PORTRÆT. Biografaktuelle Rose Byrne er, hvad din bedstemor ville kalde »en pæn pige«. En sødmesjov Hollywood-girl next door i tropefamilie med Jennifer Aniston og Sandra Bullock, men uden superstjernefaktoren (hurra for lillepigemærkater til voksne kvinder), der ikke prutter sig igennem farcekomik a la medspiller Melissa McCarthy eller kurtiserer outrerede særlingeroller som Kate McKinnon.
Byrnes humoristiske brand spiller ved første øjekast andenviolin til de mere ekspressive komediekollegers solonumre og i flere år fik skuespillerinden endog på puklen for ikke at smile nok på den røde løber; »Jeg er vant til, at folk fortæller mig, at jeg ser trist ud«, fortalte hun The Guardian i 2015.
Men tag ikke fejl; Det kræver sin kvinde at spille pæn pige i en genre, der i årtier tegnede feminine komedienner som henholdsvis bly violer eller stramtandede sidekicks med en eftersmag af bitterfisse. Og siden Byrne veloplagt satte tænderne i klicheerne i Apatow-succeserne ’Get Him To the Greek’ (hvor hun til mange anmelderes overraskelse inkarnerede en sexgal Essex-popprinsesse) og gigantsuccessen ’Bridesmaids’ (som brudepige-bitch) har hun toppet klicheerne med karisma, selvironi og usvigelig komisk timing.
Blockbuster-‘Bridesmaids’ overrasker
Det lå ellers ikke just i kortene, at Rose Byrne skulle gå hen og finde sin største succes som komiker efter mere end et årti med dramatiske film, tv og teaterroller – heriblandt serien ’Damages’ med Glen Close, indiefilmen ’Two Hands’ med Heath Ledger, Danny Boyles sci-fi-epos ’Sunshine’ – såvel som en fod på tærsklen til scream queen-kategorien i den rasende populære gyserfranchise ’Insidious’. Etablerede komedieskuespillere dypper som bekendt lejlighedsvis tæerne i anderledes alvorstunge filmprojekter, når genremætheden sætter ind, og karrieren trænger kritikerverifikation, men for Byrne voksede en omvendt »ambition om at blive taget seriøst som sjov«, som hun fortalte til Vanity Fair i sommer.
»Jeg tog en meget bevidst beslutning om at bevæge mig over i komedie, men jeg anede ikke, om det ville gå godt. I Australien er vi gode til at tage pis på os selv, men bare fordi man er sjov i virkeligheden, betyder det jo ikke, at man er en sjov skuespiller«, udtalte Byrne til The Telegraph tilbage i 2015.
Skuespillerinden har i interviews alluderet til en vis manglede selvtillid, men slog ikke desto mindre sit funny bone fast i mødet med den amerikanske komedieinstitution Judd Apatow, der producerede ’Get Him To the Greek’ i 2010 og ’Bridesmaids’ året efter med instruktør Paul Feig ved roret.
Den Apatow’ske hverdagshumor funderet i egocentrerede fuck-ups, dvaske slacker-mænd versus handlekraftige millennial-kvinder og urkomisk First World-smålighed i den øvre middelklasse gav Byrnes indre mean girl mulighed for at udfordre pæn pige-prædikatet på sympatiskalaen over for blandt andre Russell Brand, Melissa McCarthy og Kristen Wiig. Anmelder- og publikumreaktionerne var begejstrede, og ‘Bridesmaids’ indtjente op mod svimlende 300 millioner dollars. Filmen blev krediteret for at have åbnet Hollywoods øjne for det kommercielle potentiale i kvindeensemblekomedier, men mediedækningens fokus kom bag på Rose Byrne:
»Jeg var sikkert meget naiv på det tidspunkt. Jeg havde ikke lavet så meget komedie førhen, og det var helt ærligt gået hen over hovedet på mig, at vi faktisk brød ny grund med ‘Bridesmaids’. Det var på en måde lidt skuffende, at folk blev så overraskede over dens succes. Jeg er sikker på, at fyrene fra ‘The Hangover’ ikke blev spurgt om ting som, ‘Er det ikke fantastisk, at man har samlet en hel gruppe mænd, der rent faktisk også er sjove?!’. Man bliver så træt«, har skuespillerinden sagt til The Telegraph.
Forvirrede 30-somethings
I spionparodien ‘Spy’ fra 2015 gik australieren linen ud som herligt selvfed femme fatale-skurkinde, ligeledes i selskab ‘Bridesmaids’-instruktør Paul Feig og Melissa McCarthy – såvel som Byrnes kæreste i den virkelige verden, skuespilleren Bobby Cannavale (de to har i alt indspillet tre film sammen: ‘Spy’, musicalkomedien ‘Annie’ og indie-dramakomedien ‘Adult Beginners’).
Men selvom Byrne efterhånden virker lige så hjemme i ‘Austin Powers’-gøglerier som beske venindeintriger, er det især hendes uimodståelige portrætter af ‘almindelige’, pligtopfyldende kvinder – de pæne piger – på randen af eksistentialistiske livskriser og viklet ind i træfsikker situationskomik, der, ikke ulig ditto fabelagtige Leslie Mann, charmer én i gulvet i biografmørket: I ‘Bad Neighbors’-filmene er Byrne og Seth Rogen forhippede på ikke at se deres ungdom drukne i bleer og forstadens leverpostejsfarver, alt imens parforholdets bristede illusioner på den anden side af 35 hudflettes med lige dele sårbar melankoli og ‘Klovn’-pinligheder i den undervurderede romcom ‘I Give It a Year’ fra 2013 og denne måneds Nick Hornby-filmatisering ‘Bare Juliet’.
Nok hører Melissa McCarthy og Kate McKinnon til tidens mest efterspurgte komedietornadoer (og de er fremragende!), men det er Byrnes jordbundne karakterer – de gode, de onde og den virkelig bitchy – der sætter grin og grimasser på hverdagens dilemmaer og længsler for forvirrede 30-somethings, der kom til at trykke snooze den morgen, alle de andre voksne fik indsigt i meningen med livet og styr på deres shit. It’s funny ’cause it’s true.
Senere i år skal skuespillerinden – som i kulissen driver produktionsselskabet Dollhouse, der støtter kvindedrevne projekter – ironisk nok forsøge at give Mark Wahlbergs stagnerede professionalisme tiltrængt livssupport i komedien ‘Instant Family’, hvori de to spiller et par, der adopterer tre børn, og til næste år venter ‘Limited Partners’, en allerede imødeset buddy-com med komiker Tiffany Haddish.
I en alder af sprøde 39 og med bare otte års komedier i bagagen har australieren forhåbentlig kun akkurat kridtet banen op.
‘Bare Juliet’ er i biograferne nu.
Læs også: Pointen med Kirsten Birgits mediestunt? Den skabte medierne selv!