I august blev Lizzo sagsøgt af først tre tidligere ansatte, og senere yderligere seks personer. De anklagede popstjernen for at skabe et dårligt arbejdsmiljø, begå sexchikane og udskamme sine ansatte på grund af deres vægt. Lizzo afviser alle anklagerne.
Nu har en fjerde person sagsøgt musikeren. Denne gang er det tøjdesigneren Asha Daniels, som stod for at designe dansernes outfits til Lizzos 2023-turné. Hun sagsøger Lizzo, hendes produktionsselskab Bad Grrrl Big Touring, hendes garderobemanager Amanda Nomura og hendes tourmanager Carlina Gugliott. Det skriver The Wrap.
Søgsmålet beskylder Lizzo for at skabe et »seksualiseret, racistisk ladet og ulovligt arbejdsmiljø«. Derudover skulle Lizzos managers angiveligt være kommet med »racistiske og tykfobiske kommentarer, der gjorde grin med sorte kvinder«.
Daniels skriver ydermere, at hun blev nægtet lægebehandling af sin tidligere arbejdsgiver, og at hun måtte »udholde nedværdigende sexchikane«.
Daniels indgav sit søgsmål i går, torsdag. Samme dag modtog Lizzo den humanitære pris Quincy Jones Humanitarian Award af Black Music Action Coalition.
Popstjernens advokat skriver til Deadline.com, at sagsøgeren forsøger at »besudle« Lizzos velgørende arbejde. Han kalder det et »falsk, absurd pr-stunt-søgsmål« og siger desuden, at Lizzo aldrig har mødt eller talt med Daniels.
»Vi vil give dette så meget opmærksomhed, det fortjener. Ingen«, siger advokaten.