Jack Harlows selvtillid fejler ikke noget.
Den 25-årige rapper har på sin nye sang ‘They Don’t Love It’ udråbt sig selv til den »h¨årdeste« hvide rapper siden Eminem.
Han rapper blandt andet: »Ya boy’s strivin’ to be the most dominant ever/ The hardest white boy since the one who rapped about vomit and sweaters/ And hold the comments ’cause I promise you I’m honestly better than whoever came to your head right then«.
Den anden linje er selvfølgelig en reference til ‘Lose Yourself’, hvor Eminem rapper den berømte linje: »His palms are sweaty, knees weak, arms are heavy/ There’s vomit on his sweater already, mom’s spaghetti«.
Harlow har tidligere fortalt, at han nærer stor beundring for Eminem, som han har omtalt som et »ikon«. De to rappere samarbejdede i 2021 på Eminems sang ‘Killer (Remix)’.
Harlow overraskede tidligere på ugen, da han ud af det blå annoncerede sit tredje studiealbum ‘Jackman’, der udkom i går.
Albummet følger op på Harlows andet album ‘Come Home the Kids Miss You’ fra sidste år, der var faretruende tæt på at få bundkarakter fra Soundvenues anmelder og som landede på Soundvenues liste over årets albumskuffelser.
Harlow brød igennem på den store scene i 2020 med hittet ‘What’s Poppin’ fra debutalbummet ‘That’s What They All Say’, som heller ikke just vakte begejstring hos Soundvenues musikredaktør.
Det skal blive spændende at se, om Harlow formår at tilføre kunstnerisk substans til sin mere formulariske hitliste-dominans.