Den musikalsk visionære Sudan Archives havde både dry humps og et naturstridigt falsetskrig med til Roskilde Festival

Med hendes unikke sammenkog af r’n’b, soul, avantgarde-pop og elementer fra folkemusik på plade, var det spændende at se, hvordan Sudan Archives ville lykkes med det i live-sammenhæng.

Særligt når set-up’et på Avalon var så minimalistisk, som tilfældet var. Brittney Parks var kun flankeret af en enkelt musiker, der betjente bas, synth og sampler-pad. De var dog programmeret med varierede beats og klangflader, som var fuldt ud fyldestgørende til at skabe rammerne for at Parks kunne lade violinen tale og optræde.

Og helt fra koncertens start forstod man, hvorfor en del af hypen omkring hende er centreret om valget af dette instrument i hendes moderne produktioner.

Via loop-pedal og med både dirrende anstrøg og sofistikerede pizzicato-pluk på strengene viste Parks, at hun besad totalt instrumentalt overskud.

Og det var en ganske fornuftig disposition, at hun havde violinen spændt fast på brystkassen, for det stod også hurtigt klart, at hun var en performer af rang.

Allerede under første sang, ‘Milk Me’, skridtede hun scenen af og skabte samhørighed i den begejstrede forsamling. Og den udadvendte attitude fortsatte koncerten ud.

Øjeblikkene var få, hvor publikum ikke havde armene i vejret – enten opildnet af Parks’ myndige crowd control eller ganske enkelt, fordi musikken og hendes performance bare ansporede til det.

I ‘Freakalizer’ mestrede hun både dry humps og et imponerende nærmest naturstridigt falsetskrig.

Det blev dog en anelse for pub-bøvet, da hun efterspurgte, om der var nogen irere blandt publikum, hvorefter hun satte gang i den traditionelle ‘Irish Jig’.

Med tanke på hvor meget en overskudsperformer, hun er, forstod man godt, at hun faldt for den folkelige fristelse. Men det skar altså i ørerne, når man jo netop havde overværet, hvordan hun rekonstruerede folkemusikken i sin egen unikke musikalske vision.

Heldigvis kom vi hurtigt tilbage på sporet med en forrygende ‘Selfish Soul’, der var koncertens store øjeblik og live virkelig forenede de forskellige facetter i Sudan Archives. Ikke mindst takket være hendes medmusikers rolle på forvrænget bas.

Herefter var det en anelse ærgerligt, at koncerten klingede af med ‘Homesick (Gorgeous & Arrogant)’, som lidt mistede pusten.

Omvendt havde vi nu den sidste time også fået i så rigelige mængder energi, overskud og musikalsk finesse.