1. ’Children of Men’ (2006)
I en nær fremtid er al håb for menneskeheden slukket i én nærapokalyptisk begivenhed. I kaosset ført an af en voldelig militærstat får én bitter mand til opgave af modstandsbevægelsen at transportere en ung kvinde i sikkerhed, der viser sig at være verdens sidste håb.
Lyder det bekendt? Handlingsbeskrivelsen har ’The Last of Us’ og Alfonso Cuaróns mesterlige actionfilm ’Children of Men’ til fælles. Om end sci-fi-filmen ikke nød den store succes ved billetlugerne, har den siden fundet status som én af det 21. århundrede mest indflydelsesrige film.
Ligesom ’The Last of Us’, der er et nærremake af filmen – men denne gang med zombier – excellerer ’Children of Men’ i de få stille øjeblikke før stormen, som da Theo (Clive Owen) og hans tidligere elsker Julian (Julianne Moore) kaster en bordtennisbold til hinanden med munden.
Det er en brutal, men ikke desto mindre billedskøn afbildning af menneskets kapacitet for håb i en verden, der ikke længere har meget tilbage af netop det.
Kan ses på HBO Max, Prime Video, Viaplay og C More.
2. ’The Road’ (2009)
Se et øjeblik bort fra, at ’The Road’ er et klassisk eksempel på den gamle tese om, at bogen altid er bedre end filmen. Instruktør John Hillcoat formår aldrig helt at indfange forfatter Cormac McCarthys originale ’Palle Alene i Verden’-ennui om en far og hans søn, der vandrer verden tynd efter dens undergang. Og man kunne godt være de klæge flashbacks om Viggo Mortensens ensidige survivor og dennes manipulerende kone foruden.
Til gengæld dyrker filmen sin sadcore-apokalyptiske æstetik bedre end nogen andre i genren med et evindeligt gråligt lysskær, tunge camo-frakker, skravlede skægstubbe og sure, stille miner mellem de to rejsekompagnoner.
Ingen tvivl om at de originale skabere af ’The Last of Us’, Neil Druckman og Bruce Straley, lavede et vibe-tjek på 2009-filmen, før de lod deres egen far-barn-duo vandrer ud i den dystopiske vildmark.
Kan ses på Filmstriben, Viaplay og Blockbuster.
3. ’The Walking Dead’ sæson 2 (2011)
11 stive sæsoner skulle der gå, før nogen endelig havde fornuften til at banke kraniet ind på den levende døde serie om glubske zombier, tvære kvinder og fascistoide daddies i alle afskygninger.
Længe før den kreative ørkenvandring satte ind, var ’The Walking Dead’ dog et ferskt indspark med sine gyselige makeup-effekter samt tilspidsede ensemble-sæbeoperadrama. Efter en lettere ujævn første sæson fandt serien sit groove i en intens anden sæson, hvor politibetjenten Rick og kompagni finder ly langt ude på bøhlandet hos Greene-familiegården.
Både Jon Bernthal og Steven Yeun giver fænomenale præstationer i rollen som henholdsvis problembarnet Shane og den fåmælte mæler Glenn, og hele sæsonen balancerer som ’The Last of Us’ glimrende mellem makaber zombie-action, tragiske dødsfald og hjertevarme enkeltøjeblikke.
Kan ses på Disney+, HBO Max og Viaplay.
4. ’Snowpiercer’ (2013)
Hvad vil du gøre for at opnå retfærdighed for dig selv og dine nærmeste i en fundamentalt uretfærdig verden?
Efterlad det til den satiriske gavtyv Bong Joon-ho at sætte den amerikanske individualistiske klassekamp om en plads i solen på spidsen. I ’Snowpiercer’ er hele menneskeheden fanget om bord på et højhastighedstog efter en apokalyptisk klimakatastrofe med de rigeste på første klasse, mens pøblen kæmper på liv og død for krummerne nede i lastvognene.
Captain America himself, Chris Evans, er i denne ombæring ikke en lysende forkæmper for status quo, men i stedet en desperat anarkist, som fører hele sin flok af fattigmænd fra bunden af hierarkiet til toppen i togets maskinelle hjerte.
I løbet af den videospilsagtige handlingsstruktur sender Bong vedkommende stikpiller til den senkapitalistiske verdensorden. Filmens take på den postapokalyptiske fortælling er et på alle måder mere radikalt et af slagsen end ’The Last of Us’, men på hver deres måde skildrer de begge et opgør med det nuværende statsapparat.
Kan ses på Viaplay, Blockbuster og Apple TV.
5. ’28 Days Later’ (2002)
Danny Boyle – manden bag 90’ernes cooleste film, ’Trainspotting’ – revolutionerede i 2002 zombiegenren sammen med forfatteren Alex Garland.
Med et grynet digitalt kamera og zombien som resultat en biologisk rabies-virus satte de to mænd samtidens krig mod terror på spidsen.
Jim (Cillian Murphy) vågner op fra en koma til verdens undergang, hvor vestens gamle højsæde London har udraderet sig selv i et blodigt galskab. Hele hovedstadens befolkning er transformeret til blodtørstige psykopater, som gennembanker enhver, de kan få kløerne i.
Således blev ’28 Days Later’ startskuddet til en ny fascination af de levende døde. Og i filmens ujævne tredje akt gransker Boyle og Garland, hvor hurtigt en voldsparat regering ville vende sig mod sin egen befolkning, netop som vi også ser det i ’The Last of Us’.
Kan ses på amerikansk iTunes.
6. ’Station Eleven’ (2021-2022)
Den postapokalyptiske genre har det med at appellere til én bestemt gruppe af … lad os pænt kalde dem dude-bros. Det er trods alt ofte nihilistiske fortællinger om triste fædre, stoiske mandemænd og hårdføre kvindfolk, der kan bide skeer med selv de sværeste omstændigheder.
Måske der er en grund til, at så mange fans af ’The Last of Us’ har et problem med seriens queer-repræsentation? Just saying.
Således er det forfriskende, at Patrick Somerviles miniserie ’Station Eleven’, baseret på bogen af samme navn, tager udgangspunkt i en teatertrup, som rejser rundt i USA og reciterer Shakespeare-stykker, 20 år efter en dødelig influenza har efterladt verden nær mennesketom.
Det er dog i sine flashbacks til dagene omkring verdens undergang, at serien for alvor finder momentum. Ligesom ‘The Last of Us’ skildrer ‘Station Eleven’ på fornem vis, hvordan institutioner falder i mødet med ustyrlige naturkræfter.
Samtidig afbilledes lockdown-tilværelsens genkendelige ensomhed i et hjerteskærende syvende afsnit, der alene gør denne seværdige sci-fi-serie et kig værd.
Kan ses på HBO Max.