Christopher Nolans ‘Oppenheimer’ har gået sin sejrsgang på det internationale biografmarked siden premieren i juli, og filmen har ligeledes fået flotte anmeldelser (med en score på 88 ud af 100 hos Metacritic).
Ifølge instruktørkollegaen Spike Lee mangler Nolans biopic om J. Robert Oppenheimer – kendt som atombombens fader – imidlertid noget: de japanske bombeofres perspektiv. Det fortæller han i et interview hos The Washington Post.
Instruktøren bag ‘Do the Right Thing’, ‘BlacKkKlansman’ og ‘Malcolm X’ starter lige med at deklarere, at Nolan er en »massiv filmskaber«, og at ‘Oppenheimer’ er en »fantastisk film«. Men så går han til sagen.
»Hvis den varer tre timer, ville jeg gerne tilføje nogle flere minutter omkring, hvad der skete for det japanske folk«, siger Lee.
»Folk fordampede. Mange år senere er folk radioaktive. Det er ikke, fordi han (Nolan, red.) ikke havde magten. Han fortæller studier, hvad de skal gøre. Jeg ville have elsket, hvis filmens slutning måske viste, hvad det betød, at man smed de to atombomber over Japan«.
Spike Lee tilføjer, at hans kommentar kommer af kærlighed, og at Nolan sikkert også kan finde ting, han ville have gjort anderledes i Lees film.
Ifølge Indiewire har Nolan tidligere begrundet den manglende japanske vinkel med, at J. Robert Oppenheimer ikke selv havde adgang til militæroplysninger, og at han, ligesom alle andre, første gang hørte om bombningen af Hiroshima og Nagasagi over radioen.
‘Oppenheimer’ kan stadig ses i de danske biografer.