(Spoiler alert: Læs først, når du har set ’The Last of Us’ afsnit 8)
Langt inde i ottende og næstsidste afsnit af ’The Last of Us’ tænkte jeg, at ugens tekst skulle handle om, at serien holdt sig for god til at fyre karikerede skurketyper af.
Mens man i en serie som ’The Walking Dead’ – og mange andre beslægtede fortællinger – kunne være sikker på, at på overfladen venlige fremmede snart ville åbenbare deres modbydelig bagside, udmærkede ’The Last of Us’ sig ved at pushe valide ræsonnementer hos selv de mest ekstremistiske karakterer.
Fra den paranoide prepper Bill i afsnit 3 til den hævngerrige Kathleen og stikkeren Henry i afsnit 4-5.
Det ville jeg skrive om, mens den nyreligiøse leder David stadig syntes at være en kompleks figur, på én gang mere barmhjertig end sine hævnlystne fæller og mistænkeligt voldsparat over for åbenmundede teenagere.
Altså indtil han viste sig at være en sadistisk, potentielt pædofil kannibal, hvis Gud var Cordyceps snarere end Vorherre i det høje.
Twistet kom selvfølgelig bag på ingen, der kender spillet, men for en udenforstående som mig gav det både anledning til fin suspense og let forbløffelse over, at klicheen om den voldsglade opportunists udnyttelse af postapokalypsens kaos i så direkte grad blev omfavnet.
Dansk-iranske Ali Abbasi har instrueret afsnittet, flot filmet af hans faste danske fotograf Nadim Carlsen, og den brillante instruktør bag ’Shelley’, ’Grænse’ og ’Holy Spider’ beviser igen sin kamæleonske evne til at begå sig i mange genrer og stilarter.
Og det taler da også til hans og afsnittets fordel, at man faktisk længe var i tvivl om Davids motiver. At man granskede hans argumenter og livssyn som interessante positioner, før der gik ’De grønne slagtere’ i den. Det var godt opbygget og doseret.
Smålige følelser
I ‘When We Are in Need’ fik nogle af de vægtigste temaer i ’The Last of Us’ nye udtryk.
Den ekstremisme, som vi tidligere har mødt både hos Kathleen, FEDRA og Fireflys, blev toppet af den dybt manipulerende kultleder, der bruger desperate menneskers behov for håb og mening til at kanalisere sine egne mest dyriske sider ud bag billedet af den barmhjertige samaritaner.
Også seriens hævnmotiv blev gennemspillet på ny. For hvad betyder hævn og retfærdighed egentlig i en verden, der har vist sig at være grundlæggende uretfærdig?
Den ensporede hævngerrighed førte både Kathleen og Davids stålsatte mænd direkte mod en brutal og blodig død. Den næstekærlighed, som David prædiker (men ikke efterlever), viser sig paradoksalt nok at være et langt mere bæredygtigt livsprincip i en verden, hvor moral og principper ellers er sat ud af kraft. Når føde og basal overlevelse er svært nok at sikre i sig selv, må smålige følelser som nag og nidkærhed tilsidesættes, hvis man vil sig selv det bedste.
Men det vil menneskearten åbenlyst ikke altid, og i virkeligheden er det jo også den rejse, Joel er på, bogstaveligt og metaforisk.
Fuld Rambo
Til sidst i afsnittet fik både Joel og Ellie lov til at gå fuld Rambo. Det stillede actionsulten – og kulminerede i endnu et følelsesfuldt øjeblik til sidst, hvor Joels kærlighed til pigen løftes til et nyt niveau.
Han havde allerede forstået, at han er hendes eneste håb, men nu var det, som om han også forstod, at hun er hans.
Det var dejligt at se Joel på benene igen, penicillin i kroppen og kniv i hånden. Også selvom hans følelseskolde henrettelser i sig selv var ude på det moralske overdrev.
Nu er han – og vi – klar til sæsonens sidste afsnit i næste uge. Af en serie, der har taget sig beundringsværdigt god tid, føles det, som om vi er nået dertil alt, alt for hurtigt.
’The Last of Us’ kan ses på HBO Max.