’Ramy’ sæson 3: En af årets bedste serier er mere gudsforladt og forvirret end nogensinde
»Den type forhold, der vises i dette afsnit, er utroligt svær at udføre med værdighed og omsorg«, fortæller en disclaimer før et afsnit i den nye sæson af ’Ramy’.
Afsnittet handler om vennerne Ahmed og Mos overvejelser om henholdsvis flerkoneri og en såkaldt »lortetransplantation«, der på besynderlig vis flettes sammen til et angstprovokerende spørgsmål om at mærke sine mavefornemmelser.
Disclaimeren burde være hæftet foran alle afsnit i den fremragende tredje sæson. For skaber og hovedrolleindehaver Ramy Youssef har bedrevet en mere modent instrueret sæson om den muslimske familie i New Jersey, hvor absurd humor og komplekse følelser af den ofte smertelige, fremmedgjorte slags skildres med, ja, værdighed og omsorg.
Den nu flere gange Emmy-nominerede amerikanske komiker af egyptisk afstamning har vovet sig dybere ind i den splittede kulturoplevelse, som var en åbenbaring fra dag et. Dybere ind i det eksistentielle mørke, som ikke bare titelkarakteren, men også resten af familiemedlemmerne i sidste sæson befandt sig i.
Faktisk har serien udviklet sig til organisk kollektivfortælling, og igen kan man ærgre sig over, hvorfor vi ikke har en serie, der ligner ’Ramy’ herhjemme.
Sæsonen starter dog med Ramy, der ufortrødent fortsætter sit åndelige egotrip for at udfylde tomheden indeni. Han troede ellers, han havde fundet troen på ny og lykken i ægteskabet med den sufistiske sheikh Maliks datter Zainab. Men harmonien forpurrede han selv på det grummeste ved at være sammen med sin kusine.
Mere gudsforladt og forvirret end nogensinde driver Ramy impotent rundt efter anerkendende fiks. Som en »Mo Salah of jewellery« har han kørt effektiv SoMe-branding for Onkel Naseems juvelbutik. Det stiller bare ikke appetitten.
Med hjælp fra sin nye jødiske bedsteven Yuval (Julian Sergi) begynder Ramy at lave aftaler med den skumle israelske diamantelite. Før Ramy ved af det, er han havnet i Haifa i et afsnit, som understreger det vanvittige vovemod og samspil af tonaliteter, der gør serien til noget helt særligt.
Afsnittet, der bærer titlen ‘Egyptian Cigarettes’, går fra en pinefuld akavet lang scene med Ramy, som skal forklare, hvorfor han sagde »tillykke« til en gammel Holocaust-overlever og videre til en Tinder-date på den anden side af muren.
Og videre igen til en anmeldelse af nogle palæstinensiske drenge til det israelske politi med frygtelige konsekvenser til følge. Jeg ved ikke hvordan, men det lykkes Ramy at portrættere hverdag og vold i Israel-Palæstina-konflikten med lige dele komiske iagttagelser, smertelig alvor … og omsorg for de berørte af situationen.
Modsat tidligere sæsoner er de andre karakterers kvababbelser ikke begrænsede til enkeltstående episoder. De sværmer rundt om hinanden i et arabisk-amerikansk kulturfelt, hvor »inshalla« – »hvis gud vil« – optræder med samme frekvens, som »fuck« gør det i en Martin Scorsese-film.
Vi fastholdes i armoden hos forældrene Farouk (Amr Waked) og Maysa (Hiam Abbass fra ’Succession’), som efter Farouks fatale ejendomsinvestering i Egypten befinder sig på nippet til at gå fra hus og hjem – og fra hinanden.
Søster Dena (May Calamawy fra ’Moon Knight’) kæmper med at finde sig selv i den modernitetsrevolte, hun ellers har kørt mod sine konservative forældre. Den konspiratoriske og xenofobiske Onkel Naseems (Laith Nakli) paranoia for at blive opdaget i sine homoseksuelle lyster er klippet stressende frenetisk som hos Safdie-brødrene.
Miseren vejer tungere end morskaben i denne sæson af ’Ramy’.
Gæsteoptrædener fra Christopher Abbott (‘Girls’, ‘The Sinner’) som privilegeret elver (!) og Bella Hadid som ’The Office’-fanatisk kæreste til Ramys muskelsvindramte ven Steve kan ikke aflede fra den nøgne fremstilling af triste skæbner i sæsonen.
Selvom der er mange små komiske iagttagelser, såsom et muslimsk par, der tager til Mekka i virtual reality, og Farouk, der blander Obama og Islam ind i en vild analyse af Bad Bunnys ’La Difícil’,
Karaktererne gennemgår mange forskellige udfordringer, men hovedkonflikten kan opsummeres i den erkendelse, far Farouk fortæller Maysa en sen aftentime høj på svampe: »Hvorfor solgte vi vores sjæle? Vi opgav alt for hotdogs«.
Citatet er sigende for, hvordan ’Ramy’ anvender noget umiddelbart let, måske endda lidt fjollet, som en hotdog til at afbilde oplevelsen af at miste sig selv i forsøget på at tilpasse sig den amerikansk kultur og system. Specielt når det ofte viser sig at være »crazy«, som Dena konstaterer til en terapisession.
Et så nuanceret, skinbarligt og lunt portræt af nogle så følelsesmæssigt komplekse frustrationer kræver dygtige skuespillere. Og det har ’Ramy’.
Især kan man ikke prise Amr Waked og Hiam Abbass nok for at skabe et af de mest rørende fejlbarlige, underkuede og stadig livfuldt drømmende ægtepar set i en amerikansk serie. Også skuespilleren Ramy Youssef får til sidst også lov til selv at shine, i hvad der (måske) ligner et afgørende gennembrud til ham selv og hans tro.
Men vejen dertil er brolagt af en masse ofre for Ramys narcissistiske overbevisning om at gøre godt. »Du sårer folk«, som Sheikh Malik forklarede Ramy i forrige sæson.
Hovedpersonens (selv)destruktivitet minder på det punkt om Saul Goodmans. Sæson 3 af ’Ramy’ har også det tilfælles med ’Better Call Saul’, at de udgør to af de største serieoplevelser i år.
Kort sagt:
Disclaimer: Sæson 3 af ’Ramy’ er fantastisk på den fantastisk hårde måde, som en opdatering af Todd Solondz’ ensemblefilm af ren elendighed. Men portrættet af en gruppe muslimer i eksistentielt dødvande mellem tradition og tro og et tosset USA er udført med en menneskelig værdighed og varm omsorg, som er helt sin egen.
Anmeldt ud fra hele sæsonen.