KOMMENTAR. Musikbranchen elsker kasser.
Mænd må gerne være seje rock- eller rapstjerner, kvinder skal synge kærlighedssange. Mænd skal udstråle succes og styrke. Kvinder skal være en omvandrende version af emoji’en med hjerteøjne.
Nej, okay, helt så firkantet fungerer det selvfølgelig ikke. Men de færreste vil benægte, at der historisk set har hersket nogle strukturer, som har forstærket kønsmæssige stereotyper.
De gamle roller bliver dog ikke længere opført i samme udstrækning.
Tessa har vendt kønsrollerne på hovedet i hiphopverdenen, mens Tobias Rahim har lært mænd, at det er okay at græde. Det er blot to eksempler fra toppen af hitlisterne.
Men opbruddet er faktisk allermest tydeligt, når man ser på de helt unge talenter på den danske musikscene.
Vi har netop sammensat vores årlige Breakin’ Sound-liste med 15 danske navne, vi glæder os til at følge 2023, og mange af de artister har det til fælles, at de på den ene eller anden måde gør op med de klassiske kønsroller, musikverdenen ellers har stillet til rådighed.
Lad os starte med kvinderne.
Ikke kun kærlighedssange
Der er meget få af de kvindelige artister fra vores Breakin’ Sound-liste, der laver det, man kan kalde klassiske kærlighedssange.
Rebebe synger om en sommer, hvor alle er liderlige, fordi de netop er blevet studenter. Abeba opgiver med en sublim ligegyldighed idéen om et forhold på ’Holder mig til sexethed’.
Giift starter sin ep med at gøre klart, at hun ikke vil lægge nogen i metaforiske forholds-håndjern. Og Ilma ser alt gennem en fremmedgørende dis af drugs på ’Too Many’.
Alle giver de forskellige perspektiver på sex og forhold, men ingen af dem er blåøjede besyngere af kærligheden.
De er ikke kvinden, der ser længselsfuldt ud af vinduet og venter på, at prinsen på den hvide hest kommer og redder dem. De er mennesker, der navigerer i gråzonen af menneskelige relationer i uigennemsigtighedens digitale tidsalder.
Det er næsten anti-forholdssange, eller anti-kærlighedssange. Og det er en vigtig udvikling, for musik af kvindelige kunstnere er tidligere tit på doven vis blevet klassificeret som kærlighedssange. Uanset, om de egentlig er det eller ej.
I videoserien Reallyd, hvor en række kvindelige kunstnere talte om fordomme i musikbranchen, fortalte blandt andre Mø, Anne Linnet og Coco O. om, at det altid forventes, at kvinder synger om kærlighed.
»Folk troede – eller mænd forventede – det var kærlighed. Selvom det overhovedet ikke handlede om relationen til en mand. Det handlede om andre ting. Nogle gange bliver det slet ikke overvejet, at det kan handle om noget andet end det«, lød det fra Coco O..
Den forudindtagede idé om, at kvinder automatisk synger om en præfabrikeret form for kærlighed, gør de nye artister op med.
Deres musik foregår i det usikre og uudforskede rum uden for den klassiske kærlighedsfortælling. Følelserne er ikke store, de er komplicerede. Fortællingerne er ikke idealistiske, men realistiske.
Når mænd græder
Hvor kvinderne gør op med idéen om Den Følsomme Kvinde, kæmper mændene mod forestillingen om The Strong Silent Type. Mændene søger ind mod følelserne.
To af tidens største popstjerner – Hans Philip og Tobias Rahim – har vist vejen væk fra hårdt ydre til blødt indre. Førstnævnte forklarede processen således, da vi interviewede ham i efteråret:
»I det miljø, jeg er vokset op i, var man nødt til at være sådan: ’Fuck jer alle sammen’. (…) Så opbygger man en rustning. Når man så finder nogle gode venner – og finder ud af, at folk kan lide én for den, man er – så prøver man at tage den rustning af«.
Det er et godt billede på det, mange mandlige unge danske artister har gang i. De tager rustningen af og opdager følelserne bag brynjen.
På årets Breakin’ Sound-liste er der to (tidligere) rappere, der på det seneste har set indad og kortlagt deres følelsesliv: Ussel og August Høyen. Sidstnævnte lyder især inspireret af Hans Philips nyere musik.
Det samme kan siges om Kingtommi, der kombinerer hiphoppens energi med en særlig tidssvarende følsomhed.
Men også mange rappere finder nye udtryk i den genre, der kan rumme følelser.
Se bare Mas og Bjørn, der bruger lyrisk kompakt rap til at kortlægge relationer mellem mennesker. Eller se Dibset, hvis musik langt hen ad vejen ligner traumebearbejdelse.
»Jeg har ikke kunnet sove siden min n*gga han forlod mig«, synger han på ’D R Hva D R’. Han er måske en maskeret drill-rapper, der taler om gadelivet og fængselsdomme. Men han er også en mand, der synger om nogle dybe traumer og ptsd.
I en helt anden men ikke ubeslægtet kategori finder man Afskum, der kæmper med sine traumer gennem terapeutisk musik, der stedvis har næsten voldsom karakter. Det er ikke altid pænt og ordentligt, når følelserne slippes fri.
Arketypernes opløsning
Der er altså lidt af et mønster i den unge musikgeneration. Kvinderne vil ikke græde længere, mændene er først lige begyndt.
Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at ingen kvinder laver klassiske kærlighedssange, og at alle mænd pludselig har fundet ind til deres inderste følelsers kerne.
Det er der vel heller ingen, der ønsker. Det skal være ok for en kvinde at lave pop om store følelser. Ligesom det skal være okay for en mand at rappe om, hvor sej han er.
Men det er interessant, at så mange kunstnere udtrykker sig på en måde, der taler imod de kønsroller, musikbranchen – og samfundet som helhed – i årevis har lagt ned over dem.
Kvinderne er ikke kun popprinsesser og mændene er ikke actionhelte. Arketyperne står for fald. Det er én af de ting, der kendetegner dette års Breakin’ Sound.
Se hele Soundvenues Breakin’ Sound 2023-liste med de 15 nye musiknavne.