Miley Cyrus feat. David Byrne ‘Lockdown’
Miley Cyrus’ ‘Something Beautiful’ – hendes spraglede, semikonceptuelle rockopus om fortrydelse, renselse og forløsning, der udkom tilbage i maj – er det uden sammeligning mest ambitiøse værk, hun nogensinde har lavet.
Alene titelsangen med sin overrumplende kombination af røgfyldt neosoul og kradsbørstig støjrock burde være nok til at slå benene væk under de fleste, der troede, at de vidste, hvem Cyrus er.
Nu er albummet udkommet i en deluxe-udgave med to nye sange, og ambitionsniveauet er mildest talt ikke blevet lavere.
Den første af de to sange, ‘Secrets’ – et samarbejde med Fleetwood Mac-medlemmerne Lindsey Buckingham og Mick Fleetwood – er formentlig den mest velegnede til radiorotation, men det er nu alligevel den anden, ‘Lockdown’, som for alvor føles som en udvidelse af albummets univers.
‘Lockdown’ er et 13 minutter langt dyk ned i eventyrlandets kaninhul. En søvngængerrejse gennem Angelo Badalamenti-klingende noir-jazz, fortættede, ambiente synth-tåger og pludselige eksplosioner af syrerockede guitarer og saxofoner, der hyler som hvinende dæk.
Og så er ‘Lockdown’ et samarbejde med ingen ringere end Talking Heads-forsanger David Byrne. Når man lytter til sangen, får man en fornemmelse af, at Cyrus og Byrne måske i hinanden har fundet deres respektive ligemænd, når det kommer til manisk, teatralsk intensitet bag mikrofonen.
»Come on over, love, we can lock it down«, synger de til hinanden med fråde om munden. Det er ikke til at sige, hvad det betyder, men det lyder farligt.
Tobias Rahim ‘Sang til mor’
‘Sang til mor’, et seks minutter langt højdepunkt på Tobias Rahims tredje album, ‘Vulkanø’, er Rahim i sit allermest følsomme, reflekterende og selvudleverende hjørne.
Sangen er en storladen midtempo-ballade, hvor Rahim takker sin mor for at have været en klippe i en ellers tumultarisk opvækst præget af modstand – og lover hende at lave nogle børnebørn.
»Du startede ud som en enlig mor / Ku’ ikk’ arbejde mere / En ulykke havde gjort dig syg«, begynder sangen. Det er fuldkommen utilsløret og bevidst upoetisk socialrealisme.
Så ærligt, at når sangen til sidst kulminerer i et gospelkor, der gentager mantraet »vi’ beskyttet«, drager man et lettelsens suk sammen med Rahim.
Wednesday ‘Townies’
Wednesdays sjette album, ‘Bleeds’ – som Soundvenues Holger Møller Dybro i en sekstjernet anmeldelse kalder »en seriøs kandidat til årets rockalbum« – er fyldt med uskønne fortællinger fra sydstatslivets barske virkelighed.
Én af dem er den helt ekstremt iørefaldende, eksplosive countryrock-skæring ‘Townies’, en ubehagelig omvej ned ad ungdomsmindernes stig, hvor forsanger Karly Harzmans med uforlignelig, snerrende gennemslagskraft skildrer tingene råt for usødet.
»Met you in the neighborhood you had / Connects to get us high and then / You sent my nudes around / I never yelled at you about it / ‘Cause you / Died«, lyder det. Og det er kun første vers.
Julie Pavon ‘Hard to Leave’
På sin vis burde ‘Hard to Leave’ – et af mange højdepunkte på Julie Pavons debutalbum, ‘Born with Hardbreak – nærmest ikke fungere.
»Nummeret er et elegant sammenkog af midt-80’ernes popballader (forestil dig Cindy Laupers ’Time After Time’ krydset med Princes minimalistiske dramatik på ’Sign O’ the Times’) komplet med generiske Roland 808- og Fairlight-samples, som alligevel formår at give mig kuldegysninger«, skrev Soundvenues Anton Løkke Laursen i sin anmeldelse af albummet.
Ganske rigtigt sker der noget forunderligt i kontrasten mellem de demonstrativt 80’er-kitschede synth-lyde, der lyder som om, de burde soundtracke en kejtet kinddans i en highschool-film, og Pavons intense, hudløse tilstedeværelse.
»It’s hard to say goodbye / But it’s harder to leave«, synger hun ildevarslende, som om det er selve sangen, hun forsøger at bryde fri fra.
Lover’s Skit ‘Misconception’
‘Misconception’, et flabet højdepunkt på den svenske duo Lover’s Skits nye ep, ‘All Rights Reserved’, giver dig elevatorblikket i samme øjeblik, du ankommer til festen, og hvisker et eller andet hånligt til sin bedste veninde.
