’Mr. Harrigan’s Phone’: Denne gang er Stephen King-filmatiseringens problem … Stephen King selv
Selvom Stephen King er mest kendt for sine romaner, har han også en del noveller på cv’et. Heriblandt ’Apt Pupil’, ’Rita Hayworth and Shawshank Redemption’ og ’The Body’, der alle efterfølgende er blevet til aldeles fremragende film, som de fleste kender og elsker.
’If it Bleeds’ (på dansk: ’Blodtørst’), der er titlen på hans seneste novellesamling, er blot to år gammel, og den ene af fortællingerne derfra, ’Mr. Harrigan’s Phone’, er nu blevet filmatiseret under samme navn. John Lee Hancock, der tidligere har stået bag film som ’The Blind Side’ og ’The Founder’, har med stor respekt for Kings forlæg både skrevet og instrueret historien.
I filmens indledning, der finder sted i en lille by i New England i 2003, introduceres vi for drengen Craig (Colin O’Brien), der efter morens død bor alene med sin far (Joe Tippett). Da byens mangemillionær Mr. Harrigan (Donald Sutherland) opdager Craigs evner til at læse højt, hyrer han ham til at komme en gang om ugen og læse alverdens litteraturklassikere for ham. Udover den beskedne løn på fem dollars i timen belønnes Craig jævnligt med et skrabelod.
Som årene går, udvikler et nært venskab sig mellem de to. Craig er nu teenager og spilles af Jaeden Martell, der nok er bedst kendt for sin rolle i en anden King-klassiker, nemlig ’It’, hvor han spiller den unge Bill Denbrough.
Da Craig på et skrabelod vinder, hvad der i hans optik er et stort beløb, beslutter han sig for at købe en gave til Mr. Harrigan. Det sidste nye er den revolutionerende iPhone, og sådan en skal Mr. Harrigan have. Han har dog knap fået den i hænderne, før han kommer med en moralprædikende forudsigelse om, hvad internettet og ikke mindst iPhonen vil have af konsekvenser for menneskeheden.
Vores besættelse af internettet og den teknologiske udvikling er tænkt som historiens omdrejningspunkt. I hvert fald tager det ikke Harrigan mere end et enkelt kig på live-aktieudviklingen på den nye telefon, før han er mere hooked på den end på Craigs oplæsning, der ellers har været ugens højdepunkt.
En lidt umotiveret udvikling set i lyset af, hvor stor en rolle det spiller for resten af filmen. Men dog fint i tråd med Kings historie.
Scenen er et af filmens mange eksempler på, hvor meget der ofte tabes i oversættelsen fra bog til film, hvis det ikke gribes rigtigt an. Trods Hancocks respekt for Kings novelle indkapsler manuskriptet ikke helt det, der ofte er altafgørende i Kings historier. For selvom ’Mr. Harrigan’s Phone’ langt fra er Stephen Kings bedste fortælling, viser den stadig hans evne til at beskrive sine karakterers indre. Hvilket er en stor del af forklaringen på, at selv de simpleste historier bliver spændende og relaterbare for Kings millioner af fans.
Udebliver den psykologiske dimension i en historie som denne, vil resultatet fremstå både plat og overfladisk. Det sker heldigvis ikke generelt i ’Mr. Harrigan’s Phone’, hvilket primært skyldes Donald Sutherlands talent og erfaring. For der sker så meget i hans mimik, at man forstår og vigtigst af alt mærker, hvad der sker med Mr. Harrigan i det øjeblik, det går op for ham, hvad telefonen er i stand til.
Helt det samme kan desværre ikke siges om Jaeden Martell, der langt fra er dårlig, men bare – af gode grunde – ikke har samme talent og erfaring som Sutherland. De scener, hvor Craigs tanker skal ud til publikum, mangler ofte en dybereliggende motivation.
Generelt mangler det fokus på Harrigan og Craigs tanker om telefonen, som King elegant beskriver i sin fortælling. Og det præger desværre også resten af filmen.
Da Craig begynder i gymnasiet, får han hurtigt gode venner, heriblandt lærerinden Ms. Hart, som får en afgørende rolle senere i historien. Craig stifter også bekendtskab med bøllen Kenny Yankowich, der ender med at tæve ham ved det forestående skolebal.
I stedet for at sladre til Ms. Hart ringer Craig op til Mr. Harrigans telefon og fortæller om hans oplevelser med Kenny. Herfra tager ’Mr. Harrigan’s Phone’ en drejning, der burde være både spændende og uhyggelig. Desværre bliver det ikke nogen af delene. Det går op for Craig, at der er en sammenhæng mellem hans relation til Mr. Harrigan og de hændelser, der sker i kølvandet på overfaldet.
Men heller ikke her overbeviser hverken manuskriptet eller Martells talent os rigtigt om, hvad der sker med Craig, da han opdager den magt, han pludselig får.
Hancock skal have anerkendelse for sit mod til at fortælle Stephen Kings historie, som den er skrevet. Kvaliteten af forlægget taget i betragtning er det svært at forestille sig en markant bedre filmatisering. Vigtigst af alt har Hancock forstået, at Kings noveller og romaner i langt de fleste tilfælde bygger på meget andet end uhygge.
I dette tilfælde er det relationen mellem Craig og Harrigan, der bærer historien. Jo mere overnaturligt det hele bliver, jo mindre interessant bliver det.
Kort sagt:
’Mr. Harrigan’s Phone’ er en generelt vellykket King-filmatisering, hvor samspillet mellem Donald Sutherland og Jaeden Martell er interessant og rørende. Desværre er forlægget ikke stærkt nok til at gøre historien rigtigt spændende.