’Ønskebarn’: Dansk debutfilm med Danica Curcic er intim og intens
Fra de første billeder er vi inde i en kvindes underliv. Det er her, det helt store drama udspiller sig. For ufrivilligt barnløse kan livmoren opleves som et stort pulserende sår, der giver en dunkende smerte, når den ikke kan bære det barn, man længes efter.
’Ønskebarn’ er en fængslende dansk debutfilm fra instruktør Cecilie McNairs hånd. Hendes kortfilm ’Mukwano’ (2016) og ’Lille a’ (2018) var begge Robert-nominerede, og ’Lille a’ vandt tilmed Young Director Award på Cannes-festivalen for bedste filmskolefilm.
36-årige Hannah (Danica Curcic) er en populær og kompetent fertilitetslæge på privatklinikken Venus. Her hjælper hun par, der oplever ufrivillig barnløshed. Samtidig gennemlever hun selv utrættelige forsøg på at blive mor.
Alle metoder synes testet, indtil hun møder den 10 år ældre Gry (Christine Albeck Børge), der står i samme situation. De genkender barnløshedens bitre og uretfærdige lod i hinanden. En ren og inderlig længsel efter at være forældre bliver til et besidderisk ønske, som skal lede dem på moralske afveje.
Hannah og Gry møder hinanden for første gang på en restaurant. Hannah er ude og spise, men fertilitetsbehandlingen, som hun er i gang med, slår fejl. Det opdager hun, da hun får trusserne ned om anklerne under et toiletbesøg.
Et stormvejr af blod er taget til i hendes undertøj. Febrilsk og hulkende forsøger hun at gnide blodpletten af sin silkenederdel under rindende vand. Gry, der står på den anden side af toiletdøren, kommer i kontakt med Hannah og bliver lukket ind. For at aflede smerten tænder Gry for badeværelsets automatiske håndtørrer, og sammen kan de skrige forløsende i vilden sky.
Fællesskabet mellem de to kvinder, der etableres under håndblæserens hosten og prusten, får Hannah til at indvillige i at hjælpe Gry med et sidste forsøg på at blive biologisk mor. Hun er faretruende tæt på aldersgrænsen for fertilitetsbehandling og er allerede blevet afvist på mange andre klinikker. Den fælles erfaring med barnløsheden skal først bringe dem tæt, men senere spille dem ud mod hinanden.
Filmen bevæger sig i lydfattige rum, hvor åndedræt og synkelyde bliver det egentlige soundtrack. Det bygger intensitet og intimitet. Vi er helt tæt på hovedpersonerne fysisk og psykisk, når de gennemlever den traumatiske oplevelse af at skulle kæmpe for at blive det, der af mange mennesker betragtes som det allermest naturlige og selvfølgelige – at være nogens mor.
Også i billederne er intensiteten stor med nærbilleder og lange skud, hvor fokus stille flytter sig fra forgrund til baggrund og omvendt. Desperationens onde væsen siver ud af hver indstilling – uanset om vi er tæt på Hannahs tårer, mens hun ligger til lægeundersøgelse på en briks, eller tæt på hendes hurtige fødder, der kører i sirlige cirkler på motionscyklen derhjemme. Tempoet er langsomt, men dramaet uendeligt stort i beretningen om det ømtålelige emne.
’Ønskebarn’ viser, hvordan man kan miste sig selv som kriger på fertilitetens slagmark. Ufrivillig barnløshed er langt fra et emne, der er udtømt og endevendt på det store lærred. Når det dertil også bliver gjort med så stor dygtighed som i ’Ønskebarn’, er det svært at ønske sig mere.
Cecilie McNairs debut er en fortælling fuld af hjerte og dilemmaer der fremstår både nådesløse og uløselige.
Kort sagt: En fertilitetslæges store ønske om at bære eget barn leder hende på moralske afveje i Cecilie McNairs intense og intime debutspillefilm.