‘Sweet Dogg’: Fraads-frontmand Papa E trykker på genstart-knappen med Young Thug-kanaliserende solo-ep
Ep’en ‘Sweet Dogg’ føles på mange måder som en slags genstart for Fraads-rapperen Papa E.
Duoen Fraads, som han styrer sammen med producer David Engelbrecht, startede som en skæv og legesyg hiphop-legeplads. De legede med psykedeliske melodier og trap-klingende produktioner, der var meget langt fra mainstreamen. Og så var de vidunderligt excentriske.
Fraads har sidenhen udviklet sig rigtig meget. De er i dag snarere en dejligt eklektisk popgruppe, der hist og her trækker på noget hiphop – ikke en egentlig rapgruppe.
Fraads-universet har ikke længere plads til skæve skitser, hvor en kæk lille idé bliver afprøvet. Det skal være stort og prangende. Gerne konceptuelt gennemtænkt og ambitiøst.
Det er superfedt, men jeg forstår afgjort, hvis Papa E savner det frirum, Fraads lod til at være i sin tidlige inkarnation. Det frirum har han nu genskabt – men blot som solokunstner under navnet Papa E.
Med sig ved sin side har han producer Gusse B, der ellers er kendt som sanger i postpunkgruppen Pardans og soloprojektet Dirt Bike. Sammen har de lavet en serie af løst strukturerede fortællinger om Papa E, der lever et kaotisk liv præget af fest, stoffer og psykoselignende tilstande.
Papa E og Gusse B bevæger sig rundt mellem en broget håndfuld stilarter. Der er en øm, lettere poppunket guitar, der står for en mere rocket lyd på ‘Ny sex’, og på ‘Oscar Night’ får vi en forsigtig ballade, der lugter mere af pop end af hiphop. Afslutningsnummeret ‘Cheque Freestyle’ er oldschool newyorker-boombap i instrumentationen, mens de druggy synths på ’20K’ føles lidt som en dekonstrueret udgave af Travis Scotts lyd.
Dog er der særligt én indflydelse, der kaster lange skygger over ep’en. Papa E kan simpelthen ikke løbe væk fra, hvor meget han rapper som Young Thug. Vi er aldrig ude i plagiat eller noget (særligt fordi instrumentationen er meget langt fra Thuggers lyd), men jeg bliver dybt overrasket, hvis der ikke er tale om direkte inspiration.
Selv den der overdrevne »sch«-lyd, Thugger af og til laver (hør eksempelvis udtalen af ordet »star« på ‘Pick Up the Phone’) finder vej til flere af ep’ens tracks – på ’20K’ hører vi eksempelvis at han »schwitcher sjæl« og at han skal »aflysch brunch«.
De animerede udsving i vokalen på sange som ‘Bottega’ og ‘Cheque Freestyle’ er også indbegrebet af Thugger – helt ned til det syngende rapflow, der altid antyder en melodi, men som aldrig etablerer en defineret melodisk form.
Denne Young Thug-kanalisering virker fremragende. Det er lige netop den slags flows, der allerbedst indkapsler en manisk skikkelse, der er ved at miste besindelsen: Papa E ligger altid lidt skævt på beatet, og de vilde vokaludsving bliver tit så out there, at det føles som om, han er på randen af et nervesammenbrud.
Hvis du er gammel Fraads-fan, tænker du dog måske: »Har Papa E ikke allerede lavet en ep med en samling sange om en mand, der tager så mange stoffer, at han er til fare for sine omgivelser?« Og jo, det er konceptet bag den noget mere narrativt orienterede ep ‘Fryys’ fra 2018.
‘Sweet Dogg’ er en markant mere fragmenteret udgivelse end ‘Fryys’. Hvor fortællingen på ‘Fryys’ sugede mig ind, er ‘Sweet Dogg’ rettere en serie af flotte stemningsbilleder. Det er engagerende, men den fragmenterede struktur gør, at det bliver langt mindre fængslende.
Men det er nok delvist meningen. Hensigten lader til at være at skrælle al Fraads’ konceptuelle totalteater væk og vende tilbage til at lege med, hvad den individuelle sang kan byde på. Og med de briller på er der heldigvis mange finurligheder at lade sig underholde af.
Kort sagt:
Fraads-frontmand Papa E kanaliserer Young Thug på sin første solo-ep. Det er mere ligetil og fordøjeligt end Fraads’ konceptuelle totalteater, og selv om det ikke er helt så fængslende, er det stadig veleksekveret.