Hypen er god nok: Julie Pavons headliner-debut fik Aarhus til at føles som Berlin
»Oplever du Julie Pavon live, glemmer din krop det nok aldrig igen«.
Sådan beskrev Soundvenues Caroline Toft Frost sin koncertoplevelse, da hun interviewede det dansk-honduranske stortalent om netop dét: Hendes fængslende, uafviselige live-optrædener.
Der er noget om snakken. Jeg tvivler i hvert fald på, at min krop glemmer 23-årige Julie Pavons headliner-debut i hjembyen Aarhus lige foreløbigt.
Siden Pavon i 2020 debuterede med sin uimodståelige housepop på sangen ‘Herd Animals’, har hendes energiske live-shows trukket flere overskrifter end selve musikken – og man forstår godt hvorfor.
Ikke at der er en finger at sætte på materialet. Pavons klubmusik rammer en perfekt balance mellem det umiddelbare og det mystiske, og hendes PJ Harvey-agtige vokal og de mørkglødende produktioner tog sig kun endnu bedre ud i det nye spillested Volume Villages industrielle rammer.
Men hendes tilstedeværelse på en scene er immervæk noget helt unikt. Pavon har de seneste år haft kalenderen tætpakket med koncerter i blandt andet Tyskland, og hun synes at have sat sig for at bringe rave-stemningen fra Berlins natklubber med hjem til Danmark.
I knap 45 minutter drejede Pavon rundt om sig selv, hoppede op og ned af scenens monitorer og flåede tøjet af for at svinge det i luften. Jeg tvivler faktisk på, om hun overhovedet ville være i stand til at stå stille, om hun så prøvede. Så opslugt er hun af musikken. Så meget sitrer hun af energi.
Med kun tre singler til sit navn byder et knap tre kvarter langt headliner-set selvfølgelig også på en masse nyt materiale – og gik man og troede, at Pavons nyfundne P3-succes ville skubbe musikken i en mere tilgængelig retning, kan man godt tro om igen.
Det nye materiale spændte fra postpunkede takter til ‘Random Access Memories’-klingende 70’er-disco (nogle gange på ét og samme nummer), og på et tidspunkt kastede Pavon og bandet sig sågar ud i en knap halvandet minut lang EDM-eksplosion, der vel nærmest var dubstep.
Eller, nu skriver jeg godt nok ‘bandet’, men en mere rammende beskrivelse havde måske været ‘hendes partner-in-crime’.
Med sig på scenen havde Pavon nemlig kun efterskolekammeraten Jeremy Troy, der til gengæld bevægede sig ubesværet fra guitaren til trommemaskinen og fordrev resten af tiden med at danse akkurat lige så manisk som Pavon selv. En slags hypeman fra helvede.
Fremmødet var beskedent, men det lod Pavon sig ikke slå ud af. Tværtimod virkede hun bare beæret over, at nogen var mødt op alene for at se hende.
Det er da også sjældent, at man oplever et så dedikeret publikum til en koncert med en så dugfrisk artist. Pavon er tydeligvis godt på vej til at blive noget nær en kultisk skikkelse i den danske undergrund, og det stod ikke mindst klart, da lukkeren ‘Don’t Call Me Out’ blev mødt af et hvinende bifald, og Pavon kvitterede med at springe ned blandt fansene.
Derefter ville publikum forståeligt nok have mere. Men hvad gør man så, når man allerede har spillet sit største hit?
Man spiller selvfølgelig bare sit største hit en gang til. Og hvorfor egentlig ikke? Med en energi som Pavons kunne hun have spillet den samme sang uafbrudt i tre kvarter, og det havde stadig været en fornøjelse at bevidne.
Hypen er god nok.
Kort sagt:
Julie Pavon fik hjembyen Aarhus til at føles som en natklub i Berlin, og hendes fængslende headliner-debut var akkurat lige så uforglemmelig, som hendes hypede live-optrædener har ry for at være.