Glem alt om ’Alene hjemme’ og ’The Holiday’ – vidunderlig anime er som ingen andre julefilm

Den er blevet døbt en af de mest ukonventionelle julefilm nogensinde. Satoshi Kons mesterstykke ’Tokyo Godfathers’ er milevidt fra de sukkersøde amerikanske julefortællinger, vi er vant til i vesten – og gudskelov for det.
Glem alt om ’Alene hjemme’ og ’The Holiday’ – vidunderlig anime er som ingen andre julefilm
'Tokyo Godfathers'. (Foto: PR)

ANBEFALING. Hvis du hvert år tvinger dig selv i julestemning ved at gennemhøvle en række juleklassikere som ’Alene hjemme’, ’Love Actually’ og ’The Holiday’, vil jeg hverken blive synderligt overrasket eller fnyse hånligt. Jeg gør nemlig præcis det samme.

Det er et fasttømret dekorum i december, det er varmt og hjerteligt og en god form for adspredelse, inden man kan sætte tænderne i julemaden.

Men hvis du nu alligevel trænger til en smule variation mellem brunkagerne, konfekten og Hollywoods glatte juleeventyr, bør du kaste dig over Satoshi Kons dybt alternative julefilm, som fortolker højtiden på sin helt egen, kompromisløse facon.

Den byder blandt andet på evigt samtalemodne temaer som familie, ensomhed, sorg, homofobi og misbrug og forener det hele i en morsom, empatisk og skrupskør julefortælling, som man sent glemmer.

Tre hjemløse, et forladt spædbarn

Vi følger Gin, Miyuki og Hana, der til sammen udgør en noget alternativ, men tæt sammenflettet found family. De bor som hjemløse på gaden i Tokyo og kysser bunden af samfundet.

Gin er en brovten og slemt alkoholiseret mand, men under facaden gemmer der sig en uafrystelig skam over en gerning fra hans tidligere liv. Miyuki er en sarkastisk og hidsig teenager, der er løbet væk hjemmefra. Og Hana er en transkønnet jubeloptimist, hvis største drøm er at blive mor.

Hanas ønske bliver hørt af de højere magter, da trioen finder et forladt spædbarn i en bunke affald i Tokyos snebelagte gader. Sammen med babyen finder de en mystisk nøgle og en kortfattet besked, hvor moren beder til, at hvem end der finder hendes baby, vil tage sig af det. Trioen tager barnet med sig og herfra går den vilde jagt ind for at finde barnets mor og overbevise hende om, at hun har begået en grufuld fejltagelse.

‘Tokyo Godfathers’. (Foto: PR)

Satoshi Kons inspiration til filmen og karaktererne kom fra et stærkt humanistisk udgangspunkt: »Jeg lagde mærke til et stigende antal hjemløse mennesker i Tokyo, og det var grunden til, at jeg ville fokusere på dem som hovedpersoner«, sagde han til Austin Chronicle i 2004.

Skildringen af livet på gaden er langt fra rosenrød, hvilket blandt andet kommer til udtryk i en scene, hvor et slyngelslæng af unge drenge ’rydder op’ i gaden ved at gennembanke Gin og en gammel mand, der efterfølgende mister livet. Men trioen lader sig ikke stoppe af deres socioøkonomiske brændemærke, da de finder babyen i rendestenen, da de om nogen ved, hvordan det føles at blive efterladt, glemt og bagatelliseret.

Kon balancerer humor og tragedie til perfektion, og særligt Hana viser en utrættelig livsgnist, som bliver forstærket af håbet om at finde barnets mor, og som kun få gange bliver sat på prøve af en tung melankoli, når hun bliver mindet om sin tilværelse på gaden.

Varmt budskab uden for meget patos

’Tokyo Godfathers’ bæres af et stærkt budskab. De tre barmhjertige samaritanere bliver mødt af samfundets had og brutalitet over for hjemløse, men det smitter ikke af på deres medmenneskelighed.

Udover barnet redder trioen også en magtfuld mand fra at blive kørt over af sin egen bil, hvor håndbremsen ikke er trukket. Deres gode gerninger bliver ikke altid velbelønnet, men for Hana og co. er det heller ikke målet.

I ’Tokyo Godfathers’ excellerer Kon i at fremstille de mennesker, der befinder sig på samfundets bund, som renhjertede, om end fejlbarlige, helte. De er en sammenknudret enhed, der, uanset hvor mørk deres virkelighed ser ud, finder modet til at face tilværelsen.

‘Tokyo Godfathers’. (Foto: PR)

»Med denne film ville jeg sende et budskab til publikum, som kunne få dem til at give slip på deres problemer, bekymringer og utilfredshed fra deres hverdag, ved at bruge de ’hjemløse’ karakterer, der er socialt dårligt stillede mennesker, men som formår at leve deres liv på en meningsfuld måde med varme og et godt hjerte«, forklarede Kon til Austin Chronicle.

Moralen er ikke til at tage fejl af i ’Tokyo Godfathers’, men filmens humoristiske og tempofyldte formidling af budskabet gør, at den aldrig bliver sovset ind i for meget patos.

Den afdøde mester

Satoshi Kon nåede desværre kun at blive 46 år. I 2010 fik han konstateret terminal bugspytkirtelkræft, og senere på året afgik han ved døden i en alt for tidlig alder.

Inden da havde han hamret sit navn fast med syvtommersøm som en af sin tids bedste animeinstruktører og hyldes i dag i samme åndedrag som andre animemaestroer som Hayao Miyazaki, Makoto Shinkai, Katsuhiro Otomo, Isao Takahata og Mamoru Oshii.

I 1997 bragede han igennem med debutfilmen ’Perfect Blue’, som handlede om det tidligere J-pop-idol Mima Kirigoe, der prøver at gøre karriere som skuespiller, men som i stedet bliver udsat for stalking, er vidne til en række brutale mord og langsomt mister grebet om virkeligheden.

‘Tokyo Godfathers’. (Foto: PR)

Her etablerede han også sit kendetegn, nemlig en særart af surrealisme, hvor elementer som identitet, dualisme og fantasi farver hans film – blandt andet den uforlignelige ’Paprika’ fra 2006.

I det vidunderlige mesterværk ’Millennium Actress’ fra 2001 interviewer en dokumentarist den aldrende skuespiller Chiyoko Fujiwara (baseret på en af Japans største skuespillerinder, Setsuko Hara) om hendes liv i rampelyset. I filmen smelter Chiyokos nutid, fortid, minder og karrierens filmroller sammen i en på én gang fortryllende og svulstig historie, som bliver rodfæstet af en kærlighedshistorie mellem Chiyoko og en navnløs kunstner.

’Millennium Actress’ var et af Kons bedste værker, men til jul er det altså ’Tokyo Godfathers’, det gælder. En så fast tradition som risalamanden.

’Tokyo Godfathers’ kan ses på iTunes.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af