’Stars At Noon’: Det er en forbandet skam, at Robert Pattinson måtte trække sig ud af denne sensuelle slowburn-thriller
Det er sjældent, at jeg for alvor spidser ører over en films soundtrack. Men hvis dette var en vurdering alene af Tindersticks boozede jazzscore til den franske instruktør Claire Denis’ anden engelsksprogede film, ’Stars At Noon’, havde topkarakteren nok været hjemme.
Det ensomme horn, som akkompagneres af melankolske tromme- og strengeinstrumenter, passer som fod i hose til en film, der straks giver én lyst til at udvikle et misbrug til gylden rom og hed sex.
Margaret Qualley spiller Trish, den nyeste karakter i perlerækken af Denis’ mange vesterlændinge, som leger turist i et af verdens brændpunkter. Hun er en bitter amerikansk journalist med en udgået pressetilladelse og et konfiskeret pas, der gør, at hun ikke kan komme hjem fra Nicaraguas pandemiramte gader og stræder, efter lokalregeringen har set sig sur på hende over en artikel om magtmisbrug og henrettelser.
Hun drukner sin apati i rom og prostituerer sig selv på byens internale lufthavnshotel i håbet om at få nok Washingtons til at kunne betale en flybillet ud af Mellemamerika. Her falder den britiske altruist Daniel (Joe Alwyn) ned i favnen på hende. Han snakker om demokrati og lighed til det nicaraguanske folk og giver hende en halvtredser for en omgang lagengymnastik, der pludselig vækker noget i Trish.
For hendes besvær får hun Costa Ricas politi på nakken, da de ser skævt til den blåøjede Daniel, og langsomt udvikler det sirlige romantiske lost in translation-drama sig til en spionage-thriller.
Som Isabelle Hubert i Claire Denis’ ’White Material’ bærer Qualley sig frem med en stædig arrogance og usympatisk attitude som et skjold mod alle omkring sig. Men hun kan også bløde op med en flammende pludselighed, som når hun i et kort åndehul falder sammen i gråd på sin lurvede motelseng.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor Denis (som resten af verden) er faldet pladask for it-skuespilleren.
Beklageligvis er det lige så åbenlyst, at Alwyn er en backup-sanger, som pludselig har fået spotlyset rettet mod sig. Robert Pattinson sprang fra grundet de forlængede optagelser af ’Batman’, og Taron Egerton blev ligeledes forhindret i at spille rollen.
Én af de to skuespillere kunne ellers have givet Daniel en tiltrængt mystik og rå seksuel energi, som den undertøjsmodel-pæne Joe Alwyn slet og ret mangler.
Man kan sige, at han med sit renskurede ansigt passer glimrende til karakteren ved at bære dennes naivitet uden på hørjakkesættet. På den anden side gør det det svært at købe, at Qualleys hårdføre kvinde skulle falde så hårdt for ham. Hun sammenligner ham med hvid dis, men alt, jeg ser, er en tør endeskive efterladt på køkkenbordet. Måske Daniel bare er så god i sengen, at det undskylder den blanke personlighed uden kant?
Som altid skildrer veteranen Denis lyst og begær bedre end nogen anden, og det er i sig selv forfriskende igen at se en film fra USA, der tør at være voyeuristisk og fremstille menneskelige drifter på en pirrende facon.
Når ’Stars At Noon’ for alvor får ild under kedlen, vækker den minder om 70’ernes slowburn-thrillere som Michelangelo Antonionis ’The Passenger’. Som på 70’ernes knitrende filmrulle kan man nærmest mærke den ulidelige fugtighed, som får Qualleys imponerende hårpragt til at puffe op til enorm størrelse.
Som Denis’ forrige film, ’Both Sides of the Blade, drives ’Stars At Noon’ af vibes og sine to turtelduers indre væsener snarere end deres handlinger.
Man kan kun håbe, at hun er heldigere i castingprocessen af sin mandlige hovedrolle næste gang.
Kort sagt:
I Claire Denis’ nyeste thriller om vesterlændinge på afveje trækker Joe Alwyns forkølede præstation ned, mens Qualleys sensuelle væsen og Tindersticks jazzede score giver én lyst til at drikke sig svedig i gylden rom.