KOMMENTAR. Kender du det, når en sang minder dig om noget, men du kan ikke placere præcis hvad?
Så ligger man der om aftenen og vender og drejer sig, fordi man ikke kan komme i tanke om, hvilken sang, der befinder sig lige uden for rækkevidde.
Hvad fanden var det nu, det lød som…?
Sådan havde jeg det forleden efter at have lyttet til D1mas debutalbum ’Ev1gt&Alt1d’ – og mere specifikt efter at have lyttet til nummeret ’For alt1d’.
Men så gik det op for mig. Svaret ramte mig som en solstråle fra en mørk himmel.
Evanescence! Sangen lyder som Evanescence!
Det lyder måske mærkeligt, men hør mig ud.
Eller snarere, hør D1ma. Hør måden, han sprætter sin sjæl op på i omkvædet: »Jeg be’r dig, bare red mig fra mig selv / ved jeg ikke finder fred her fra mig selv«.
I mine ører er det et ekko af Evanescences store verdenshit ’Bring Me to Life’ fra 2003 og dets: »Call my name and save me from the dark«.
Begge sange handler om at falde og om at være fortabt. Der bliver råbt om hjælp, men ingen af sangene indikerer, at der er gribende hænder nogen steder.
I musikvideoen til ’Bring Me to Life’ falder forsanger Amy Lee fra Evanescence bogstavelig talt ud fra en skyskraber.
D1ma lyder mere resigneret og opgivende end Amy Lee, der giver linjerne dramatik på nærmest opera-niveau. Men omkvædslinjerne er alligevel leveret på parallel vis.
På albummet ’Evigt&Altid’ er »red mig fra mig selv«-linjerne i øvrigt helt centrale: De gentages senere på ’For ev1gt’, og figurerer altså dermed på begge albummets titelsange. Det er albummets ledemotiv.
Selve navnet Evanescence har i øvrigt en spirituel forbindelse til D1ma. Det betyder nemlig noget i retning af ’forsvinding’ – hvilket minder meget om tematikken på D1mas største hit, ’Drøm mig væk’, eller nye sange som ’Forsvinder aldrig’. Det hele handler om at falde og om at forsvinde.
Men forbindelsen er dybere end som så.
Emorap for gadens børn
Evanescence kom frem i den første bølge af nu-metal og rockrap (selvom de siden har lagt afstand til rap-delen), og deres gotiske nu-metal havde med sit dystre tekstunivers et slægtskab med emobølgen.
Mange af de ting går igen hos D1ma. Hans musik er på mange måder en form for moderne version af den traumebearbejdende emomusik.
De seneste fem-seks år er emorap blevet en større subgenre, men det er egentlig ikke, fordi D1ma har vildt meget til fælles med for eksempel genregrundlæggeren Lil Peep.
Han er mere en åndelig efterkommer af Jamaika, som skabte en ny form for hiphop, der fungerede som traumebearbejdelse efter en opvækst præget af institutionsophold, isolation og kriminalitet.
En slags dansk gade-emorap for dem, der er vokset op i landets udsatte kvarterer blandt bandekrig og med omsorgssvigt.
Den nye form for hiphop, som Jamaika har grundlagt, hvor genren bliver til skrøbelig selvdiagnosticering og traumebearbejdelse, lever videre. Blandt andet via D1mas musik.
Den yngre rapper bruger sin stemme på en lignende måde, og han anvender også ord som »skizofren« og »psykose« til at beskrive sindstilstanden hos sig selv og de andre fortabte unge omkring sig.
»Vi er fucking alene«, sukker han på ’Alle dør alene’. »Alle er på lattergas, og ingen der fucking griner«, lyder det på ’Forsvinder aldrig’.
Sang efter sang handler om at falde. Albummet er næsten som ’Mad Men’-introen: Ét langt styrt mod dybet.
Man kunne også sige: Albummet er som Evanescence-videoen, hvor Amy Lee er i frit fald.
Der bliver poppet piller mod PTSD (’Udenfor’). Roser visner (’Frihed’). Der er ingen flugtvej (’Til vi dør’). Døden – forsvindingen – er over det hele.
Kun stofferne, og måske også kærligheden, giver en »følelse af frihed«, som D1ma besynger på ’Frihed’, albummets måske eneste oprigtigt euforiske nummer.
Det er patosfyldt musik om undergangen. Kald det Evanescence for gadens børn.
Denne undergangens patos er måske D1mas største styrke.
Ligesom emo- og gothnavne som Evanescence i sin tid satte ord på dystre følelser for én generation, har den maskerede rapper med inspiration fra Jamaika skabt et udtryk for vor tids sårede sjæle fra gaden.