’Platonic’: Penisjokes truer Rose Byrne og Seth Rogens status som Hollywoods bedste hæng-ud-par
Hvad får man, hvis man splejser Meg Ryan og Tom Hanks med Will Ferrell og John C. Reilly?
Makkerparret Rose Byrne og Seth Rogen. Der kom i hvert fald en særlig komisk og kærlig gnist ud af mødet mellem den alsidige australier og den amerikanske hyggebjørn i de ellers svært middelmådige ’Neighbors’-film.
Nu har instruktøren af samme film, Nicholas Stoller, fået den glimrende idé at sætte Byrne og Rogen sammen igen i serien ’Platonic’. Den fantastiske kemi imellem dem er intakt. Men er det nok?
Serien starter med, at Sylvia (Rose Byrne) opdager, at hendes gamle bedste ven Will (Seth Rogen) er blevet skilt. Sylvia har ikke set Will i fem år på grund af uvenskab med hans ekskone. Men nu er vejen banet til, at de igen kan hænge ud. Og det gør de i stor stil med alkoholpumpede og stofomtågede udskejelser, der gør deres forskellige hverdage sjovere og mere uforpligtende.
Jurauddannede Sylvia får mulighed for at lægge sit stillestående, konforme liv som mor til tre og arbejdsløs på 13. år til side, mens den storbyhippe brygmester Will med bøllehattene, perlehalskæden, hørmuleposen og de blomstrede skjorter slipper for at sætte sig ned og bearbejde sit brud.
Sammen er Sylvia og Will et midtlivskrisemonster. De er farlige for deres omgivelser, men deres interne dynamik er lige så farlig for dem selv. Sådan ser Nicholas Stoller det bare ikke helt. For hvor Byrne og især Rogen har udvidet deres repertoire mod det mere modne i de godt 10 år, der er gået siden ’Neighbors’-filmene, er tilfældet desværre ikke det samme med seriens skaber.
Stoller står på skuldrene af Farrelly-brødrenes gross-out humor og Judd Apatow og Todd Phillips’ fuckfinger i 00’erne til det trivielle voksenliv. Jo mere umodent, jo sjovere. Jokes og ironiske kommentarer skal komme i en lind strøm. Gerne af den pubertære slags.
Slowmotion-sekvenser med plørede Sylvia og Will på løbehjul tilsat tung hiphop. Se dét er sjovt, synes Stoller at tænke. Generelt er løbehjul i byrummet en løbende (…) joke i serien.
I små doser kan dumskaben have en gylden komisk effekt som i en diskussion om kvinders ondskab versus mænds. Will nævner Mary, Queen of Scots, hvortil Sylvia udfordrer ham til at fortælle noget om den skotske dronning. »Bloody Mary, that’s what they call her. You don’t get that name by being mellow«, svarer Will og føler, diskussionen er lukket.
Ofte spænder Stollers hang til barnestreger og platheder ben for hans ellers fine iagttagelser af hverdagens små og store bryderier. Uden at være en Guldimund’sk detaljehaj skaber han et troværdigt billede af Sylvias stagnation som hjemmegående husmor og det svære skridt tilbage på arbejdsmarkedet.
Igen er det ømt, til det bliver dumt og til slut en stor penisjoke. Det samme er tilfældet med Will, som smerteligt indser, hvilken taberkliché han er ved at date en 25-årig – før serien igen jager det næste grin.
I en serie, hvor meget af tiden går med at hænge ud med Sylvia og Will, dvæles der for lidt. Konflikter, om Wills bar skal sælge ud eller ej, Sylvias mands jalousi og krænkelsessager kommer og går uden varsel. Seriens titel er et tema, som kun strøs på overfladen med enkelte kommentarer, hvor det er belejligt. Det forbliver støj og fyld, når serien faktisk er bedst de steder, hvor det bare er Sylvia og Will, og der ikke sker det store.
Fyld beskriver også meget fint resten af castet med det grelleste eksempel i Luke Macfarlane som Sylvias advokatmand. Macfarlane udviste charme i Stollers ’Bros’ fra sidste år, men her ligner han den Hallmark-skuespiller, han ellers har været kendt som. Eller perfekt til rollen som et glas vand i en Pixar-film, som Will omtaler Macfarlanes firkantede karakter. Det er den slags sjove, søde og til tider venskabeligt bøvede udvekslinger mellem Byrne og Rogen, som man ikke kan få nok af, og som løfter ’Platonic’, hver gang de får plads.
Man ville næsten ønske, at Stoller havde placeret Rose Byrne og Seth Rogen i en ramme à la ’Before’-filmene eller sat dem til at snakke om parforhold, livet og alverdens ligegyldigheder over en fadøl og et glas hvidvin som i miniserien ’State of the Union’.
I stedet har vi fået en udstrakt komedie, der burde vare 100 minutter frem for ikke fem timer.
Kort sagt:
Konstellationen Rose Byrne og Seth Rogen kunne være vor tids Meg Ryan og Tom Hanks, men det kræver bedre og mere modent materiale, end ’Platonic’ kan tilbyde.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.