1. Sufjan Stevens ‘Carrie & Lowell’ (2015)
Med en veneration for orkestrale arrangementer og flamboyante koncertkostumer har Sufjan Stevens ofte dyrket det teatralske og ‘more-is-more’-filosofien.
Men han er også i stand til at pejle sit musikalske periskop mod et mere nedbarberet og inderligt udtryk. Og sjældent har det lydt mere vedkommende og gribende end på albummet ‘Carrie & Lowell’ – opkaldt efter moderen og stedfaderen – hvor han tager favntag med sin mors død og forholdet til hende. En mor, som var alkoholiker og psykisk syg og svigtede ham tidligt i barndommen.
Instrumenteringen centrerer sig om akustisk guitar, klaver samt subtil percussion, og selvom rumklang og ekko breder lydbilledet ud, befinder man sig hele tiden i et intimt rum.
»I forgive you, mother, I can hear you / And I long to be near you but every road leads to an end«, lyder det i den bjergtagende ‘Death with Dignity’.
Sufjan Stevens’ syvende album er et evigt relevant lydspor til enhver, som tumler med barndommens spøgelser. Og en rørende smuk bekræftelse på, at man som voksen kan forlige sig med fortiden og slutte fred med den.
David Bowie ‘Blackstar’ (2016)
Fredag den 8. januar 2016 – på sin 69-års fødselsdag – udsendte David Bowie dette album, som blev universelt hyldet og fejret stort set fra det sekund, det udkom.
Ikke alene fordi det var en ny udgivelse fra et så betydningsfuldt kulturelt ikon, men også fordi ‘Blackstar’ viste ham i absolut kunstnerisk topform. To dage efter udgivelsen, søndag den 10. januar, døde Bowie, og det er stort set umuligt at anskue albummet uden tanke på den triste omstændighed, der ramte verden som et chok.
Med jazzet instrumentering i samspil med art rock og en slags organisk drum’n’bass er ‘Blackstar’ et vidnesbyrd om den evige lyst til at ekspandere og udfordre sit musikalske udtryk, der gjorde Bowie så unik.
Men det er også et album, hvor man fornemmer, at hovedpersonen var bevidst om den leverkræft, der hærgede i hans krop: »Look up here, I’m in heaven / I’ve got scars that can’t be seen« lyder det i nøglesangen ‘Lazarus’.
De både svalende, ildevarslende og hektiske arrangementer og Bowies vanlige sans for stærke melodier lever heldigvis videre i et (hoved)værk, hvor der tydeligvis er noget på spil. Et værdigt punktum på en af musikhistoriens største karrierer.
Nick Cave & the Bad Seeds ‘Skeleton Tree’ (2016)
Den største tragedie, der kan overgå en forælder, er at miste et barn i en meningsløs ulykke. Det skete for Nick Cave, da hans 15-årige søn Arthur faldt udover en skrænt tæt ved familiens hjem i det sydlige England.
Selvom Cave og hans kreative soul brother i The Bad Seeds, Warren Ellis, allerede var i fuld gang at indspille ‘Skeleton Tree’, da tragedien indtraf, er Arthurs død – i metaforisk forstand – ikke desto mindre implementeret i materialet. Eksempelvis i de hypnotiske loop-droner, der som jamrende genfærd svæver gennem ‘Jesus Alone’.
Åbningslinjerne på albummet er allegoriske, og skal ikke forstås bogstaveligt, men i lyset af ulykken får ordene alligevel en ny, dyster betydning: »You fell from the sky / Crash landed in a field near the river Adur«.
Som en måde at forlige sig med det, man som far aldrig til fulde forliger sig med, bearbejdede Cave sorgen yderligere på det efterfølgende album ‘Ghosteen’ fra 2018.
Mount Eerie ‘A Crow Looked at Me’ (2017)
Forestil dig, at du lige har fået et barn med din elskede. Kort efter får hun konstateret en terminal sygdom. Og forestil dig så at skrive og indspille et album få uger efter, hun tabte kampen.
Det var, hvad lo-fi-kunstneren Phil Elverum gjorde, da hans kone Geneviéve Castrée døde af kræft i bugspytkirtlen, kun 35 år gammel.
De spartanske sange, hvor Elverum ofte nævner specifikke datoer, og hvor lang tid, der er gået, siden Geneviéve døde, er som at læse med i en dagbog. En dagbog, der bruges terapeutisk til at kommunikere med sin elskede og fortælle om, hvordan det går med deres datter.
Særligt intens er ‘Real Death’: »A week after you died a package with your name on it came / Inside was a gift for our daughter you had ordered in secret / You were thinking ahead to a future you must have known deep down would not include you«
Det er et album, som kræver en dyb indånding at give sig i kast med, men der hviler samtidig også accept og skønhed over ‘A Crow Looked at Me’ – ét af de mest nådesløse, nærværende og åbenhjertige vidnesbyrd om sorgbearbejdelse.
Liss ‘I Guess Nothing Will Be the Same’ (2022)
Selvom albumtitlen er taget fra en linje i nummeret ‘Text Me Back’, viste den sig uhyggeligt profetisk. For kort efter indspilningen af deres debutalbum døde Liss’ forsanger Søren Holm pludseligt, og efterlod det aarhusianske popband i chok og sorg.
Melodierne på Liss’ afskedsalbum fra 2022 er catchy, udadvendte og groovy, men melankolien og de mørke nuancer er absolut også fremherskende: »Lately I’m not dreaming at all so what’s the point of sleeping? /I’m sorry / I’m under construction«, lyder det indsigtsfuldt i den mesterlige ‘Boys in Movies’ – en showcase i intelligent og raffineret popmusik.
‘I Guess Nothing Will Be the Same’ er et helstøbt værk, der virkelig konsoliderer Liss’ format. Hvorfor det er så uendeligt tragisk, at gruppens første album også blev det sidste, vi kom til at høre fra en så udtryksfuld stemme og karismatisk kunstner som Søren Holm.