KOMMENTAR. Er ’rapper’ gået hen og blevet et skældsord?
Det indtryk kunne man godt få, når man læser om hiphop i 2023. For det føles, som om alle har travlt med at tage afstand fra hiphopgenren.
Lil Yachty har lige udgivet et psychrock-album, der ikke kunne ligge længere væk fra fortidens såkaldte mumblerap. »Jeg vil virkelig gerne tages alvorligt som artist – ikke bare som Soundcloud-rapper eller mumblerapper«, har han ifølge Pitchfork udtalt til en lyttefest for albummet.
Den nye danske hiphopstjerne D1ma har i sidste udtalt sig i lignende baner til Soundvenue, hvor han i et interview lagde fast, at han ikke vil kaldes rapper. »Jeg synes bare, det er en kasse. Som om man ikke bliver set som ligeværdig«, lød ordene.
Da Soundvenue talte med musikerne bag Artigeardits mesterlige ’Længe leve’, udtalte produceren Anton Westerlin, at det ikke var et rapalbum, de havde lavet.
»Det er jo ikke et hiphopalbum som sådan. Der er i hvert fald ikke et dansk hiphopalbum, der nogensinde har lydt sådan«, sagde Anton Westerlin.
De her udmeldinger giver alle til dels mening rent musikalsk.
Yachty har eksperimenteret med en helt ny genre. D1ma synger lige så meget, som han rapper – hvis ikke faktisk endnu mere. Og Artigeardit og hans producere har prøvet kræfter med en lyd, der er baseret på liveinstrumentering.
Westerlin-citatet hentydede til, at producerne og Artigeardit arbejdede på en mere organisk og håndspillet måde, end man normalt ser det på hiphopalbum.
Samtidig kan jeg dog ikke lade være med at føle, at udtalelserne antyder en dybere problemstilling.
Mere end rap
For det er jo ikke kun musikerne selv, der tager afstand fra hiphopgenren. Det er, som om der er en uudtalt antagelse om, at en artist er nødt til at overskride rappens grænser, hvis man skal betragtes som en ægte kunstner.
Hiphopgenren har i mange år været overset i mediebilledet, på radiokanalernes playlister og på festivalplakaterne. Det har ændret sig meget på det seneste – men når rappere føler, at de er nødt til at skifte genre for at blive »taget alvorligt«, som Yachty formulerer det, afslører det, at nogle af fordommene stadig lever.
D1ma har jo ret: Det er, som om man ikke er helt ligeværdig, når man bliver kaldt rapper. Man bliver sat i en kasse. I hvert fald i visse menneskers øjne.
Rappere bliver for eksempel ofte først for alvor taget alvorligt som store kunstnere, når de går udover genrens grænser. Går i dialog med jazz og funk som Kendrick eller begynder at synge som Tyler.
Eller tag for eksempel Artigeardit: Meget af samtalen omkring ’Længe leve’ har drejet sig om, at det ikke er hiphop. At det er noget andet. Noget bedre. For hvis han virkelig har lavet et mesterværk, kan det vel ikke ’bare’ være rap?
Hvis man ser på Lil Yachty, er der nogle af de samme mekanismer på spil.
Hans nye album, ’Let’s Start Here’, er blevet rost mange steder. Blandt andet hos Soundvenue, hvor jeg er enig med vores skribent Malthe Hjort: Jeg synes også, at det er et dejlig uforudsigeligt, eksperimenterende album. Jeg elsker især, når han fyrer op for autotune-vibrato som en form for heliumgennemsyret Post Malone.
Men når jeg kigger på det internationale mediebillede og læser medie efter medie rose Yachtys nye album til skyerne, får jeg samtidig indtrykket af, at han aldrig har lavet noget interessant musik før.
At Lil Yachty på en eller anden måde først er født som kunstner nu, hvor han har forladt hiphoppen. For igen at parafrasere rapperen selv: At han kun kan »tages alvorligt« ved at omfavne smagsdommergodkendt rockmusik med en masse navnkundige producere.
Hvilket er en absurd forestilling.
Yachty var jo sindssygt original som mumblerapper! har jeg lyst til at råbe. Han grundlagde literally en genre. Justice for mumble-Yachty!
Tilsvarende har jeg også lyst til at råbe: Artigeardit var en fantastisk lyriker dengang han rappede over computerlavede beats!
Produktionerne på ’Længe leve’ er fantastiske, og de fortjener anerkendelse, men altså: Det her er jo dybest set et vokaldrevet album. Det hele handler om stemmen – om rappen.
Et fordomsfuldt fortidslevn
Jeg kan godt få en lidt mærkelig smag i munden, når udskældte rappere hyldes for fulde kanoner, så snart de forlader hiphopgenren. Når der rynkes på næsen af den unge, innovative hiphopmusik, men dånes, så snart der hives en ’rigtig’ rockmusiker ind.
For det er den slags forestillinger om genrernes forskellige kunstneriske værdi, der også gør, at visse radiokanaler ikke spiller hiphopmusikere, at de ikke får de store festivalbookinger, eller at prisshows overser dem. For det er jo bare rap. De er ikke ligeværdige.
Så jeg forstår godt, at D1ma, Westerlin og Yachty instinktivt søger væk fra genremærkatet. Det er tydeligvis behæftet med noget negativt.
Men antagelsen om, at hiphop ikke er spændende i sig selv, men har brug for et støttehjul i form af en anden genre, er et farligt fortidslevn. Det er en antagelse, der afslører en underforstået accept af, at ægte, stor kunst er nødt til at være mere og andet end rap.
Den tankegang er ikke bare gammeldags. Den er fordomsfuld.