’Kim’s Video’: Spændende dokumentar er enhver filmelskers drøm
CPH:DOX. Først tror man, at ’Kim’s Video’ blot er et stykke resigneret og vemodig nostalgi. Men dokumentarfilmen, der spiller på CPH:DOX, udvikler sig til et stykke undersøgende journalistik, som muterer videre til en form for regulær aktivisme.
Internettet har som en syndflod skyllet denne verdens videobutikker væk og erstattet dem med neglesaloner og kaffebarer.
Med sine 55.000 titler var Kim’s Video engang den centrale kræmmer i New York for alle, der ønskede sig at finde et obskurt og overraskende udvalg. Coen-brødrene var blot nogle af de mere celebre kunder i butikkerne, der gik til yderligheder for at få fingrene i så alsidigt og broget et bibliotek som overhovedet muligt.
Fysiske samlinger er for de flestes vedkommende dødvægt nu om stunder. Kim’s Video drejede nøglen om i 2008. Samlingen var dog for stor en kulturskat til at køre på lossepladsen.
Instruktør David Redmon er en filmfreak med et kamera, hvis DIY-tilgang kan minde lidt om ’How to with Jon Wilson’ i en ærkecineastisk udgave: De håndholdte optagelser bliver krydret med filmklip, der når omkring alt fra Orson Welles’ ’Citizen Kane’ til Wes Andersons ’Isle of Dogs’.
Det undrede mig dog lidt, at alle film i klippene er relativt velkendte, når ’Kim’s Video’ er en hyldest til en samling, der især udmærker sig ved det smalle, outrerede og obskure.
Den kæmpemæssige bunke film – en guldgrube, hvor Carl Th. Dreyer gnubbede skuldre med Russ Meyer – blev overtaget af en siciliansk landsby med det ildevarslende navn Salemi. Her lovede man at skabe en slags cinematek med adgang for alle, herunder de 250.000, der tidligere havde et lejekort i New York.
Yongman Kim, ejeren af Kim’s Video, var en slags legende i byens filmhipstermiljø. Hans krav til en ny ejer af samlingen: Den skulle holdes intakt og fortsat være tilgængelig for alle, der oprindelig havde et lejekort i den oprindelige butik. Det er bemærkelsesværdig kulturel idealisme fra en immigrant, der oprindelig startede videobutikken som nebengesjæft i et renseri.
David Redmon tager turen til Sicilien for at afklare, hvad der er sket med filmene. Og hvad, der møder ham, er deprimerende og i hvert fald langt fra den bikini-lækre anden sæson af ’The White Lotus’. Usympatiske usmilende sicilianere, der ikke taler to linjers engelsk. En misligholdt samling udsat for fugt og ligegyldighed.
Yongman Kim skulle have sagt ja tak til amerikanske universiteters tilbud om at huse den store filmskat i stedet.
Hvad, der følger, er en slags cineastisk-aktivistisk redningsaktion, hvor de involverede er iført masker af Charlie Chaplin, Agnés Varda og Werner Herzog. Udfaldet skal ikke afsløres her. Der er scener, hvor det bliver decideret spændende og mafiøst, når den ukuelige hovedperson forsøger at opspore de ansvarlige for forsømmelsen af Yongman Kims samling, men David Redmon er ikke selv nogen mesterlig historiefortæller.
Nogle af sporene, der trækker tråde til mafiaen i Milano, bliver ikke fulgt helt til dørs. Det er man dog ret overbærende over for, hvis man falder for den nørdede og filmforelskede ånd, som hele projektet er gennemsyret af.
Tværtimod bliver det lidt løse greb om tøjlerne en del af charmen. Samtidig demonstrerer ’Kim’s Video’ dokumentarfilmen som et medie, der kan bruges til aktivt at rokke ved tingenes tilstand på samme måde som hos Michael Moore og Laura Poitras.
Kort sagt:
’Kim’s Video’ er en filmelskers passionerede aktivisme for en spektakulær fysisk samling. Den vil tale til alle, der selv har nydt at samle på fysiske formater.