I sidste uge smed vi intet mindre end fem stjerner efter D1mas debutalbum, ‘Ev1gt&Alt1d’, der består af lige dele sjælesøgende klubpop og selvhævdende gaderap.
Nu får du mulighed for at opleve debutalbummet live, når D1ma tager på sin allerførste soloturné.
Til efteråret gæster D1ma Danmarks fire største byer. Han spiller Skråen i Aalborg, Train i Aarhus, Store Vega i København og Posten i Odense.
Koncerterne er D1mas første større solokoncerter. Til sommer spiller han blandt andet på Roskilde Festival, hvor han er blevet placeret på den store Arena-scene.
I løbet af 2023 har den maskerede rapper hittet med solosangen ‘Moonlight‘ og Medina-samarbejdet ‘Lidt endnu‘.
På trods af den store succes, er D1ma dog stadig anonym – selvom mange spekulerer over, hvem der gemmer sig bag masken.
Billetsalget starter torsdag den 23. marts klokken 10.00.
D1ma: ‘Ev1gt&Alt1d Tour’
13/10 – Skråen, Aalborg
02/11 – Train, Aarhus
09/11 – Store Vega, København
16/11 – Posten, Odense