‘The Twits’: To stærke rockplader på under et halvt år? Intet problem for hypede Bar Italia
Det føles som for ganske nylig, at jeg skrev en anbefaling af det London-baserede undergrundsrockband Bar Italia i forbindelse med deres første reelle fuldlængde, ‘Tracey Denim’.
Det album udkom i slutningen af maj, og nu er deres andet udspil på Matador Records her allerede i form af ‘The Twits’, der således er bandets anden plade på under et halvt år (lidt a la The National, men det er så også det eneste, de to bands har til fælles).
Da jeg i sin tid anbefalede Bar Italia, beskrev jeg deres musik som »en slags seminostalgisk falsk genkendelse af britisk rock og pop fra 90’erne og 00’erne«, men på deres nye album har de også gjort plads til langsommere numre – som den valsende ‘Twist’ og den western-inspirerede ballade ‘Shoo’, hvor Mazzy Star må have været i tankerne under tilblivelsen.
Men sangene er spillet og sunget med en nærmest arrogant distance til inspirationskilderne. En arrogance, der minder om medlemmet Nina Cristantes mangeårige samarbejdspartner, London-legenden Dean Blunt.
Musikken er i højere grad Bar Italias egen på ‘The Twits’. Og selvom der til tider går lige lovlig meget jeansreklame-rock i den (som på åbneren ‘My Little Tony’ og ‘World’s Greatest Emoter’), er der masser på spil.
Jeg elsker især pladens sidste nummer, ‘Bibs’. En lille poprocket sag, hvor næsten vuggevise-agtige sangmelodier bliver konfronteret af flere lag af guitarfeedback. Det lader ikke til, at trioen har tænkt sig at stoppe deres udviklingsproces lige foreløbig.
‘The Twits’ er en rigtig storbyplade med numre, der slingrer mellem parforholdets op- og nedture og de mange følelser, det indebærer: kærlighed, had, jalousi og stolthed.
Titlen er med al sandsynlighed løftet fra den populære børnebog af samme navn, skrevet af Roald Dahl i 1980, om et usoigneret ægtepar, der udsætter hinanden for alskens practical jokes og gang på gang sætter hinanden i modbydelige situationer.
Singlen ‘Jelsy’ er et tydeligt eksempel. Artworket ligner en retssalstegning af bandets tre medlemmer – Cristante, Jezmi Tarik Fehmi og Sam Fenton – og i sangens andet vers understreges parforhold-i-krise-temaet: »There’s somеthing to think about / While you only see it as separation / Don’t you see that being alonе / Can be good for you?«
Alle tre medlemmer synger på pladen, men det er Cristantes mystiske, italiensk-engelske vokal, der sætter det største præg på musikken. Som på den fængende ‘Hi Fiver’, en af pladens største bangers, hvor hun i omkvædet lyder som et ekko af Carly Simon: »You’re just too self-involved to know that this song is for you«.
Tilbage i maj skrev jeg, at vi skulle være glade for den sparsomme produktion på ‘Tracey Denim’, fordi jeg frygtede udfaldet, hvis disse numre blev styltet op på en stor, dyr produktion. Men mine bange anelser fra dengang bliver gjort til skamme på ’The Twits’.
For selvom albummet bevarer en minimalistisk, nærmest spartansk tilgang til sangskrivning og instrumentering, klæder det London-rockerne at have samarbejdet med den italienske producer Marta Salogni, som blandt meget andet har stået bag den seneste Depeche Mode-plade, ‘Memento Mori’.
Produktionen er større og mere svulstig, og hvor ’Tracey Denim’ kørte derudaf på alle mulige tangenter, er ’The Twits’ et mere homogent produkt. Man savner af og til nogle hooks og en mere ekstrovert tilgang til guitarrocken, men Bar Italia-toget er helt klart på rette spor.
Kort sagt:
Fem måneder efter deres første reelle fuldlængde er det hypede Bar Italia-tog standset ved sin næste station. På ‘The Twits’ er produktionen større og mere fyldig, og det klæder dem overraskende godt.