Det tog Weyes Blood et kvarter at komme i gang på Roskilde Festival – men så var koncerten også tårefremkaldende smuk

Nogle gange skal en koncert lige i gang, og Weyes Bloods optræden på Avalon tidligt lørdag aften var netop en sådan seance, hvor der virkelig var pay-off som koncerten skred frem.

Det var tydeligt, at Natalie Mering og hendes band skulle spille sig ind på publikum, og det første kvarters tid af koncerten svævede de orkestrale kompositioner henover hovedet på publikum i takt med de sæbebobler, som nogle i forsamlingen var begyndt at puste. Smukt og porøst, men også hurtigt borte igen. Symbolikken var til at føle på.  

Men så skete der noget.

Det virkede, som om Mering godt kunne mærke, at der skulle tages lidt ekstra hånd om et festivalpublikum, som nu var nået til sidstedagen.

»Denne sang er tilegnet dem af jer, som fik lidt for meget i går«, lød det, da hun dedikerede ’God Turn Me Into a Flower’ til os.

Og det var lige, hvad vi trængte til. De subtile stigninger og fald i de storladne synthflader lagde sig som en lun kappe og spredte varme ud i hele kroppen. Jeg spottede flere med tårer i øjnene, som lod sig fuldkomment bjergtage af det stemningsforstærkende moment.

Der var også flere visuelle detaljer at fortabe sig i.

Foruden kandelabre med levende lys på scenen og hovedpersonen iklædt en blændende hvid kjole med kappe, gjorde Weyes Blood også effektivt brug af et backdrop med polaroidfotos og 8 mm-optagelser.

Hvilket harmonerede så fint med den musikalske æstetik, der jo har flere nik til ’the golden age of Hollywood’ og 60’ernes symfoniske popmusik.  

’Andromeda’ var ligeledes et besnærende øjeblik, og koncerten kom op på den helt store klinge under en fuldkomment fortryllende ’Everyday’, hvor folk skrålede med på enormt fængende barokpop-omkvæd.

Herfra var der kun én vej, og vi var vidne til et formidabelt sejrsridt, hvor Weyes Blood og publikum virkelig havde fundet hinanden.  

Mod slutningen tændte Mering for et rødt hjerte, der funklede bag det snehvide stof, da hun nærmede sig det forløsende klimaks i koncertens sidste sang ’Movies’.

Et nummer, der blev afsluttet med at hun kastede hvide roser ud til publikum.

En rørende finale på en fantastisk koncert, der virkelig understregede hvordan nærværende og storslået popmusik kan vække euforien og selv den mest udmattede festivalgænger til live.