’Hooligan’ sæson 2’: DR-serie har et es i ærmet – og et problem på hånden
Der sker noget underligt med en serie, når den ikke længere handler om det, titlen peger på.
Som dengang forfatterne bag ’Prison Break’ fandt ud af, at de måske havde overvurderet, hvor mange forskellige måder et brødrepar kan bryde ud af et fængsel på og derfor lavede sæson fire, som slet ikke handlede om fangeflugt.
Eller da David Hasselhoff og hans livredder-venner hoppede i privatdetektivtøjet for at opklare mysterier fra deres kontor lokaliseret oven på et proppet diskotek i spinoff-serien ’Baywatch Nights’ fra 1995.
Det er i samme ånd overraskende, at DR-serien ’Hooligan’ handler så minimalt om hooliganisme allerede i den aktuelle sæson to. For mens første sæson var en interessant dansk udgave af filmen ’Green Street Hooligan’, er denne sæson en (meget) nordjysk udgave af serien ’Ozark’, hvor fodbold knap fylder en bisætning i handlingen.
I anden sæson er vi sprunget et år frem i tid, siden sidst vi så drengene. Det tidligere fodboldtalent Mads (August Carter) har droppet at få fikset sit skadede knæ, og han er i stedet ved at oparbejde et ry som dealer i Aalborg. Ud med Ralph Lauren-poloerne og den karseklippede hooligan-frisure og ind med forretningsskjorterne og fuckboy-hår – for nu skal der for alvor sælges coke i Jomfru Ane Gade.
Sammen med de to kammerater Lasse (Frederik Emil Mathiasen) og Nicklas (Gustav Gleerup Jeppesen) føler han sig som kongen af byen med damer, faste pladser på klubben og stoffer ad libitum. Men problemerne akkumulerer, eftersom hele deres stofimperium er finansiereret af den intimiderende Jønssons (Morten Agerholm Jensen) efterladte stoffer. Da Jønsson kommer ud af fængslet før tid, indleder han en jagt på drengene for at få sine stoffer tilbage.
Udover en enkelt scene i skoven er der ikke meget tid til fodbold i drengenes travle dealerskema. De skal finde nye leverandører og please deres cokehoved af en chef på klubben, alt imens de bliver presset af forskellige grupperinger. Med det resultat at serien på mange måder ender som lidt af et deja vu af andre film og serier om narkomiljøet.
Det er ærgerligt, da en af styrkerne i første sæson var blikket på fodboldfanatisme og det hypermaskuline miljø, der bliver skabt på lægterne og i fodboldklubberne. Særligt interessant i øjeblikket med det øgede fokus på hooliganisme, som blandt andet fanopgørene mellem Brøndby og FCK har affødt.
Det kunne gå an, hvis temaskiftet havde været en kommentar på, at hooliganisme har bevæget sig væk fra fodbolden og ud i bylivet og stofmisbruget, men den pointe skal man selv forcere ind i serien.
Til gengæld har serien et andet es i ærmet. Den har nemlig fortsat blik for det venskab, der opstår mellem Mads og hans to tætteste venner. Tre drenge, der tabte deres plads i verden, men fandt hinanden i et barskt miljø.
De tre gutter er dog ved at glide fra hinanden. Nicklas kæmper med et stofmisbrug, Mads er blevet forført af pengene og prestigen i den kriminelle undergrund, alt imens hans forhold til fodbold er væk, og Lasse ønsker at komme ud af det miljø, de er blevet en del af.
De tre skuespillere spiller alle sammen brandgodt. Sæsonen er dog uden tvivl bedst i følgeskab med Lasse, hvor første sæsons debutant Frederik Emil Mathiasen i den grad er vokset med opgaven som den stille og godmodige nordjyske låsesmed, som med ganske få ord giver liv til en følsom og fejlplaceret ung knægt.
Ligesom første sæson er den nye omgang bedst, når de drenge blotter deres ømhed: Når Lasse synger TV-2’s ’Lanterne’ til sin flirt, eller når de tre drenge viser deres bekymring over for hinanden uden rigtigt at sætte ord på det.
Desværre taber serien meget på gulvet med dens til tider rutinemæssige historiefortælling og altså afvigelsen fra det tema, der oprindeligt var dens unikke eksistensberettigelse.
Ikke desto mindre trækker sidste afsnit gevaldigt op, så man i sidste ende alligevel hænger på til en eventuel sæson 3, om så plottet igen skifter spor, og vi nu skal følge de tre venners stofmisbrug i ren ’Trainspotting’-deroute.
Kort sagt:
’Hooligan’ har i for høj grad glemt, hvad der oprindeligt gjorde serien særlig, men bliver trukket op af godt skuespil, venskab og en stærk sæsonafslutning.