Lola Young prøver musiktendenser, som var det frakker på ‘I’m Only F**king Myself’
ALBUM. Lola Young er på ingen tid blevet en stemme for en ængstelig generation.
Hun siger selv, at hun skriver sange, som hvis hun skulle fortælle en usynlig person, hvordan hun har det. En dagsbogs-agtig tilgang til sangskrivning. På sit tredje album, ’I’m Only F**king Myself’, fortsætter Lola Young i samme stil.
Hun synger om indadvendte kampe, brud og uforpligtende sex, om at tænke mindre, løbe fra sine følelser og tage noget coke for at undgå netop det.
På rigtig mange punkter er Lola Young meget relaterbar – måske ikke altid i den måde, hun håndterer sine følelser på, men i de overvejelser, der ligger til grund. Præcis som på kæmpehittet ’Messy’, der spot on beskriver følelsen af ung utilstrækkelighed.
Som på Lola Youngs tidligere udgivelser er stemmen hendes vigtigste instrument. Den er raspende og upoleret på en måde, der på én gang lyder både sårbar og virkelig kraftfuld. Du kan genkende den på en kilometers afstand.
Desværre vil Lola Young lidt for mange ting, og selv ikke hendes markante stemme formår at være et anker.
Det lyder lidt, som om hun prøver samtlige tendenser i popmusikken anno 2025 på som en frakke for at finde det bedste fit. Det ene øjeblik er vi ude i en storladen popballade, det næste punkrock og så tilbage til en Lily Allen’sk ’Fuck You’-popmelodi.
Resultatet er mest af alt et stilforvirret album, der trækker meget på lyde og kunstnere, vi allerede kender.
’One Thing’ lyder med sit quirky omkvæd, sin funky guitar og den måde, vokalen er lagt i lag på, så meget som et Remi Wolf-nummer, at det er umuligt at høre andet.
Andre steder fornemmer man forsøg på at læne sig op ad det, der fungerer for andre af de største popstemmer lige: Chappell Roan med sin teatralske maksimalisme, Olivia Rodrigo med sin dynamik, der veksler mellem rolige og vers og fuld smæk på guitaren i omkvædet.
Det gør ikke sangene dårlige, slet ikke. Og hermed ikke sagt, at Lola Young ingen originalitet har.
Men når man prøver mange ting af, har man som lytter brug for en kerne. En rød tråd, som for eksempel den humor, der giver Sabrina Carpenter lov til at væve ind og ud af genrer.
På ’I’m Only F**king Myself’ er der kun få glimt af en kerne. På albummets højdepunkter har Lola Young dog fuldstændig styr på det, og her bruger hun sin stemme på en raffineret måde, der understøtter sangene virkelig flot.
På ’Dealer’ synger hun om en nyfunden ædruelighed og lysten til at hælde den ned ad brættet. Men på ekstremt catchy, letsindigt akkompagneret vis, så man slet ikke ænser, hvor langt ude at skide hun egentlig synger om at være. Noget, der også går igen på ’Not Like That Anymore’.
På ’Can We Ignore It? :(’ og ’Penny Out of Nothing’ låser hun op for det, der måske er hendes største potentiale: et ungt og moderne take på britrock, der læner sig ind i mainstreamen. Stilen klæder hendes stemme enormt godt.
Her står Lola Young på ingen måde på skuldrene af nogen og viser tegn på det, der kan blive et solidt fundament.
Kort sagt:
På ’I’m Only F**king Myself’ er det svært at vurdere, hvad Lola Young egentlig vil som kunstner. Sangene fejler hver for sig ikke noget – de er højst lidt uinspirerende – men helheden udebliver.