Det går ikke stille for sig i den kommende sæson ‘Succession’ – en af årets allermest ventede serieoplevelser.
HBO har delt endnu en højspændt teaser for det store drama i den kommende sæson, og har i samme ombæring offentliggjort, at sæson fire får premiere på 26. marts.
Og det kommer ikke til at gå stille for sig: Roy-arvingerne er i fuldt opgør mod farmand Logan, der har fundet to usandsynlige allierede i Tom og Greg.
Men kan familien modstå den interne splittelse? Og kan Shiv og Toms ægteskab overleve Toms ultimative forræderi i sæson tre-finalen?
Samtidig nærmer salget af Waystar Royco til tech-milliardæren Lukas Matsson (Alexander Skarsgård) sig med hastige skridt, hvilket gør Norge til en central kulisse i den kommende sæson. Og udsigten til pludselig at give afkald på deres milliardbarn, skaber eksistentiel angst i Roy-familien.
Her på siden har vi kvitteret med seks stjerner til både sæson to og tre af ‘Succession’. Serien har modtaget 13 Emmy-statuetter ud af 48 nomineringer. Sæson to og tre vandt blandt andet for bedste drama-serie.