Fever Rays teatralske Store Vega-koncert spændte fra queer-Kraftwerk til spirituelle ritualer
Fever Rays koncerter er næsten mere teater, end de er musikalske opvisninger. Og det gør ikke noget.
Da den svenske electropop-avantgardist Karin Dreijer fredag aften gæstede Store Vega, var det med et spartansk backingband.
De eneste instrumentalister var det meste af tiden blot en trommeslager og en keyboardist, og begge var placeret bagest på scenen, hvor de trådte i baggrunden som optrædenens håndværkere.
Deres særprægede påklædning var dog alligevel svær ikke at bide mærke i – især keyboardistens lysende pseudo-stråhat var mindeværdig.
Fokus var i stedet på Dreijer og deres to korvokalister. Alle tre var klædt i lige så opsigstvækkende kostumer som instrumentalisterne, men med hver deres unikke stil. Én korsanger var klædt i hyperfeminint lyserødt tøj, der senere blev til en gylden heldragt – den anden var i gennemført BDSM-dominatrix-kostume.
Der var altså hurtigt en implicit meddelelse om mangfoldighed og en omfavnelse af individuelle udtryksformer.
Dreijer selv var klædt som en slags nonbinær mellemting mellem David Byrne og Annie Lennox med sit store jakkesæt, sin korte frisure og kraftige, ‘Corpse Bride’-kanaliserende sminke. Iført dette teaterkostume påtog de sig flere roller i løbet af koncerten: charmør, der kastede roser ud til publikum under introen til ‘To the Moon and Back’, ihærdig feststarter på ‘Even It Out’ eller ængsteligt nervevrag på ‘Tapping Fingers’.
De mange personaer blev ikke kun vækket til live af Dreijers evner som performer, men også af ret gennemførte koreografier. Dansetrinnene var generelt simple, men de var tydeligt gennemtænkt og øvet grundigt mellem de tre vokalister.
Særligt nød jeg under ‘Tapping Fingers’, hvordan de to korsangere omklamrede Dreijer fra hver sin side, som om de var personificeringer af hovedpersonens angst – og helt ned til ansigtstræk og små håndbevægelser fremstod Dreijers karakter mere og mere utryg, mens korsangerne holdt hovedet koldt.
Et andet stærkt sted var under ‘If I Had A Heart’, hvor de tre vokalister dannede en cirkel omkring en lygtepæl, scenens eneste rekvisit. Her udførte de en slags spirituelt ritual – hvorefter de gik af scenen. Da de kom tilbage til ekstranummeret ‘Coconut’ var de alle iført kutter – som om, nummeret fandt sted i efterlivet eller i en slags genfødsel. Et eller andet var i hvert fald forandret.
Ja, jeg skal ikke påstå, at jeg forstod det hele. Jeg kan ikke forklare, hvorfor Dreijer begyndte at skrige som en sirene under ‘Shiver’, eller hvorfor alle tre sangere smed deres frakker under ‘Mustn’t Hurry’ for øjeblikkeligt derefter at tage dem på igen.
Men forklaringer er til tider også ligegyldige. Man kunne føle følelser som tvivl, panik, sensualitet og savn gennem de teatralske tiltag, og det er langt vigtigere end at blive klædt på til en dramaturgisk analyse.
Min væsentlige anke ved det teatralske fokus er, at det risikerede at gå ud over særligt de langsommere numre. Især de første par sange endte med at føles stillestående i længere passager, fordi sangene ikke kompositorisk lagde op til særlig meget koreografi, og fordi koncertens format samtidig ikke lagde op til de store soniske finurligheder.
Jeg lærte dog at sætte pris på denne mere stillestående ende af koncerten i egen ret – som en queer-udgave af Kraftwerk, der lod maskineriet køre, og skam også havde visuelt fængslende guf i vente til de tålmodige.
Men når der først blev givet slip, og Dreijer indtog den ene spændende karakter efter den anden – så viste de, hvor fantastisk teater og musik kan forenes.
Kort sagt:
Fever Rays Store Vega-optræden var en smuk krydsning mellem scenekunst og koncert, hvor Karin Dreijer påtog sig en lang række fængslende roller.