’Paranoia’: Bad boys, vold og kærlighed – dansk ungdomsgyser kommer ti år for sent
En mystisk og (selvsagt) lækker gymnasie-fyr. En ordinær pige med usædvanligt dårlige instinkter, der tiltrækkes af en bad boy i et plot sammenflettet af fede tematikker som teenagekærlighed på trods af vold, kontrol og tillidsbrud.
Man kan til forveksling tænke, at jeg er i færd med at opsummere handlingen til ’After’-filmserien eller måske endda den i retrospekt kontroversielle millennium-basker ’Twilight’, der formåede at sætte billeder på en hel ungdoms fanfiction-besættelse og Tumblerfikseret melankoli.
Men Gen Z er ifølge instruktør Kari Vidøs nye ungdomsgyser ’Paranoia’ tilsyneladende ikke kommet længere end sine forgængere, når det kommer til portrættet af unges kærlighedsliv.
Og det er altså ikke et kompliment.
Baseret på forfatter Birgitte Lorentzens ungdomsromanserie ’Cykose’ møder vi Lulu (Zoe Bryan Hertz). Træt af gymnasietidens trivielle hverdag og vred over, hvad SRO overhovedet er en forkortelse for, beslutter hun sig for at gå amok i beer pong og vodka fra flasken til en fest. Det skulle hun bare aldrig have gjort, for aftenen ender i alkoholforgiftning, et lynbesøg på Riget og en nyerhvervet hjemsøgning.
Fint nok. En ånd som metafor for den ængstelighed og utilstrækkelighed, mange unge mennesker føler sig forfulgt af i dagens præstationssamfund, er en interessant præmis, som Birgitte Lorentzen også har været med til at bearbejde til filmmanuskript sammen med Henrik Kristensen – og som jeg indledende havde håbet ville åbne op for en kreativ bearbejdning af, hvad det vil sige at være ung og kvalt i perfekthedskultur.
I stedet har fortællingen en decideret raserifremkaldende udvikling, når Lulu møder 3-g’eren ’Psyko-Mads’ (August Issac Carter), berygtet for at have psykiske problemer og en voldsom folkeskolefortid. Efter han ildevarslende fortæller hende, at der står en død pige bag hende i køen til kantinen, drages hun mod ham for at få svar på sin egen følelse af at være overvåget.
Om det er den seneste Colleen Hoover-dille på TikTok, der har stået som primær inspirationskilde, skal jeg ikke gøre mig klog på, men spørgsmålet om, hvorvidt Mads kan se spøgelser eller ej, skal åbenbart udtrykkes i en scene, der ikke kun ender med, at han skubber Lulu ind i nogle garderobeskabe, men også at hun bliver den, der siger undskyld for ikke at tro på ham.
Lulu respekterer heller ikke Mads’ grænser, når hun presser ham til at fortsætte det opklaringsarbejde, de har igangsat sammen, selvom han lige er blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling og tydeligt siger fra i frygt for at forværre sit mentale helbred.
At vi tilmed skal tro og i særdeleshed heppe på, at der skal blomstre mere end et Sherlock Holmes- og Watson-samarbejde mellem dem, er fuldstændig tonedøvt og utroværdigt. Nej ’Paranoia’, vold er stadig ikke et godt udgangspunkt for romantik. Især ikke, når man bruger psykisk sygdom som røgslør.
Der virker heller ikke til at være et dybere lag i Mads som den mandlige kærlighedsinteresse, end at han måske har clairvoyante evner. Blandt andet forstår vi, at han går til karate, et karaktertræk, der plotmæssigt udelukkende bruges til en enkelt lidenskabelig tackling af Lulu.
Andre bad boy-troper er naturligvis også til stede, idet han kører motorcykel, mumler i sådan en grad, at jeg ikke kunne forstå halvdelen af hans replikker og skuler truende ud i luften.
Samme flade kvaliteter er også smerteligt til stede hos Lulu, som vi mest ser bruge tid på sit soveværelse, være sur på sine forældre og tale med sin 12-talsveninde Alishba (Stran Ezgi Benli).
Jeg tror ikke, det er skuespillernes skyld, for det er tydeligt, at Hertz og Carter forsøger at vride en form for personlighed ud af deres roller. Det er bare svært, når de er formet som to klichékasser.
Alligevel overskygger skildringen af relationen mellem de to unge fuldstændig den øvrige handling, som faktisk rummer et overraskende uhyggeligt og underbelyst stykke danmarkshistorie, som de skal forsøge at finde hoved og hale i. De bedste scener dedikeres til det paranormale mysterie, der eksempelvis byder på uhyrlige ture på biblioteket og en tur til forstads-København.
Dertil vil man godt kunne kalde filmens få gysersekvenser effektive, hvis det eneste kriterie er, at de skal være øredøvende eksekveret.
’Paranoia’ står utroligt stærkt visuelt, med creepy håndholdte skud og en mættet farveskala. Men hvor ville jeg ønske, at filmen havde evnet at udfolde det pressede følelsesliv, som mange unge lider under i dag, snarere end at falde tilbage i et velkendt teenage-format, der burde være lagt i graven i 2010’erne.
Kort sagt:
Hvis du leder efter en lightudgave af ’Twilight’ med et drys af det paranormale, er ’Paranoia’ et godt bud.