Syd for Solen har fundet sit tredje og sidste hovednavn til årets festival i Søndermarken, og det viser sig, at rygterne talte sandt.
I går spekulerede vi nemlig over, hvorvidt en mystisk hjemmeside teasede, at fredagens hovednavn ville være ingen ringere end Aphex Twin.
Domænet til hjemmesiden viste sig at tilhøre agenturet smash!bang!pow!, der står bag Syd for Solen. Det bekræftede direktør Nikolaj Thorenfeldt over for Soundvenue uden dog at komme med nærmere oplysninger.
Men i dag kan Syd for Solen altså afsløre, at den elektroniske pioner lægger vejen forbi Frederiksberg-festivalen fredag 9. juni.
Ligesom sidste år har Syd for Solen en ambition om at bygge programmet for de enkelte dage op omkring et hovednavn, hvorfor Aphex Twin vil blive bakket op af en række endnu uannoncerede artister i samme genre.
Fredagsprogrammet kommer med andre ord til at stå i den elektroniske musiks tegn, men torsdagens og lørdagens line-ups er kurateret ud fra henholdsvis Bon Iver og The War on Drugs.
Syd For Solen 2023 foregår fra 8.-10. juni. Fredagsbilletterne sættes til salg i morgen lørdag klokken 12 via Billetlugen.