ANBEFALING. Der findes et ret sjovt klip, hvor Glorilla får grineflip på Instagram Live, fordi Cardi B efterligner hende.
Det ser ud som om, at de to rappere, der for nylig udgav sangen ’Tomorrow 2’ sammen, er ved at tisse i bukserne af grin, når newyorkeren forsøger at kopiere Glorillas dybe stemme og snøvlende Memphis-accent.
Videoen er sjov i sig selv, men den viser også meget godt den umiddelbare reaktion, man kan få, når man hører Glorillas stemme for første gang. Nemlig en blanding af forbløffelse og fascination.
For der er ikke rigtig nogen anden rapper, der lyder som hende. De færreste rappere har så tyk en accent og så groft et flow – og ingen anden kvindelig rapper har en så mørk, umiddelbart genkendelig stemme som Glorilla.
Gloria Woods, som den her nye rapstjerne hedder, lyder som essensen af Memphis; en by med en lang og stærk hiphoptradition, men også en by der er noget isoleret fra resten af rapscenen.
Memphis-rappere er lidt anderledes. Lidt mere grove i det og knap så flashy. Det siger alt, at byens hidtil største stjerner er de sataniske crunk-pionerer fra Three 6 Mafia, der fik festmusik til at lyde som en slåskamp.
Der er ikke meget satanisme over Glorillas mestendels ret festlige musik, men hendes sange indeholder en god portion af Three 6 Mafias potente crunk og Memphis’ generelle no bullshit-attitude.
»For at være ærlig, så vidste jeg ikke, at jeg havde Memphis’ crunk-lyd i min musik, inden alle sagde det til mig«, har Glorilla fortalt Vulture i et interview tidligere i år. »Det er sådan, jeg automatisk rapper. Alle siger: ’Du har en accent’. Så kigger jeg bare på dem og er sådan: Damn, jeg troede, jeg snakkede normalt«.
Glorilla fik sit store gennembrud i løbet af sommeren 2022.
Hendes ’F.N.F. (Let’s Go)’ handler om at være single – eller »fuck n***a free«, som Glorilla kalder det – men den viste sig samtidig at være den perfekte postpandemiske sommersang om at lægge al verdens dårligdom bag sig.
Nummeret er i øvrigt lavet med produceren Hitkidd, der oprindelig havde forestillet sig, at beatet skulle gå til Megan Thee Stallion.
I september udgav Glorilla så det stærke Cardi B-samarbejde ’Tomorrow 2’, der er blevet et pænt hit i USA. Sangen ligger i øjeblikket i top-20 på Billboard-hitlisten.
Både ‘F.N.F. (Let’s Go)’ og ‘Tomorrow 2’ syder af selvsikkerhed, men Glorilla har også humor samt en sans for oneliners og catchphrases, der passer perfekt til captions eller videoklip på sociale medier.
Hør bare det catchy staccato-omkvæd på ’F.N.F.’, der lyder som skræddersyet til TikTok og Triller. Nummeret var da også et hit på sidstnævnte platform, inden det blev udgivet officielt.
Glorilla selv har dog aldrig sigtet efter viral succes, har hun udtalt i et interview hos Refinery29: »Jeg laver ikke rigtig TikTok-musik. Men nogle gange er min musik bare så hård, at den går viralt, bare fordi den er så god«, lyder det her.
Må vi alle en dag opnå Glorillas niveau af selvtillid!
Men okay, hvorfor ikke være selvsikker, for den seneste tid er Glorilla gået fra sejr til sejr.
Hun er blevet signet på Memphis-lokalhelten Yo Gottis pladeselskab CMG, hun har spillet med ASAP Rocky til Rolling Loud-festivalen, og så har hun optrådt til BET Awards, hvor hun også vandt en pris.
Hun er samtidig blevet en del af et større fællesskab blandt kvindelige rappere, der de seneste år er vokset frem på den amerikanske hiphopscene.
Glorilla har (udover Cardi B) samarbejdet med både JT fra City Girls og Latto, og på Memphis-rapperens sociale medier finder man støttende beskeder fra hiphop-kolleger som Saweetie, Ice Spice og Coi Leray.
Alle er på Glorillas hold for tiden, og den 11. november udgiver hun så en ep ved navn ‘Anyways, Life’s Great…’.
Meget tyder på, at vi kommer til at høre en hel del mere til Glorillas umiskendelige stemme fremover.