I aften amerikansk tid sparker Taylor Swift sin massive nordamerikanske turné i gang i Arizona, og i den anledning har popstjernen valgt at skabe lidt ekstra opmærksomhed ved at udgive fire hidtil uudgivne sange.
Tre af dem er genindspilninger af tidligere sange med mærkatet »Taylor’s Versions«.
‘Eyes Open’ og ‘Safe & Sound’ var begge en del af Swifts soundtrack til ‘Hunger Games’-filmene, mens ‘If This Was a Movie’ var at finde på deluxeudgivelsen af ‘Speak Now’.
Sangen ‘All of the Girls You Loved Before’ er derimod aldrig hørt før, men lader til at være en overskydende sang fra albummet ‘Lover’ fra 2019.
Taylor Swift er på turné i USA fra marts til september med udgivelsen ‘Midnights’ fra sidste år.
Det tyder dermed umiddelbart ikke på, at Taylor Swift vil lægge vejen forbi de danske festivaler til sommer. Hun var ellers annonceret til at spille på Roskilde Festival i 2020 – en optræden, der som bekendt blev aflyst grundet corona.