Mystiske Fever Ray overraskede ved at blotte sit sande ansigt på Roskilde Festival
»This is not a band ready for dissection«, forkyndte Karin Dreijer i åbningsnummeret ‘What They Call Us’, da Fever Ray Arena torsdag aften.
Og nej, det var det bestemt ikke. Koncert indbød ikke til, at vi som tilskuere hverken skulle analysere koncerten eller positionere den inden for konventionelle rammer. Som typisk ved Fever Rays optrædener befandt vi os i skellet mellem elektronisk musik, performancekunst, og hvor grænserne mellem køn er flydende.
Fuld smæk på det visuelle aspekt, hvor keyboardspilleren havde hvid mimiker-sminke og var iført, hvad der lignede en kulørt version af den jødiske hovedbeklædning shtreimel.
Hovedpersonen selv var iført et oversized jakkesæt, Joker-lignende makeup og leverede sammen med deres korsangere en synkron koreografi, der sendte tankerne i retning mod David Byrne, som ligeledes efterstræber nye udfoldelsesmuligheder for en live-optræden.
En sådan avantgardistisk tilgang balancerer på kanten af det prætentiøse og distancerende, men det var åbenlyst, at publikum skulle føle sig i kontakt med de udklædte performere på scenen.
Dreijer kiggede intenst ud over forsamlingen og brød adskillige gange ud i varme smil, der var med til at byde folk indenfor i det særegne univers.
Musikalsk var koncerten ligeledes en suveræn tour de force gennem spektret af Fever Rays mangefacetterede udtryk: Det æggende synth-hook og den elektroniske percussions soniske variationer i ‘Mustn’t Hurry’, den overlegne fusion af nærmest stamme-rituel fremdrift og varme club-vibes i ‘I’m Not Done’ og en blændende ‘Even It Out’, som var en yderst effektfuld maksimalisme af trommer, percussion og synthesizere.
Dreijers stemme var heller ikke nær så manipuleret som på plade og særligt ‘To the Moon and Back’ gav et af koncertens helt store vokale øjeblikke. Endnu et rørende møde med det hjertelige menneske bag den mystiske persona.
Det nummer var også ret symptomatisk for den herskende stemning under Arenas teltdug. Vel arbejdede Dreijer og deres ensemble i et nøje tilrettelagt rum, men her trådte særligt korsangerne for alvor i karakter med en enormt publikumsinteragerende attitude og imødekommende fagter helt fremme på scenekanten.
Bedst som man momentvis i den 75 minutter lange koncert tog sig i at zone lidt ud af den teatralske seance, blev man lige mødt med endnu et imødekommende smil eller en inkluderende gestikuleren.
En besnærende version af klassikeren ‘If I Had a Heart’ gjaldede ud under teltdugen mod slutningen. Men det var faktisk lige netop, hvad vi kunne mærke, at Fever Ray besad bag den forunderlige visuelle fernis.