’Dicks: The Musical’: A24’s pinagtige musical tror selv, den skal blive kult
I disse år har det kitschede og smagløse inden for film en renæssance.
Nic Cage er endnu en gang dyrket som et ikon. Sociale medier flyder over med passionerede kærlighedserklæringer til fortidens film non grata som Tom Greenes notoriske ’Freddy Got Fingered’ og Paul Verhoevens sexfadæse ’Showgirls’. Og Barry Keoghan er blevet et sexikon ved at stikke tungen ned i et afløbsrør.
Det giver derfor glimrende mening, at indiedistributøren over dem alle, A24, har smidt penge efter en adaptation af off-Broadway-teaterstykket ’Fucking Identical Twins’, der er blevet til filmen ’Dicks: The Musical’.
I denne rygende flamboyante musicalversion af ’Forældrefælden’ er charmerende Lindsay Lohan (gange 2) skiftet ud med de fladpandede ’enæggede’ tvillinger Craig og Trevor (stykkets originale skabere Josh Sharp og Aaron Jackson).
Men hvis håbet var at gå i bedene på fordum tids homo-schlockmaestroer som Gregg Araki og Jon Waters, rammer de komplet ved siden af målskiven.
Den lave standard sættes, før første indstilling overhovedet er rullet over skærmen, med en sardonisk tekst om, at dette er den første film i Hollywood nogensinde skrevet af to homoseksuelle mænd. I sig selv en joke, der var gammel allerede, da homo-romcom’en ’Bros’ var ny.
Den følges af et uanet nummer af sange, der omhandler, hvor dumme cis/het-mænd er. En observation, der ironisk nok er lige så uinteressant, som cis/het-mænd er.
Trods den udskejende præmis – og sågar med en gæstesang fra ingen ringere end Megan Thee Stallion – virker ’Dicks’ usikker på sig selv fra ende til anden. Når samtlige bizarre indslag akkompagneres af manierede ansigter og gigantiske neonskilte, der fortæller dig, hvor random det, du ser, er, fremstår de mere desperate end oprigtigt underlige.
Crescendoen på denne tåkrummende skoleforestilling står Nathan Lane og Megan Mullally for som brødrenes lallede forældre, de prøver at føre sammen. Den ene spytter rå skinke ned i svælget på sine to adopterede monstre, som han kærligt kalder sewer boys, mens den anden læsper begejstret om sin fisse.
Hele miseren er udført med en åbenlys, men dilettantisk stolthed for det bedagede slutresultat. Både Sharp og Jackson overspiller til den store guldmedalje, og af uransagelige årsager har instruktør Larry Charles (’Borat’) efterladt flere scener i filmen, hvor de to bryder karakter og griner over hele femøren, mens Mullally improviserer forskellige perverse remser.
Den amatøragtige udførsel går hånd i hånd med filmens ønske om per automatik at tildeles den slags kultstatus, som ellers kun kan opnås organisk. Men i så fald burde skaberne blot have sprunget over, hvor gærdet var lavest, og kaldt filmen ’A24: The Musical’.
De billige tricks vil måske virke på 12-årige, som stadig griner af ordene fuck og vagina, men som en connaisseur af dårlig smag væmmes jeg ved denne arrogante validering af middelmådighed og venstrehåndsarbejde.
I filmens patetiske forsøg på at chokere er den mest af alt røvhamrende kedsommelig.
Kort sagt:
’Dicks: The Musical’ er den værste film siden ’Freddy Got Fingered’… er typen af omtale, skaberne bag denne pinagtigt usjove farce uden tvivl fisker efter. Men der er intet talent bag den dårlige smag, bare rigtigt kedelige jokes og banale sange.