at fortælle en følelsesmæssig sandhed. Min indgang til Monroe var gennem Joyces bog. Jeg var ikke en Marilyn Monroe-fanatiker på forhånd. Jeg har foretaget meget research omkring hendes liv, og jeg ved, hvilke steder i filmen der ikke er faktuelt præcise. Men filmen er ligeglad med at være faktuelt korrekt i forhold til årstal og den slags«.

Ana de Armas i ‘Blonde’. (Foto: Netflix)

»Filmen søger at indfange betydningen af Marilyn Monroe. Hvordan vi skal tænke om hende. Hvorfor betragtes en person, der fucking dræbte sig selv, som den amerikanske kærlighedsgudinde? Hvad er meningen med det? Det er det, det handler om. Jeg forsøger ikke at være fair eller præcis. Jeg er pisseligeglad med den slags. Det er hende, der er vigtig for mig. Mine følelser for hende«.

Ana, over de seneste par år er der flere og flere, som har fået øjnene op for dig som filmstjerne. Har rollen som Monroe fået dig til at tænke over, hvad det vil sige at være berømt, og hvordan man håndterer det?

»Jeg tror, min tilgang er at tage det, som det kommer. Det er ikke noget, jeg har planlagt, eller forventede ville ske. Det er resultatet af godt arbejde, hvilket gør mig glad. Som man kan se i filmen, har berømtheder en privat og en offentlig persona. Det har man af en grund. Personligt sætter jeg stor pris på at værne om mit privatliv«.

»Det, jeg har lært fra filmen og Marilyn, er, at hvis man ikke sætter nogle grænser, og man bliver ved med at give og give og give, så har man til sidst ingenting tilbage«.

’Blonde’ kan ses på Netflix 28. september.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af