‘Ghostbusters: Afterlife’: Jason Reitman har begået et dybfølt kærlighedsbrev til farmands original
Jason Reitman forsøger med ’Ghostbusters: Afterlife’ at bære faklen videre efter sin far Ivan Reitmans komedieklassiker ’Ghostbusters’ fra 1984.
Det er et kærlighedsbrev til den oprindelige film, fyldt med referencer og meget af det samme design, de samme visuelle gags og en historie, hvis følelsesmæssige effekt afhænger lidt for meget af dit forhold og kendskab til originalen.
På visse tidspunkter er filmen helt ved at knække under presset fra reboot-strategien om at tilbyde tung fanservice. Det hele bliver lidt for genkendeligt. Heldigvis finder den sporet og tilbyder charme, vid og nyt nok i form af glimrende børneskuespillere og et ungdomsdrama pakket ind i spøgelsesfis og ballade.
Fra 80’ernes New York bevæger vi os i denne film langt ud på bøhlandet, hvor en enlig mor (Carrie Coon) arver sin mærkelige fars nedslidte gård. Gården gemmer på en hemmelighed om de gamle ghostbusters, og den ellers søvnige spøgelsesby viser sig naturligvis at være en bogstavelig spøgelsesby.
Finn Wolfhard fra ’Stranger Things’ er teenageren, som leder efter telefonsignal for ikke at føle sig helt afskåret fra alt, og den glimrende McKenna Grace er den nørdede lillesøster, der kommer på sporet af bedstefarens paranormale forskning og en kommende trussel fra det hinsides.
Den lille familie får selskab af verdens mest sexede mand (siger People Magazine), og Paul Rudd er altid garant for godmodig charme, selvom han nogle gange virker til at kunne have brugt lidt flere jokes i manuskriptet.
Det er vellavet underholdning og en værdig opfølger til Ghostbusters-franchisen, og den føles som en rigtig fortsættelse af historien. ’Afterlife’ ignorerer fuldstændig det ret kiksede 2016-femi-reboot, men faktisk også ’Ghostbusters 2’.
Den oprindelige film var det succesfulde ægteskab mellem respektløse, impro-elskende komikere, big budget-effekter og en high concept-idé. Den holder stadig, men med nutidens øjne er der i virkeligheden langt mellem de gode jokes, og karaktererne er overfladisk beskrevet.
Denne fra-far-til-søn overtagelse af en filmserie virker oprigtig og dybfølt, og Jason Reitmans tidligere film – fra ’Up in the Air’ til ’Juno’ – har vist, at han har mere fokus på at skabe karakterer. Det giver her en mere blød og familievenlig tone, som egentlig klæder serien godt. Og alene det, at handlingen foregår ude på bøhlandet, får ’Afterlife’ til mere at ligne en Spielberg-familiefilm end en skæv komedie.
Det er svært at vurdere, om det er det rigtige springbræt til en glorværdig fremtid for franchisen. Det hjælper helt klart at have et forhold til originalen, hvis fortællingen om familiens forhistorie og tråde tilbage til de oprindelige spøgelsesjægere skal gå følelsesmæssigt op.
Men filmserien skal passe på ikke at lade sig hjemsøge af fortidens spøgelser. Man kunne godt have brugt lidt mere visuel nytænkning end de samme helvedeshunde, skumfidusmænd (selv om de er cute) og en Ziggy Stardust-lignende skurk. Den nye film formår heller ikke at skabe en spektakulær slutning, som frembragte den originale films mest ikoniske billeder.
’Ghostbusters: Afterlife’ krydser strålerne mellem nyfortolkning og nostalgi, men den fungerer bedre som hyldest til fortiden end som nyt liv til filmserien.
Kort sagt:
Underholdende actionkomedie, men du vil måske føle dig snydt, hvis ikke du sætter pris på easter eggs og en historie, som er én lang hyldest til den originale film.