Med sin punkede electroclash-æstetik, vrængende riot grrrl-vokal og åbenlyst dårlige attitude er ‘Misconception’ bare så utroligt meget sejere, end du nogensinde bliver, og du ved det godt selv.
‘Misconception’ har en mystisk, tilsyneladende uendelig indtægtskilde, et skab fyldt med vintage Maison Margiela og altid endnu en Marlboro Light et sted i tasken. Uf, hvem der bare havde det lige så fedt, som den her sang tydeligvis har det.
Jura ‘It’s Looking at You’
‘It’s Looking at You’ er en usandsynligt velvagt titel på en sang, hvis mystiske atmosfære bedst kan beskrives, som når man er helt alene i et rum og pludselig rammes af en udefinerbar fornemmelse af, at nogen holder øje med én.
Man bliver ikke ligefrem bange, men gåsehuden indtræffer alligevel lidt efter lidt.
‘It’s Looking at You’ er en sang, der sniger sig ind på dig. Det ekspansive lydlandskab af udflydende klangflader, taktile, vibrerende bastoner og spredt perkussion, der lyder som friskt, spænsigt træ, samler sig om Juras fløjsbløde stemme som et følgespot.
»All that you want with me / It puts you to sleep«, lyder det blandt andet i den kryptiske tekst, hvis henvendelse lyder fanget i et ambivalent mellemstadie mellem bekendelse og trussel.
Lola Young ‘Can We Ignore It? :(‘
I musikvideoen til ‘Can We Ignore It? :(‘ – en de bedste sange på albummet ‘I’m Only F**king Myself’ – kører Lola Young i bil, omend hun er langt mere optaget af at lege med en stor oppustelig dukke og at synge ind i et kamera, der befinder sig på bagsædet.
Det er meget uansvarlig trafikal adfærd. Og det kan undre, for med sin rockede lyd, konstante fremdrift og episke intensitet er ‘Can We Ignore It? :(‘ ellers præcis sådan en sang, som det er helt forrygende at køre i bil til.
Findes der noget bedre end at nedstirre den uendelige motorvej, mens guitarerne hyler i bilradioen? Næppe.
Jenny on Holiday ‘Every Ounce of Me’
Jenny Hollingsworth, der siden 2013 har været den ene halvdel af synthpop-duoen Let’s Eat Grandma, solodebuterer under kunstnernavnet Jenny on Holiday med den storslåede popbasker ‘Every Ounce of Me’.
»’Every Ounce of Me’ er inspireret af at synge dramatiske 80’er-kærlighedssange til karaoke med mine venner. Jeg ville gerne selv skrive en sang, som jeg kunne forestille mig i den setting«, har hun udtalt om sangen.
Ganske rigtigt lyder ‘Every Ounce of Me’ med sine stampende trommer, stadionguitarer og plastikagtige synthesizere, der bygger op til et eksplosivt omkvæd, fuldstændig som en sang, der ville føle sig hjemme mellem Cyndi Laupers ‘I Drove All Night’ og Belinda Carlisles ‘Heaven Is a Place on Earth’.
Bette ‘Ego’
På virkelig fin og meget subtil vis formidler Bette på titelsangen fra sit nye album, ‘Ego’, en hel vifte af vanskelige, komplicerede følelser.
»Det her får mit ego i gang«, synger hun over tunge 80’er-trommer, luftige synthesizere og en eventyrlig ornamentering fra en fløjte. Sangen handler om den selvdestruktivitet, som kærlighed kan føre med sig, når tvivlen, angsten og rådvildheden får egoet til at gå amok.
Man behøver end ikke at lytte til teksten. Det hele ligger i stemmen, der effektfuldt bevæger sig mellem grædefærdig skrøbelighed og stålsat styrke.
Anna von Hausswolff ‘Facing Atlas’
Svenske Anna von Hausswolff er en mester i at skabe klanglige rum, der er så overvældende i deres størelse, at man kan blive ramt af agorafobi blot ved at lytte.
Titlen, ‘Facing Atlas’, er velvalgt for en sang, der føles som at stå ansigt til ansigt med hele verdens udstrækning. Når orglet og den krybende, maskinelle perkussion halvvejs inde i sang løfter von Hausswolffs skønhed af en stemme op mod de mest ekspressive højder, giver det et sug i maven.
»’Facing Atlas’ handler om risikoen ved forpligtigelse – at være bundet til noget, indtil du ikke længere føler kontrol over dig selv og din retning i livet. En skæbne kan føles som et fængsel, hvis den ikke er valgt af hjertets lyst«, har hun selv fortalt om sangen.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: