Brazos

Brazos har siden deres folkede debut rykket rødderne op fra Texas-hovedstaden Austin og plantet dem i Brooklyns indie-muld. Og så har hjernen bag, Martin Crane, udskiftet hele bandet med to nye samarbejdspartnere. Det har gjort både armbevægelserne og genrepaletten større.

Ved første lyt er ’Saltwater’ umiddelbart solskinnende indiepop, men der gemmer sig væsentligt mere mellem lagene. Akustisk guitar, bas og trommer blev alle optaget live til pladen, hvorefter Crane tilføjede de resterende elementer. Det gør pladen til en vandring udi folk, jazz, krautrock og psykedelia, men hele tiden med poppen og hans vokal som de samlende faktorer.

River man åbneren ’Always On’ fra hinanden finder man således både fløjtende og blæsende synthezisere, hoppende bas og trommer, et piano samt en skurrende guitar i elektrisk overgang. Det får det lette Vampire Weekend-hoppende nummer til momentvis at flyde ud i eksperimenterende tåger langt fra solskinnet.

Teksterne surfer ligeledes mellem den umiddelbare og den mere drømmende poesi. Som på albumlukkeren, det flotte akustiske ’Long Shot’, hvor vi flyder ind og ud af en drøm. Crane står for både skrivningen og fremførslen, og hans vokal minder om en mere variationsfattig version af James Mercers på de første The Shins-plader.

Trods sine adskillige lag løfter albummet sig aldrig meget højere op end poppens lave luftlag. Det er umuligt ikke at holde af, men på den anden side ikke meget mere end det.