KOMMENTAR. Termen lost generation bruges typisk om de mænd, der blev sendt ud i skyttegravene i Første Verdenskrig. Hvorfra mange af tidens mest begavede mennesker aldrig kom tilbage.
Det er måske lige dramatisk nok at sammenligne tilstandene på den amerikanske hiphopscene med en katastrofe af verdenshistoriske dimensioner, men det føles, som om der også her kan tales om en form for lost generation.
I dag, den 15. november, er det præcis fem år siden, Lil Peep døde af en overdosis, 21 år gammel.
Det lignede først en enkeltstående tragedie, men året efter døde XXXTentacion og derefter Juice WRLD. Ingen af dem blev ældre end 21. Dermed var tre af de største raptalenter fra en generation gået tabt.
Det var samtidig de tre vigtigste artister fra det unge, nyskabende musikmiljø, som gik under den løse term Soundcloud-rap.
Alle tre dødsfald er tragiske og forfærdelige på hver sin måde. Men her, fem år efter sin død, står Lil Peep alligevel som symbolet på hiphoppens tabte generation.
Fordi Gustav Åhr, som han hed, var den første, der døde – og fordi hans vej til potentielt generationsdefinerende popstjernestatus syntes så selvskrevet. Han var Den Udvalgte.
Lil Peep så ud som en stjerne på den der hærgede, Cobain-agtige måde. En totaltatoveret, piercet goth-prins. En New York Times-artikel kaldte ham »et kommende modeikon«, der var på vej til at blive pop royalty.
Men frem for alt var der selvfølgelig musikken. Lil Peep skabte i løbet af sin kun knap to år lange karriere en unik blanding af tung Memphis-rap, poppunk og emo, der forenede de uventede indflydelser til noget helt nyt.
Hans musik havde spor af Futures druggy hostesaftsballader, vokaleffekter a la Travis Scott og forvrængede beats som hos Spaceghostpurrp. Men også emo-indflydelse og Yung Lean-agtig Sad Boys-attitude.
Selv opkaldte han sange efter både Gucci Mane og Kurt Cobain og nævnte i interviews David Bowie og Future som forbilleder. I et interview hos Montreality sagde han, at han ville »gå Frank Ocean-ruten og udgive album, der bare er mig«.
Men alle de referencer giver egentlig ikke et fyldestgørende billede af Peeps musik. For han skabte sange, der var større og mere unik end summen af sine inspirationskilder. Han var en ægte original.
Måske er der en fare for at overvurdere hans talent, nu hvor han døde så ung. Men det føltes vitterligt som at bevidne fødslen af en stjerne dengang i 2017.
Den følelse blev forstærket af, at Lil Peep var en kunstner til tiden. Han var en depressiv, angstfuld, følsom Gen Z-popstjerne på samme måde som ’Euphoria’ er en depressiv, angstfuld, følsom Gen Z-serie.
Lil Peep sang og rappede om angst og stoffer på en måde som gjorde, at en ung, overmedicineret generation spejlede sig i ham.
Han lød altid, som om han kæmpede med stoffer, depression og selvmordstanker, samtidig med at han glorificerede de selvsamme ting. Nogle fandt trøst i hans musik, andre fans gjorde det til en gimmick at kaste poser med Xanax og kokain op på scenen, når han spillede.
Det virkede helt enkelt åbenlyst, at Lil Peep ville komme til at præge sin samtid.
Pitchfork kaldte ham »avateren for post-emo angst, der hverken er rap eller rock«. »Han kunne være blevet sin generations Kurt Cobain«, skrev Rolling Stone. I stedet døde han, lige da det hele for alvor skulle til at eksplodere. Overdoseret på de stoffer, der fyldte så meget i hans liv og musik.
Gustav Åhr nåede aldrig at få det helt store gennembrud. Men faktisk præger Peep, selvom han nu har været død i et halvt årti, stadig nutidens pop- og rapmusik.
For tiden arbejder artister som Willow og Machine Gun Kelly videre inden for det krydsfelt af hiphop, poppunk og grunge, som Lil Peep åbnede op. Sidstnævnte ligner meget Lil Peep efter sin forvandling fra rapper til poppunk-rockstjerne, og mange andre er også blevet inspireret af emorap-grundlæggerens æstetik og fremtoning.
De emner, Peep rappede om, er fortsat centrale i popmusikken: Angst, stoffer, selvhad, forelskelse, rus. Vor tids popmusik er blevet mere langsom og sørgmodig. Mere som Peep.
Men alligevel er der et tomrum. Machine Gun Kelly er helt enkelt ikke nogen Lil Peep. På samme måde som Kid Laroi ikke er en Juice WRLD og 6ix9ine ikke er nogen XXXTentacion.
Der er opstået et vakuum, fordi de vigtigste stemmer simpelthen er forsvundet.
Ser man mod vor tids store rapstjerner er det også tydeligt, at der mangler nyt blod på scenen.
Kanye har smadret sin karriere, Drake bliver mere og mere monoton, Kendrick Lamars seneste album var ikke så succesfuldt som de forrige, ASAP Rocky udgiver aldrig noget længere, og Travis Scott har måttet pause sin karriere efter de mange dødsfald til hans ’Astroworld’-festival.
Den gamle garde er stagneret. Men de nye navne, der skulle have udfordret dem, er her ikke længere. Tabet af Peep og de andre har skabt et vakuum, som hverken etablerede stjerner eller nyere navne har kunnet udfylde.
Hvilket gør den nuværende situation unik.
Det er ellers ikke første gang, at hiphoppen har fået bortrøvet sine mest talentfulde kunstnere i en alt for ung alder.
I 1990’erne blev Tupac og Biggie og begge dræbt inden for et halvt år. Det tab var katastrofalt for hiphopscenen. Men det var ikke dødsstødet til hverken vestkysten eller østkystens musikmiljø, for der var mange rappere, der videreførte deres arv.
På vestkysten fortsatte Dr. Dre og Snoop Dogg med at skabe store værker, mens New York var propfyldt med store kunstnere som Jay-Z, Wu-Tang Clan og Nas.
Der var ikke en tilsvarende overflod af talent i Soundcloud-generationen, der kunne kompensere for tabene. Dødsfaldene ramte de vigtigste stemmer. Selv nu, fem år efter Lil Peeps død, kan hans fravær tydelig mærkes. Han mangler.