’Exit’ sæson 3: Den norske hitserie starter som en ørkenvandring og slutter som en græsk tragedie
Forargende, foruroligende og funderet i virkeligheden.
Det var parametrene, der gjorde første sæson af ’Exit’ til et massivt seerhit som den mest streamede serie i Norge nogensinde og talk of the town også i Danmark.
Men med tredje og sidste sæson af serien er denne trio af ingredienser evaporeret, og serieskaber og instruktør Øystein Karlsen synes langt hen ad vejen at være løbet tør for originale ideer.
Sæsonen er i hvert fald både mindre foruroligende og forargende. Og selvom serien stadig proklamerer, at manuskriptet er lavet på baggrund af interviews med en række norske finansakrobater, eksperter og kvinder i miljøet, virker historien – indtil de tre sidste afsnit! – som en ørkenvandring (ét sted helt bogstaveligt) af ufærdige og utroværdige plottråde.
Tematisk er der ikke nye boller på suppen. De norske rigmænd svælger stadig i alkohol, prostituerede og stoffer, som de har gjort siden første sæson.
Sidste gang vi så den lettere maniodepressive William (Pål Sverre Hagen), var han tilsyneladende hoppet i Norges iskolde vand, og nu er han sporløst forsvundet.
Manden med den propre næve Jeppe (Jon Øigarden) forsøger at gøre sin traumatiske fortid om, mens hans far (som er blevet recastet til danske Kurt Ravn) ligger for døden. Henrik (Tobias Santelmann) er træt af sit familieliv, og det ser ikke lysere ud, da helbredsproblemer får hans verden til at ramle sammen – noget som hans uudtømmelige guldkort ikke kan klare.
Og Adam (Simon J. Berger), som sammen med sin (eks)kone Hermine (Agnes Kittelsen) altid har ageret det handlingsmæssige anker i serien, står over for skæbnesvanger ironi og bibelsk retfærdighed, når han forsøger at fylde det tomrum, som blev skabt, da Hermine forlod ham.
Et tomrum, som han forsøger at dulme med fester, alkohol, prostituerede og næsebajer til den store guldmedalje. Men end ikke to tvillingepornoskuespillerinder, som han har hyret til at bo hos sig, kan udfylde hullet – tværtimod ødelægger de et andet.
Hermine derimod har en plan om at komme til penge, få et barn og besværliggøre Adams liv. Men hvor langt er hun villig til at gå?
Alt sammen gammel vin på nye flasker.
’Exit’ er en serie, hvor ingen udvikler sig. Adam, Jeppe, Henrik og William bliver kun værre og værre. Selv Hermine, som i større grad er blevet seriens omdrejningspunkt, spiller blot mere bold på mændenes banehalvdel.
Og det bliver altså en smule kedeligt uden udvikling, når Leonard Cohen for 20. gang dystert synger »You want it darker«, mens det sjældent bliver betydeligt mørkere.
I tredje sæson er sloganet »Greed is Good« blevet skiftet ud med »Green is Good«, og drengene ser nu deres snit til at tjene penge i den grønne omstilling – om det er kryptovaluta, hedgefonde eller greenwashing. Et fint nyt omdrejningspunkt.
Naturligvis er det alt sammen en undskyldning for at »eje, kneppe og sniffe mere«. Men efter to sæsoner med grænseoverskridende fester bliver det dødkedeligt at se drengene sniffe alt, hvad næsen kan trække, samt være deres koner utro med endnu en kvinde på deres vej.
Tredje sæson gør nemlig ikke noget for at udforske den problematik: De riges trang til at købe mennesker. Tværtimod. Enkelte gange virker det nærmest, som om de prostituerede har det sjovere end rigmændene – særligt på deres plotmæssigt ligegyldige tur til St. Tropez. Flere steder fremstår serien lige så liderlig som en teenagers første møde med internetporno.
Et sted, hvor der heller ikke er sparet, er musikken. Hvor første sæson af serien havde et tilbagelænet forhold til music cues, lider denne sæson af samme sygdom som sæson to: musikalsk forståelse som en tweenager.
Ikke nok med at der er et needle drop hvert andet minut, så er sangvalget også øjenrullende åbenlyst. ’Let’s Get It On’ bliver selvfølgelig spillet, når der er sexy time, og ’You Can Leave Your Hat On’ til striptease, og sådan bliver det ved.
Enkelte scener er så tåkrummende pinlige, at man bliver nødt til at kigge væk. Blandt andet på den førnævnte tur til St. Tropez, hvor fyrene overdøver festens anlæg med deres spontane fællessang i bedste barbershop quartet-stil. Til slut bryder alle festdeltagerne ud i klap, pift og hujen. Suk.
Nogle af handlingstrådene er komplet ligegyldige. Blandt andet det ellers vidunderlige makkerpar Beskow (Rolf Lassgård) og hans elsker (Jesper Christensen), som er fantastiske at se på, men som har meget lidt betydning for seriens fremdrift.
Der var oprindeligt kun planlagt én sæson, men succesen gjorde en fortsættelse uundgåelig, selvom de gode historier måske allerede var brændt af.
Men så sker der altså noget i de sidste tre afsnit. Pludselig er der noget ægte på spil. Her begynder karaktererne pludselig at udvikle sig, der skrues ned for den cokesniffende tomgang, og serien bliver rent faktisk dark og morderligt foruroligende.
På den måde slutter finalesæsonen af ’Exit’ som en græsk tragedie.
Blot for at ødelægge det i post-credit-scenen – men lad nu det ligge.
Kort sagt:
’Exit’ viser massive træthedstegn i tredje og sidste sæson, men lander trods alt på benene til slut.