Netop som man er begyndt at sove godt om natten efter adrenalinsuset fra anden sæson af ’The Bear’, kommer et nyt restaurantdrama til de sultne seere.
Den første trailer til BBC-serien ‘Boiling Point’ er netop landet og lægger op til en stressdrøm af værste/bedste skuffe.
Serien er en efterfølger til det britiske restaurantdrama ’Boiling Point’ fra 2021. Her spillede Stephen Graham chefkokken Andy, der har en ufatteligt dårlig dag på arbejde.
Serien vil fortsætte, otte måneder efter hvor filmen slap, hvor Andys lærling Carly (Vinette Robinson) kæmper med at få en ny fine-dining restaurant op at køre i London.
At dømme på traileren bliver det en lige så intens omgang som forlægget med tabte tallerkener, personlig intriger, ildebrand og en helvedes masse »Yes, chef«-replikker.
Philip Barantini, som instruerede ‘Boiling Point’-filmen tilbage i 2021, vil også instruere størstedelen af serien, der vil bestå af kun fire afsnit.
Serien får britisk premiere 1. oktober. Den danske premieredato kendes ikke endnu.