Efter fem års ventetid er der nu kun to uger til at den sjette sæson af sci-fi-hitserien ‘Black Mirror’ vender tilbage, og den nye trailer lover mere af den stille uhygge, der er seriens varemærke.
Sæson seks består af fem afsnit – som sædvanligt med hver deres afsluttede historie.
Det første afsnit ‘Joan is Awful’ lader til at blive noget af en meta-forestilling med en fiktiv streamingplatform, der laver en filmatisering af en almindelig kvindes liv uden hendes samtykke. Og uden hun opdager det, er den udgivet på platformen.
En ubehagelig tanke. Også selvom Joan i streamingtjenestens filmatisering af hendes liv bliver spillet af Salma Hayek Pinault, der også i ‘Joan is Awful’s univers er en kæmpe stjerne.
Serieskaberen Charlie Brooker siger til Netflix’ blog Tudum:
»Jeg har altid følt, at ‘Black Mirror’ skulle have historier, der er fuldstændigt forskellige fra hinanden og blive ved med at overraske folk (og mig selv). Hvad er pointen ellers? Det bør være en serie, der ikke kan defineres nemt, og som bliver ved med at genopfinde sig selv. Så til dels som en udfordring, og til dels for at holde det spændende for mig og seeren, begyndte jeg denne sæson med vilje at vende nogle af mine egne inderste antagelser, om hvad man forventer, på hovedet«.
Han lægger yderligere op til den kommende sæson, hvor han lover nye elementer og mere variation end før:
»Derfor har vi denne gang, sammen med nogle af de mere velkendte ‘Black Mirror’-troper, nogle nye elementer, inklusiv nogle jeg tidligere har svoret, serien aldrig ville have, for at strække parametrene for, hvad en ‘Black Mirror’-episode overhovedet er. Historierne er stadig tonalt ‘Black Mirror’ hele vejen igennem – men med nogle vilde sving og mere variation end nogensinde«.
Den kommende sæson har dansk islæt i form af skuespiltalentet Clara Rugaard, der står på rollelisten med stjerner som ‘Breaking Bad’-stjerne Aaron Paul, Zazie Beetz (‘Atlanta’, ‘Joker’), Micheal Cera og Josh Hartnett.
‘Black Mirror’ sæson 6 lander på Netflix den 15. juni.