’Good Grief’: Alle replikker i denne Netflix-tåreperser tigger om en Oscar
‘Good Grief’ er navnet på en ny Netflix-film om sorg og venskab, skrevet, instrueret og produceret af Schitt’s Creek-stjernen Dan Levy.
Det er også et udtryk, som især briterne bruger, når de ønsker at udtrykke overraskelse og irritation, og som jeg selv får lyst til at tage i brug flere gange undervejs i denne film, som er både overraskende usjov og ulideligt selvhøjtidelig.
Levy indtager ikke kun de mest prominente funktioner bag kameraet, men spiller også selv hovedrollen (som han har skrevet med sig selv for øje) i et ønske om at vise en mere alvorlig side af sig selv som skuespiller.
Og jeg skal love for, at han går all in på drama med karakteren Marcus (’Marc’), der efter 15 års ægteskabelig symbiose med den meget velhavende og succesfulde engelske forfatter Oliver (Luke Evans) tvinges til at finde ud af, hvem han er uden sin bedre halvdel. Ti minutter inde i filmen omkommer Oliver i en bilulykke, og pludselig er Marc ikke alene forældreløs. Han er også enkemand.
Heldigvis har han gode venner omkring sig, og i stedet for at svælge i sin elendighed alene tager Marc imod hjælp fra sine to bedste venner. Den ene er galleristen og ekskæresten Thomas, spillet med øm troværdighed af Himesh Patel, der med påtaget modvilje går med til at flytte ind i det overdådige townhouse som Oliver har efterladt sig.
Den anden er den bramfri kostumedesigner, og alle festers ufravigelige midtpunkt, Sophie, der inkarneres af en veloplagt Ruth Negga. Hun sørger for, at Marc får motion og sunde doser tough love med jævnt mellemrum. Og langsomt kommer der lidt kulør tilbage på Marcs tilværelse, som bogstaveligt talt var blevet colorgradet grå og trist efter ulykken.
Som tak for deres omsorg (eller er der måske en bagtanke?!?) inviterer Marc sine to bedste venner til Paris på sin afdøde mands regning.
Og som en vis anden Netflix-produktion placeret i hjertet af Paris er det lig med luksuslejlighed en spytklat fra Eiffeltårnet, couture-shopping og cheesy montager af caféstole med fletmønster, udsigtspunkter langs Seinen og diverse seværdigheder tilsat livsbekræftende popmusik. Og med flotte franskmænd, der lige tilfældigvis kan smugle én ind på Musée de l’Orangerie midt om natten.
Præcis sådan én er Theo (Arnaud Valois). »Vi befinder os i et hus af tab«, siger han til Marc med den særligt tåkrummende alvor og intensitet, der ødelægger det meste af dialogen i den her film. De sætter sig foran Monets åkander på de kæmpestore, ikonisk kurvede lærreder, mens Theo, der har hørt, at Marc engang malede, fortsætter med at forklare parallellerne mellem Monets tragiske omstændigheder og Marcs.
Theo vil have Marc til at male sig gennem sorgen, som Monet gjorde det, og selvom det er en sympatisk tanke og effektiv kurtisering, er det næsten umuligt ikke at grine af den meget generøse sammenligning af de to ’kunstnere’, eftersom det eneste, vi har hørt til Marcs evner på det her tidspunkt, er, at han plejede at illustrere sin mands teen fantasy-bøger.
»Du er sød ved mig«, siger Marc. »Det er bevidst«, siger Theo, der også har medbragt en rød rose. De kysser. Jeg sluger lidt opkast.
I ‘Good Grief’ sker det alt for ofte, at det sjove falder fuldstændig til jorden og det alvorlige bliver ufrivilligt komisk. Der er nærmest ikke en eneste replik i den her tåreperser, der ikke leveres med en patos og kunstpause bagefter, der nærmest tigger om en klapsalve eller en Oscar. At Levys spring fra sitcom til drama ville være lidt vaklende, var vel at forvente, men at han også rammer så skævt i jokes og dialog er en skuffelse.
Jeg afviser bestemt ikke, at Levy har stor spændvidde som skuespiller og som skaber, men dette er ikke filmen, der beviser det.
Kort sagt:
Efter en årrække ved roret af den populære komedieserie ‘Schitt’s Creek’ kan man ikke fortænke multitalentet Dan Levy i at ville prøve noget nyt. Men det bliver ikke med den her film, at han får overbevist nogen om sine evner uden for sitcom-genren. Hverken som dramatisk skuespiller. Eller som manuskriptforfatter. Eller som instruktør.