Det kommende efterår byder på godt nyt for alle Barselona-fans. For ikke nok med, at de tidligere på året annoncerede en danmarksturné, nu får vi omsider en udgivelsesdato for deres nye album.
‘Væbnet hjerte’ lyder titlen på duoens nyeste værk, og det udkommer den 15. september. Det oplyser bandet i en pressemeddelse.
Rasmus Theodor og Rud Aslak plejer egentlig at være en produktiv duo. Deres sidste to album blev udgivet med blot et års mellemrum, men nu er der altså gået tre år siden udgivelsen af deres seneste album, ‘1 dag er vi 1 minde’.
I starten af året forklarede bandet i et interview med Soundvenue, hvordan de er endt med en anden tilgang i forbindelse med deres nye album.
»Der er ligesom opstået en ny lyd, som ikke ville være opstået, hvis vi var gået direkte videre fra ‘1 dag er vi 1 minde’«, sagde Rud Aslak dengang.
Duoen har udgivet singlerne ‘Lyden af livet’ og ‘Real Love’ fra albummet indtil videre, og da de indtog scenen til Soundvenue LIVE på Spot Festival, teasede de også numrene ‘Lyse nætter’ og ‘Månen’.
Nu kommer det nye album altså endelig ud den 15 september. Barselona holder desuden lytteevent og artisttalk på Hotel Cecil d. 12. september.