Med ’Ghostbusters: Frozen Empire’ er franchisen tilbage i New York City, hvor det hele begyndte.
Den første trailer på den femte film i universet er netop blevet offentliggjort.
‘Frozen Empire’ foregår efter begivenhederne i ’Ghostbusters: Afterlife’, hvor Paul Rudd, Finn Wolfhard, Carrie Coon, Mckenna Grace og Celeste O’Connor genoptager deres roller som det nye hold af spøgelsesjægere.
Spøgelset der skal bustes er i denne omgang en oldgammel ånd, der får alt til at fryse til is midt i juli.
Ghostbusters-kvintetten slår derfor pjalterne sammen med det originale Ghostbusters-hold, bestående Bill Murray, Dan Akroyd og Ernie Hudson for at bekæmpe den iskolde trussel.
Filmen vil også have en række komiske nytilkommere til universet som Patton Oswalt, Kumail Nanjiani (‘Silicon Valley’, ‘The Big Sick’) og den britiske komiker James Acaster på plakaten.
‘Frozen Empire’ er ligesom ‘Afterlife’ skrevet af Gil Kenan og Jason Reitman. Kenan agerer denne gang instruktør, hvor Reitman instruerede ‘Afterlife’.
‘Ghostbusters: Frozen Empire’ får dansk premiere 27. marts.