’Fair Play’: Ublu sexscener og overstyrede chok dominerer hypet Netflix-thriller
Hvis man går til ’Fair Play’ med håbet om en ny ’Basic Instinct’, bliver man nok skuffet.
Instruktør Chloe Domonts Netflix-aktuelle film, som fik god hype på årets Sundance-filmfestival, er de fleste steder blevet beskrevet med genremærkatet ’erotisk thriller’, hvilket får én til at tænke på 90’er-film om forførelse og forbudt sex med dystre konsekvenser.
»Jeg ved ikke med de mærkater, men den har helt sikkert en seksuel natur«, har Domont selv udtalt afmålt om ’Fair Play’, da Yahoo Entertainment hoppede med på hypen og spurgte instruktøren, om hun var klar til at se filmen »gå viralt som Netflix’ mest sexede film«.
Jeg vil hellere kalde ’Fair Play’ et giftigt parforholdsdrama med ublu sexscener. Den første af disse foregår på et toilet til et bryllup, hvor kæresteparret Emily og Luke går til makronerne. Fordi Emily har menstruation, kommer der blod både i Lukes ansigt og på hendes kjole. Kæresten griner fjoget – og kort efter frier han til Emily.
Næste morgen efterlader hun imidlertid forlovelsesringen derhjemme. Det forelskede par holder nemlig deres forhold hemmeligt for omverdenen. De arbejder begge hos en prestigefuld hedgefond, hvor det er imod reglerne at date sine kollegaer, og begge sætter deres karrierer højt.
Netop karriere stikker en overordentlig stor kæp i hjulet på forholdet. Emily overhører, at Luke snart bliver forfremmet til en mere magtfuld stilling, og parret fejrer den glædelige nyhed sammen. Dagen efter kan firmaets direktør Campbell, spillet stenkoldt af Eddie Marsan, afsløre, at forfremmelsen faktisk går til Emily.
Så kommer der ellers gang i mindreværdskomplekserne hos Luke, som relativt hurtigt udvikler sig til en decideret skurk, der i øvrigt ikke længere kan finde lysten frem til sex. Hans skrøbelige maskulinitet kan ikke tåle, at Emily nu er blevet hans nærmeste chef, og det hjælper ikke, at Campbell ydmyger ham foran alle kollegaerne for nogle store brølere på aktiemarkedet. Emily frygter med god grund, at hendes desperate kæreste trækker hende med ned i sølet.
Lukes selvudslettende usikkerhed udvikler sig til ondskabsfuldt had med bund i den sexisme, man også meget tydeligt mærker på parrets arbejdsplads. »Hvad mon hun gjorde for at få den forfremmelse? Burde jeg skifte køn?«, lyder det for eksempel hånende fra én af kollegaerne.
Det mandsdominerede arbejdsmiljø har en vægtig plads i fortællingen, men det er ikke, fordi ’Fair Play’ her bringer noget til bordet, vi ikke allerede har set i ’Succession’ eller ’Mad Men’.
Alligevel er scenerne på arbejdspladsen de mest spændende. Der er automatisk et iboende ubehag (eller i bedste fald akavethed) ved åbne kontorlandskaber med gennemsigtige glasvægge, hvor alle kan følge med, når en kollega får en skideballe eller på anden vis gør sig uheldigt bemærket.
På kontoret har de to hovedpersoner allermest på spil, samtidig med at det er her, de allermindst kan være sig selv. Det medfører en meget anspændt og fortættet stemning, når parret skal diskutere med hinanden – vel vidende at de ikke må afsløre deres forhold for kollegaerne.
Mens parrets magtkamp kører op i en hadsk og voldelig spids, fremstår karaktererne desværre også tiltagende irriterende og utroværdige.
Jeg siger ikke, at Lukes forsmåede mandsperson ikke kan findes i virkelighedens verden – se bare på internettets misogyne incel-fællesskaber – men hans desperate, kamikaze-agtige handlinger bliver til sidst uforståelige.
Disse handlinger fører i sidste ende til en overstyret chokslutning, der får én til at tænke, at Chloe Domont har haft svært ved at finde en god måde at afrunde det intense drama på.
Kort sagt:
’Fair Play’ har ublu sexscener og en til tider fortættet stemning, men vi har ikke at gøre med en ny ’Basic Instinct’.